Viser opslag med etiketten hævnens broderskab. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hævnens broderskab. Vis alle opslag

15 september 2023

*Anmeldereksemplar* Legenden om Agrat, #3: Krigeren fra Rogatan

 Forfatter: Anne Mette Asp - Forlag: Facet - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Krigeren fra Rogatan er tredje bind i Legenden om Agrat. Min anmeldelse af første bind, Jernstaven, kan læses her. Min anmeldelse af andet bind, Hævnens Broderskab, kan læses her.

Agrat har mødt meget modstand, allerede i Jernstaven og Hævnens Broderskab. Men hans lidelser er langt fra slut endnu, og der er mange prøvelser i vente her i Krigeren fra Rogatan, hvor han virkelig bliver sat på prøve.

Det er som om at så snart Agrat tager fra sin kone, så forlader heldet ham, og han bliver involveret i ting, han helst havde undgået. Efter et stykke tid er det ikke længere noget, der sådan for alvor kommer bag på læseren, fordi frekvensen af konflikterne og skæbnesvangre møder er relativt høj. Man kan da også med tiden begynde at tvivle på hvor Agrats vilje til at kæmpe videre kommer fra; er det ganske enkelt ukuelig optimisme, eller ser han bare ikke selv hvor uheldig han altid er når han drager ud?

Undervejs i romanen bliver mange af seriens åbne spørgsmål besvaret og lukket af, og vi lærer mere om både Agrats baggrund og hvorfor det hele skulle gå som det gjorde. De sidste kapitler indeholder da også informationer, der vil gøre en anden gennemlæsning af trilogien ekstra interessant, da det netop giver en dybere forståelse af Agrats karakter og de udfordringer han står over for, ikke bare i serien, men også i årene op til hans eventyr.

Efter endt læsning er der, forventeligt, stadig ting man som læser kan fundere over, og der er plads til at drømme videre i universet og dets muligheder. Magisystemet er ikke fuldt udforsket eller forklaret, og især her er der rigeligt med muligheder for reflektion over potentielle anvendelsesmuligheder, og det er måske også her man nemt kan savne lidt mere system og retning. For hvilke begrænsninger har magien egentlig? Og hvor mange muligheder er der for dem, der kan bruge den?

Overordnet er Krigeren fra Rogatan en udmærket afrunding på trilogien. Agrat har som karakter fået lov at udvikle sig fint gennem serien, og det fungerede fint at få taget ordentligt afsked med nogle af de mange, han har mødt undervejs på sin rejse.

Anbefales fra 13-14 år.

06 maj 2023

*Anmelder-eksemplar* Hævnens broderskab

 Forfatter: Anne Mette Asp - Forlag: Facet - Udgivet: 2023

Hævnens Broderskab er anden bog i Legenden om Agrat. Jeg har også anmeldt første bog i serien, Jernstaven, - den anmeldelse kan læses her.

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Hævnens broderskab er fortsættelsen på historien om Agrat, der langt hen ad vejen egentlig bare gerne vil have lov til at være i fred og passe sin smedje, - men omstændighederne vil det hele tiden anderledes. Endnu en gang tvinges han fra sit hjem, og denne gang byder eventyret også på barske perioder i fangeskab.

Legenden om Agrat er ikke spækket med magi eller overnaturlige væsner, - men byder primært på meget menneskelige følelser og frustrationer, når tingene på ingen måde går Agrats vej.

Det gør noget ved tempoet, at Agrats følelsesliv for alvor får lov til at udfolde sig. Til gengæld har netop følelserne også fået så meget spalteplads at vi som læsere nærmest selv må igennem de samme følelser som Agrat, og opleve hans frustrationer over de uretfærdigheder han møder og afsavnet til dem han elsker. Det bliver en rå og ofte hård omgang.

Cover-illustrationerne til både første og anden bog er virkelig flotte, og især den til anden bog her fanger virkelig stemningen med sine grå og mørke nuancer. Det kan virke deprimerende at se på, men der er bestemt heller ikke megen solskinshistorie over fortællingen.

Legenden om Agrat er fantasy, men ikke traditionel fantasy. Fantasy-nørden i mig kan ofte godt savne endnu mere af det magiske og overnaturlige, - og jeg krydser virkelig fingre for at det får større indflydelse på kommende bøger i serien. Når det så er sagt, lykkes fortællingen virkelig godt med det karakterdrevne og udpenslede følelsesliv, og det er også dét, man bør læse serien for.

Hævnens Broderskab er en interessant og virkelig spændende to'er, og jeg glæder mig til at se hvad serien har at byde på fremadrettet.

*Anmeldereksemplar* Slaget om Igdrafell (Awen-serien, #4)

  Forfattere: Nathali Liane og Bettina Liane - Forlag: Turbine - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk...