Viser opslag med etiketten kaldet fra galathea. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kaldet fra galathea. Vis alle opslag

10 juni 2023

*Anmelder-eksemplar* Flænger i tiden (Awen, #3)

 Forfattere: Nathali og Bettina Liane - Forlag: Turbine - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg har tidligere anmeldt de første bind i serien, Kaldet fra Galathea og Arven fra fortiden her.

Visse forskrækkelser er nogen, man ikke kommer sig over; det er nogen, man skal lære at leve med, og de kommer til at ændre hele ens verdensforståelse og blik for omgivelserne. Sådan var det med den cliffhanger, Arven fra fortiden sluttede på; noget, som nok for de fleste var mere en bare en anelse smertefuld. Med Flænger i tiden forsøges stumperne af både seriens læserne og seriens karakterer samlet op. Det er ikke sådan lige til, når tingene gik på en helt anden måde end hvad man havde forventet; men netop dét, at det er så realistisk et livsvilkår for så mange mennesker gør også bogen mere nærværende og relaterbar.

Aias eventyr har taget en mærk drejning. Men universet er stadig sit "gamle" magiske jeg, og der er stadig masser af ting at udforske, både ombord på Galathea og ude blandt de forskellige æter, - og ikke mindst i relationen mellem karaktererne, der som en helt naturlig del af deres teenage-år alle udvikler sig på hver deres måde. Det er helt det samme, og alligevel ikke; det vokser og modnes, og det er en fornøjelse konstant at få øje på nye detaljer undervejs.

Flænger i tiden bygger ovenpå en allerede eksisterende lore og udvider universet i nye retninger, men på en naturlig måde, hvor det giver mening i forhold til de ting, der allerede er blevet introduceret for læserne i de to foregående bøger. Nok er det vildt, men aldrig så vildt at det virker usandsynligt ud fra de regler og det magisystem, vi allerede kender.

Tempoet er hverken for højt eller for lavt; man bliver hurtigt fanget af og engageret i handlingen i en grad, hvor bøgerne kan virke urimeligt vanskelige at lægge fra sig, men det er aldrig så hurtigt at det ikke er til at følge med. Samtidig er sproget flydende og naturligt for både genren, for hovedpersonerne og for målgruppen. Awen serien emmer langt væk af, at forfatterne har givet sig tid til at lave et ordentligt stykke forarbejde med research og worldbuilding. Det er ikke meget, der er overladt til tilfældighederne, hvis noget overhovedet, og det er en fornøjelse at læse med for både den nye og den garvede fantasy-læser; der er noget at komme efter uanset hvad, i karakterudvikling og relationer, i worldbuilding, og et helt igennem magisk plot.

Der er ingen tvivl om, at Flænger i tiden holder - og måske endda løfter - niveauet fra sine to forgængere, med sin gradvise udvidelse af worldbuilding, den eminente karakterudvikling hos både Aia og vennerne, og hvor gennemført det hele er. Jeg glæder mig virkelig til at læse videre i kommende bøger i universet!



31 maj 2021

Awen, bog 1 og 2 - Kaldet fra Galathea & Arven fra fortiden

 Forfattere: Nathali og Bettina Liane - Forlag: Turbine - Udgivet: 2019, 2021

Kaldet fra Galathea fungerede for mig som noget helt særligt magisk og dragende, som var vanskeligt at slippe igen. Fortællingen om det her sæt tvillinger, som set udefra har haft en privilegeret opvækst hvor de absolut intet har manglet af materielle goder, men som bliver mobbet, hånet og set ned på af deres egen familie, og er blevet det gennem hele deres opvækst, - og nu får de muligheden for at sejle med Galathea og gå en radikalt anden tilværelse i møde.

Livet på Galathea er stadig langt hen ad vejen meget privilegeret, og Aia og Peter mangler stadig ingenting. Tilværelsen er mere behagelig end tidligere, men de er stadig udsatte, og kan ikke for alvor sige sig fri for at møde mennesker, der ikke vil dem godt - hverken blandt klassekammerater eller lærere kan de altid føle sig helt sikre. Det betyder at Aia og Peter må igennem en masse udfordringer og benspænd i kampen for bare at blive accepteret - og respekt må de kigge langt efter.

Eventyret fortsætter i Arven fra fortiden, hvor Aia kæmper med ensomheden. Peter trækker sig og søger ikke hendes selskab, og veninden Suki har også ændret sig. Aia begynder at date én af drengene på Galathea, men heller ikke dette forhold giver hende den nærhed, hun kunne have ønsket sig. Det betyder at Aia i løbet af denne bog står mere på egne ben en tidligere, og at hun gennemlever en særlig form for personlig udvikling. 

Aia har alle dage været stædig og holdt på sit, men det, at hun presses til at skulle klare så mange ting uden nødvendigvis at have sin bror eller vennerne ved sin side hele tiden, betyder at hun bliver mere selvstændig i et hurtigt tempo. Jovist, når det virkelig brænder på, viser vennerne sig da også at bakke op og stå ved hendes side. Men der er ingen tvivl om, at det her er Aias kamp, og at det er hende, det handler om.

Arven fra fortiden er mere hård og væsentlig mere barsk en sin forgænger. Til dels fordi Aias ensomhed skinner så klart igennem, og til dels begivenhederne omkring bogens klimaks, der må kunne få selv den mest hårdføre til at knække. Det gør ondt, og man kan fristes til at hive Aia ud af fortællingen og give hende et stort kram og noget omsorg, - for det mangler hun bestemt efter denne omgang!

Både Kaldet fra Galathea og Arven fra fortiden er uhyre velskrevede og vanskelige at lægge fra sig. Det er svært ikke at blive fuldstændigt opslugt af dette univers, der virkelig formår at sætte barren højt for fantasy til unge.

Så er det bare at vente på bog 3, hvor det bliver spændende at se, om Aia kan få lappet sig lidt sammen efter de hjerteskærende og grusomme begivenheder i Arven fra fortiden.



25 september 2020

Awen-serien

Forfattere: Nathali og Bettina Liane - Forlag: Turbine

Om bog 1, Kaldet fra Galathea, skrev jeg:

Er der én ting, der fungerer for Nathali og Bettina Liane er det deres worldbuilding. Universet i Awen er utroligt fascinerende, og helt klart noget, man kan bruge store mængder tid på at dykke ned i og gå på opdagelse i.

Derudover virker karaktererne virkelig levende. Hvor nogle bøger har en tendens til at beskrive karaktererne meget ensidigt som enten gode eller onde, fremstår karaktererne i Awen-universet mere dybe og med både positive og negative egenskaber. Personligt føler jeg, karaktererne bliver lettere at holde af, når man kan se, at de nogle gange bliver i tvivl, når de ikke gør det rigtige hver gang, og når de også føler, at det hele kan være svært at overskue. Det virker, når det hele ikke glider fra start til slut.

Der er dog en enkelt detalje, der gik mig på gennem hele bogen. Vi møder, fortællingen igennem, karakterer med forskellig kulturel baggrund, og min erfaring fortæller mig, at de derfor må have forskellige modersmål, men alle lader til at forstå hinanden uden besvær. Det gik ikke op for mig, om det var noget magisk ved skibet Galathea, eller hvad årsagen ellers var. Jeg håber, at jeg bliver klogere på et tidspunkt.

Awen 1: Kaldet fra Galathea blev udgivet i 2019. Den er 558 sider lang, og har ISBN 9788740657081.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.


 

*Anmeldereksemplar* Moe og Monis diademet

  Forfatter: Susanne Ransborg - Forlag: Skriveforlaget - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for hol...