Forfatter: Mads Schack-Lindhart - Forlag: Dreamlitt - Udgivet: 2025
Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.
Obs: Khessa er tredje bind i serien om Nattens Skygger. Jeg har også anmeldt de første to bind i serien.
Min anmeldelse af første bind, Skyggesværdet, kan læses her.
Min anmeldelse af andet bind, Blodpagten, kan læses her.
Khessa er tredje bind af fire i serien om Nattens Skygger, - og Tian er stadig på jagt efter informaitoner om sine forældres mordere, men vilkårene er vanskeligere end nogensinde før. Han er på flugt, fordi han er blevet anklaget for noget han ikke har gjort, og der er ikke mange steder han har mulighed for at holde sig skjult, hvis han vil have noget der bare minder om chancen for at opnå dét han gerne vil, - men kan han holde sig fra at blive rodet ud i endnu mere skidt?
Khessa er, som de to foregående bind, velskrevet og velfortalt. Det er mystisk, dystert og bliver kun mørkere og mørkere jo mere vi lærer universet at kende, for Tian har virkelig fået viklet sig ind i noget, der er svært at komme ud af igen.
Tian er en ung mand, der er meget drevet er spontanitet og et mindset der byder ham at handle før han får tænkt sig ordentligt om. Til tider kan det for nogen være uhyre relaterbart, men han er også ind i mellem sådan en karakter man godt kan blive lidt irriteret over, - for kunne han nu ikke bare lige tage og trække vejret engang, før han bare kastede sig over den første og den "bedste" løsning på sine udfordringer?
Det er selvfølgelig nemt at være bagklog og sidde komfortabelt, helt uberørt af de farer der lurer for Tian, og forsøge at have en holdning til hvad han foretager sig. Det er dog nævnt i bedste mening, for det er trods alt også noget af det, der tilføjer ham ekstra dybde, og gør ham mere virkelig og nem at holde af og holde med, - også dumhederne taget i betragtning.
Men.. og der er selvfølgelig et men. Bogen her ender - OGSÅ - på en cliffhanger! Det gjorde bind 2 også, - og det er så svært at vente på næste bind!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar