Viser opslag med etiketten pernille eybye. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten pernille eybye. Vis alle opslag

19 maj 2021

Dragernes Konge

 Forfattere: Pernille Eybye og Carina Evytt - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2016, 2016, 2018, og 2021

Læserækkefølge: 

  1. Heksejægerens bytte
  2. Gøglerkongens sværd
  3. Banneret samles
  4. Kongernes opgør

Serien om Dragernes Konge er jeg først kommet i gang med her i 2021 - altså lige op til, at fjerde og sidste bind er udkommet. Jeg har kigget længe efter serien og forsøgt at vurdere for og i mod, for det er en intimiderende serie med fire murstens-tykke romaner, der altså godt kan virke en anelse overvældende at komme i gang med. Heldigvis kom Tellerup til undsætning med forårstilbud og rabat på serien - det kunne jeg da ikke stå for! Og så havnede serien straks højt på min TBR-liste! 😂😂

Drager er et af de mytologiske væsner, som jeg er allermest fascineret af, - blandt andet fordi man ved, at myterne om drager er opstået over hele verden. Godt nok er dragerne ikke helt ens på tværs af kontinenterne, men de har mange fællestræk. Og så er det svært ikke at blive draget af, hvad der får mennesker, på tværs af vidt forskellige kulturer, til alligevel at diskutere et væsen som dette.

I serien her følger vi nogle af de mennesker, der lever på bunden af samfundet. Den siddende konge er en tronrager, der har brugt en stor del af sin regeringstid på at undertrykke dele af sit folk, - og det er der naturligvis en vis utilfredshed med, hvorfor flere gerne vil kæmpe i et oprør. Det er ikke et hvilket som helst oprør, når der nu er drager og magi involveret, - og det er netop det, der gør det så interessant.

Det er en serie, hvor vi får alvor får lov til at komme ind under huden på karaktererne, og vi finder ud af, hvem de er og hvad de står for, i god tid før det endelige opgør. Det gør, at man som læser for alvor få lov til at holde af dem, og at man har tid til at finde sine favoritter, som man kan heppe på, efterhånden som serien nærmer sig sit klimaks.

Da jeg havde læst serien færdig, var der ret hurtigt én, der ville vide, om den endte godt. Det kommer (som altid, vil jeg tro) an på ens mindset og hvem man holder med. En del vil nok finde slutningen helt rigtig, og andre vil få deres hjerte knust - som det også skal være i en så kompliceret og lang serie som den her, hvor der er mulighed for at holde med flere forskellige karakterer undervejs.

Man mærker tydeligt, at det er et par efterhånden ret erfarne forfattere, der står bag serien. Sproget er legende og fungerer virkelig godt, og karaktererne er velskrevede og så tilpas forskellige, at alle skulle kunne finde én at holde af og holde med. Og så er plottet tilpas spændende, at man ikke kommer til at kede sig, og at bøgerne, trods deres størrelse, er meget vanskelige at lægge fra sig. Og selvom serien ved første øjekast kan virke intimiderende, er jeg nu egentlig bare lidt små-ærgerlig over, at der ikke kommer mere! 😅



18 januar 2021

#LockdownReadathon 16.-17. januar 2021

#LockdownReadathon

Fra lørdag den 16. januar kl. 11 til søndag den 17. januar kl. 11 blev der afholdt lockdown-readathon arrangeret af @Bogdoktor og @Blossomingreading på instagram. Det betød 24 timers intens læsning med en række foto-challenges undervejs for at holde gejsten oppe, samt gruppechats, hvor deltagerne kunne komme i kontakt med hinanden.

Fordi vi var så mange, der deltog, blev vi delt ind i flere gruppechats (instagram har tilsyneladende en grænse for antallet af gruppechat-deltagere). I den, jeg deltog i, blev der i dagene op til weekenden ivrigt diskuteret både ToBeRead-stakke - og især indkøb af snacks. For hvor får man egentlig det bedste udvalg af bland selv-slik? Og hvilken slags chips er de bedste? Svaret er ikke helt enkelt - og det var en underholdende diskussion at følge.

Jeg arbejdede naturligvis selv på en TBR-stak, og fordi jeg ved, at jeg læser temmelig hurtigt, blev det da også til en pæn stak på 8 bøger, som jeg havde planlagt, jeg ville igennem, - hvor jeg vidste, at det ville jeg nok kunne nå - og jeg havde naturligvis også lavet en rækkefølge, jeg ville læse dem i. At jeg så undervejs i readathon'et måtte erkende, at 8 bøger ikke var nok, og at jeg måtte finde 2 bøger mere (for så alligevel at have læst dem begge før klokken 9 søndag morgen) er så hvad det er.

Den første bog, jeg satte mig for at læse, var The Fall of Gondolin af J. R. R. Tolkien. Den hører til hans Middle Earth univers, hvor også Ringenes Herre og Hobbitten foregår, - samt mange af de andre skønlitterære værker, der er udgivet i hans navn. Og ja, jeg skriver udgivet i hans navn, for kender man lidt til Tolkien, ved man også, at meget af det, der er blevet udgivet i hans navn først er kommet efter hans død, og er samlet og redigeret færdigt af Christopher Tolkien, den ene af J.R.R. Tolkiens sønner, ud fra de noter, Tolkien efterlod sig. 

Tolkien er, og vil nok altid, fremstå som værende tung læsning, selv for fans af værkerne, hvorfor jeg også satte den på som den første bog til readathonet - for så var der ikke risiko for, at den ville tage pusten fra mig. Det viste sig da også, at den, i stil med de andre bøger fra Tolkien, er en smule tung at komme igennem, så det var en fin beslutning.

Det er ikke en bog, man bare tager ned fra hylden og læser, med mindre man i forvejen er til Tolkiens univers. Det kræver tålmodighed og kendskab til Middle Earth universet og nogle af de historier, der allerede er udgivet, da der er flere referencer til de andre fortællinger og til det støre univers. Men er man i forvejen fan af denne verden, kan den sagtens læses, og er en fin tilføjelse til de andre udgivelser.

Og så er både omslaget og de illustrationer, der dukker op undervejs i bogen, som sædvanligt fantastiske og fortryllende, - og de kan i sig selv stå for noget helt særligt.

Da jeg var færdig med The Fall of Gondolin gik jeg videre med Christina Bondes Izola-trilogi. Idéen var her, at fordi det er en hel trilogi, fyldte den relativt meget på hylden, og kan være intimiderende at kigge på, så det ville gavne min motivation for at komme i gang med den, at det blev gjort tidligt i forløbet.

Izola-trilogien havde før readathon stået ulæst i min reol i noget tid, fordi jeg i løbet af 2020 "kom til" at købe ALT for mange bøger (tak for det til alle de forlag, der har haft kampagner med lidt for gode tilbud i løbet af året!), så nu måtte det være.

Det er heldigvis en fremragende trilogi om pigen Izola, som vokser op i vores verden, men bliver transporteret til en ø i en fremmed dimension efter moderens begravelse. Her bliver hun en del af kampen mod det system, der hersker, og hun kæmper både for kvinders rettigheder, men også for at overleve.

Jeg bidder især mærke i de fortryllende kort, der er forrest og bagerst i hver bog (Bøger med kort!! - Am I right?). Kortene viser det samme stykke land, men detaljerne og udførelsen skifter undervejs, så vi ser, hvordan handlingen i bøgerne påvirker landskabet, - hvilket er GENIALT og en super! lækker detalje.. Jeg elsker det!!

Next up var Matt Haigs The Midnight Library. Jeg læste hans How to Stop Time i foråret 2018 efter tilfældigt at være faldet over den i en lokal boghandel og elskede den, - og da The Midnight Library så vandt Goodreads-prisen for bedste fiktion i 2020, måtte jeg naturligvis også læse den.

Den handler om en pige, der, da hun svæver mellem liv og død, kommer ind på et bibliotek bestyret af skolebibliotekaren fra den Middle School, hun gik på. Hver bog i biblioteket repræsenterer et alternativt univers, hvor hendes liv er blevet påvirket i en ny retning for hver beslutning hun har taget på en anden måde i løbet af sit liv.

Hun får nu mulighed for at gå på opdagelse i et utal af alternativer til det liv, hun har levet, men finder hurtigt ud af, at hun ikke er helt tilfreds med nogen af dem, - og hvad gør man så?

Det er en interessant tanke, at der findes et nærmest uendeligt antal parallelle universer, hvor vores liv kan tage et nærmest uendeligt antal drejninger i vidt forskellige retninger, afhængigt af de beslutninger vi tager undervejs.

Bogen er velskrevet og tankevækkende, - og budskabet om, hvor vigtigt det er at sætte pris på det, vi har i nuet, er selvfølgelig også virkelig værd at tage med.

Efterfølgende læste jeg Dragon Pearl af Yoon Ha Lee, - som jeg nok ikke havde fået øje på, hvis ikke det havde været for Rick Riordan presents-imprintet, der er med til at fremme kendskabet til bøger om forskellige myter fortalt af mennesker fra den kultur, de pågældende myter kommer fra.

Den her handler om en pige, der kommer fra en familie af fox spirits, hvilket betyder, at hun blandt andet kan skifte form. Hendes storebror i militæret er blevet beskyldt for at desertere. Hun sniger sig derfor med på et af militærets skibe forklædt som rekrut, og bruger sine kræfter på at finde ud af, hvad der i virkeligheden er sket med hendes storebror og hans kammerater.

Det er, til forskel fra de andre bøger fra Rick Riordan presents, ikke en serie men en enkeltstående bog. Den kan da også sagtens stå alene, men har man ikke i forvejen kendskab til fox spirits (hvilket jeg ikke havde), kan der godt mangle lidt uddybning i forhold til hvad det reelt indebærer for den enkelte, hvilket måske kunne være udfoldet over flere bøger.

Til bogens fordel skal det siges at den følger Rick Riordan presents bøgerne i opbygning og tempo, så er man i forvejen bekendt med disse er man forberedt på det høje tempo, strukturen og den humor, der præsenteres, - og det er vitterligt et hurtigt og humorfyldt eventyr, vores hovedperson kommer ud på.

Nick Clausens Silhuet  blev readathonets syvende bog. Nick Clausen har en helt særlig styrke i de her relativt korte, men super-uhyggelige og creepy fortællinger, som jeg ellers ikke ser ret mange af på dansk, -og han er én af de få gyser-forfattere, jeg rent faktisk har stående i reolen, da der ellers normalt er langt i mellem, at jeg læser genren.

Silhuet handler om en ung pige, der bliver forfulgt af en skygge, og som derfor kæmper for at bevare sin forstand.

Udførelsen er fænomenal, og det er på én gang fantastisk og forfærdeligt, hvordan Nick er i stand til at tage sin læser med ind under huden på hovedpersonen. Det er et stærkt virkemiddel, at man virkelig kan mærke hendes desperation, efter hånden som hun bliver mere og mere desperat, og virkeligheden ind i mellem smutter fra hende.

Og derfor var det måske ikke det bedste valg til en bog, der blev læst ud på de små timer.. Det ved jeg så til næste gang!

Fra alle os til alle jer - alle klassikerne fra Disney's juleshow var den ottende og sidste af de bøger, jeg havde fundet frem før readathonet, og oven på Nick Clausens Silhuet var den befriende letlæselig og hjertelig, og indbegrebet af den hygge, mange af os forbinder med julen.

Det er naturligvis ikke helt som at sidde med det RIGTIGE Disney's juleshow, men det er stadig svært ikke at blive en smule nostalgisk over samlingen, - og det er måske netop derfor, den er så nem at holde af.

Bogen er, som man måske kan regne ud, venligst udlånt af min datter, der var så heldig at den var at finde blandt sidste juls enorme stak gaver (hvad det ikke kan føre med sig at være eneste barn til stede til juleaften, - hun fik MANGE julegaver), - bare jeg lovede at passe godt på den. Den er selvfølgelig at finde i hendes egen reol igen, i samme stand som da jeg lånte den.

Fordi jeg allerede var færdig med min oprindelige TBR-liste før klokken 5 om morgenen til readathon, måtte jeg naturligvis i reolen og finde flere bøger, - og Himmelherren af Kenneth Bøgh Andersen har stået på hylden med ulæste bøger i et stykke tid nu. Den er fundet i forbindelse med et arrangement hos Aalborg Bibliotekerne, hvor de solgte ud af ældre materialer, hvorfor den heller ikke er i den bedste stand (coveret er ved at falde af..), - men en bog er vel en bog.

Det er, utroligt nok, ikke ret meget jeg har læst af Kenneth Bøgh Andersen, hvilket jeg ind i mellem får en idé om, at det skal jeg da have lavet om på, for der er tilsyneladende mange, der er ret vilde med hans bøger, - af en eller anden uforklarlig grund kommer jeg bare sjældent ret langt med det.

Himmelherren handler om Peter, der godt kan lide at skrive historier i sin fritid, og som en dag bliver hevet ind i sin historie. Det er en balancegang mellem, at historien gerne vil fortælle sig selv, og at Peter forsøger at styre, hvilken retning tingene skal tage.

Selvom jeg egentlig synes konceptet var godt, og plottet fint skruet sammen, så fangede sproget mig aldrig helt, - måske også grundet tidspunktet på døgnet, - så jeg prøver nok igen en dag, hvor jeg er lidt mere vågen, hvor historien kan få lov til virkelig at udfolde sig. For jeg er sikker på, at der nok skal sidde læsere, der vil blive opslugt af bogen her.

Readathonets bog nummer 10 blev Pernille Eybyes I månens Skygge, som har nogle år på bagen efterhånden, men alligevel står relativt stærkt. 

Det er en historie om Luna, der er 17 år og ud af en familie af hekse, der bruger månens kræfter. Men med kræfterne kommer også en forbandelse der gør, at kærlighed vil føre død med sig. Derfor er det også lettere modvilligt at hun forelsker sig i Solar.

Romanen byder som sådan ikke på de store overraskelser, og mange af tvists, der kommer, vil mange nok kunne regne ud, før de kommer, da de følger samme mønster som mange andre romaner.

Alligevel er det en bog, der er let at blive opslugt af, - også, når man er overtræt efter at have deltaget i readathon i mange timer, - og det kan derfor nemt blive en bog, jeg selv vil vende tilbage til som et comfort-read, der er nemt at komme igennem, og som ikke kræver det helt vilde af sin læser.


Samlet set fik jeg læst 10 bøger under lockdown-readathonet og samlet set 3.300 sider, før jeg måtte overgive mig til søvnen

Det var utroligt hyggeligt at følge med i de andres opdateringer undervejs, og det var forfriskende, at man med mellemrum måtte tænke over de forskellige foto-challenges, som skulle lægges op hver fjerde time, da det gav en chance for at komme op af stolen eller sofaen og strække kroppen, - bare en gang i mellem.

Derfor skal @Bogdoktor og @Blossomingreading selvfølgelig også have stor ros for at stable arrangementet.

Hvis det er muligt, deltager jeg i hvert fald gerne en anden gang!

28 september 2020

Blodets bånd-serien

Forfatter: Pernille Eybye - Forlag: Tellerup

Om bind 1, Blodsøstre, skrev jeg:

Serien om Blodets Bånd har i skrivende stund ligget ulæst i min TBR-stak i hen ved et halvt år (investering under corona-nedlukning, og så kom jeg ikke videre, fordi der blev sat gang i lidt for mange projekter på én gang) - så vi er endt der, hvor den dårlige samvittighed er begyndt at banke på, og jeg hellere måtte få serien læst.

Serien har da også talt til mig længe før jeg fik investeret i den - den har stukket lidt til mig, hver eneste gang jeg er stødt på én af bøgerne på biblioteket, og jeg har hørt meget godt om serien.

Men NU skulle det være!

Selvom jeg primært læser fantasy, science ficition og realisme til børn og unge, forsøger jeg at læse bredt inden for de genrer. Nogle gange kan det dog godt ramme mig, at jeg savner at læse om en bestemt tematik eller et bestemt slags væsen. På det sidste har det været vampyrer, og dér slår Twilight-sagaen bare ikke altid helt til hos mig (fair hvis det gør det for andre, dog).

Jeg er gået til Blodets Bånd med åbent sind - og selvom jeg har hørt den skamrost, har de anmeldelser, jeg har læst, ikke fokuseret ret meget på plottet, så jeg vidste ikke, hvad jeg kunne forvente her.

Jeg er dog på nuværende tidspunkt virkelig positiv over for serien, - den lader til at have enormt meget at byde på, og selvom jeg til tider kunne frygte, at den ville handle for meget om fx seksualiseringen af vampyrer (ala The Black Dagger Brotherhood serien kan gøre det), er det heldigvis ikke tilfældet.

Kassie er interessant som hovedperson, og selvom vi ikke kender hende ret godt endnu, har hun masser at byde på, der bliver spændende at udforske i løbet af serien. Hendes fortid nager som en form for identitetskrise, og oveni er der problemer i nutiden, som også skal håndteres - og det kan være vanskeligt at finde en balance i de to. Hvordan dét arter sig vil tiden vise.

Leo er mere et wildcard, som vi ved nærmest endnu mindre om, - hvad er han egentlig for en type, og hvad er han i stand til? Han har ikke de samme nutidige problemer at forholde sig til som Kassie, men har mere frirum til at arbejde med sin identitet og sine evner, - og det giver plads til en helt anden form for potentiale.

Lige nu sidder jeg med en følelse af, at jeg har et spændende eventyr i vente, - men også, at jeg kan være ærgelig over ikke at have fundet serien noget før.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2011, og den er 280 sider lang. Den har ISBN 9788758810140.


Om bind 2, Hyænelatter, skrev jeg:

Hyæenelatter fortsætter, hvor Blodsøstre slap. Kassie og Leos relation udvikler sig langsomt, men det er ikke så enkelt at tage skridtet fuldt ud, - for hvordan får man lige fortalt sin flirt, at man er vampyr? Nok er Leo ikke helt almindelig - men bare det at skulle håndtere informationen om, at han er wicca, er vanskelig, så der er ingen garanti for, at han vil kunne håndtere informationen om, at Kassie er vampyr.

Derudover bliver det kun farligere at være vampyr i byen, hvor en gruppe unge mænd bliver mere og mere voldsomme i deres jagt.

Kassie har derfor rigeligt at se til, - både i forhold til relationen til Nick, og i forhold til bare det at holde sig i live.. Og de sidste siders afsløringer gør det ikke mindre kompliceret. Hvad vil dén information mon bringe med sig? Det er ikke fair at slutte bogen sådan.. Godt, man har næste bog liggende klar allerede!

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2011, og den er 254 sider lang. Den har ISBN 9788758810157.


Om bind 3, Kampbrødre, skrev jeg:

Kampbrødre er hård læsning for alle, der har været i nærheden af noget, der ligner et skidt forhold, - hvad enten det handler om psykisk eller fysisk vold.

Det gør ondt, og det er barskt..

Og som offeret i denne relation følger vi med Kassie også nogle af de konsekvenser, den type forhold kan have, alene på den korte bane.

Zan har bogstaveligt taget Kassies stemme, - hvilket indirekte også kan foregå i virkelige forhold af denne art, hvor offeret ikke får talt om hvad der reelt set foregår bag hjemmets fire vægge.

Kassie får heldigvis fortalt om noget af det, hun går igennem, og selvom det stadig lader til at være vanskeligt, anes der dog en mulighed for at hun kan slippe fri af sit fængsel med tiden, - så der er endnu lys for enden af tunnelen.

Jeg ser frem til at se, hvordan det udvikler sig i resten af serien.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2012, og den er 284 sider lang. Den har ISBN 9788758810461.


Om bind 4, Følgesvenden, skrev jeg:

Det er som om, det hele bliver gradvist mere og mere intenst, - og bøgerne gradvist bliver sværere og mere vanskelige at lægge fra sig. Hvilket naturligvis kun er positivt, - især, når der stadig er 5 bøger igen, og serien i sin fulde længde godt kan virke en anelse intimiderende. Det er mange sider at tygge sig i gennem, og selv for hurtig-læsere tager det en del tid.

Det er spændende at følge Kassie i hendes rejse for at lære sig selv og sin fortid endnu bedre at kende, - meget kan man næsten regne ud, før Kassie selv finder ud af det, men der er også meget, der overrasker, og som virker mindre åbenlyst. Hun er en karakter med mange facetter og meget personlighed, - og alligevel er det vist meget godt, at serien ikke kun har hende som omdrejningspunktet, da det ville blive for kedeligt i længden.

Leos kamp er mindst lige så interessant, fordi den er så unik, - jo jo, vi har da hørt om unge mænd, der skulle lære sig selv bedre at kende før, men den type evner, som Leo besidder, er der et stykke i mellem. Og så er det en smule befriende, at han rent faktisk må kæmpe så meget for at kontrollere sine evner, i stedet for at han bare finder ud af det med det samme, - det gør ham mere kompleks og mere virkelig. Det bliver spændende at se ham folde sig helt ud!

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2012, og den er 351 sider lang. Den har ISBN 9788758810478.


Om bind 5, Heksekunst, skrev jeg:

Kassie lærer sit tidligere jeg, Helena, bedre at kende, og det bliver stadigt sværere at finde en balance i tilværelsen, når hun både vil finde tid til at huske sin fortid, bruge tid med Leo, og også må være hos Zan, der udnytter sine alfa-privilegier. Kan hun forene de forskellige sider af sig selv og få gjort op med både Zan og Archer?

Leo får gradvist bedre styr på sine kræfter, - men kan han i virkeligheden styre følgesvenden, eller er det følgesvenden, der styrer ham? Der er perioder, hvor han ikke har styr på, hvad han har lavet, - og selvom han har en del privilegier hjemmefra, kan man undre sig over, at forældrene ikke er mistænksomme, når man overvejer hvor lidt han er hjemme, - nok er han teenager og søger friheden, men hans fortid taget i betragtning, skulle man tro, at de i højere grad forsøgte at have føling med hans gøren og laden.

Hvorfor hjælper Liliana så villigt både Leo og Kassie, tilsyneladende uden at få ret meget igen, - især i betragtning af, hvor kort tid, de har kendt hinanden?

Viking er lidt af en joker, der i noget tid nu har kørt sit eget løb. Han er charmerende på sin egen vis. Han giver os mange svar om Archers fortid, - men hvilken rolle kommer han til at spille på sigt?

Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål.. Men heldigvis også fire bøger tilbage i serien! Der er stadig meget, der skal nås.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2013, og den er 391 sider lang. Den har ISBN 9788758812625.


Om bind 6, Forfald, skrev jeg:

Det er som om, der er kommet en smule mere stilstand i begivenhederne, og vi bare venter på, at nogen gør noget udfald i den ene eller anden retning.

Der sker da lidt da én af søstrene bliver overfaldet, - men det har ikke for alvor vidt-rækkende konsekvenser for nogen parter, og det lader til, at de fleste relativt hurtigt er oenpå igen efter dén episode.

Flere af karaktererne virker en anelse opgivende efterhånden, og i denne venten på at NOGEN gør noget, kunne jeg godt savne at nogen gjorde ET ELLER ANDET.

På et eller andet tidspunkt skal der selvfølgelig nok ske noget, - men det er som om, at ventetiden bliver trukket lidt i langdrag.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2013, og den er 388 sider lang. Den har ISBN 9788758813455.


Om bind 7, Fortidssynder, skrev jeg:

Der er så småt ved at komme gang i hjulene, - sådan for alvor.

Kassie husker mere og mere af, hvem hun var før i tiden. Og i samme ombæring lærer vi også mere om Leos fortid. Men der er stadig mange spørgsmål, der trænger sig på om parret.

Det kan dog til tider være svært at mærke hvad der holder dem sammen. Mens Leo har trænet for at kunne styre sin følgesvend, har Kassie haft travlt med at grave i sin fortid, - og deres fælles kæreste-tid er begrænset. De har ikke for alvor haft tid til at dyrke forelskelses-fasen, så hvad der reelt gør, at de stadig danner par, har jeg svært ved at få øje på.

Zan er og bliver en skræmmende figur og er billedet på en manipulerende alfa, der har fået alt for meget magt, - og som nyder hver en del af det. Det er uhyggelig læsning, og han bliver vanskeligere og vanskeligere at sympatisere med, jo længere vi når frem, efterhånden som han fastholder den her rolle.

At hans fjende, Junior, så ikke er meget bedre, er hvad dét er, - men her er forudsætningerne andre. Hvor Zan er kold og beregnende er Junior mere i sine følelsers vold, hvilket gør ham uhyggelig på sin helt egen facon.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2014, og den er 463 sider lang. Den har ISBN 9788758816678.


Om bind 8, Tågeslør, skrev jeg:

Det er til at mærke, at vi nærmer os en afslutning nu.
De sidste linjer er egnet op, og alle fronter forbereder sig på de sidste opgør.

Især Vikings kamp er rørende i denne bog, hvor vi for alvor får en indsigt i hans følelsesliv og hans historie, ikke bare personligt men også i forhold til hans relation til både Zan og Kassie.

Han har længe skiftet mellem at være en charmetrold og at være super-irriterende, men at se denne meget følsomme side af ham er alligevel en smule anderledes, - han er mere skrøbelig end hvad han har vist før, og det gør ham endnu lettere at holde af.
Man kan helt komme til at heppe på ham og shippe ham og Kassie (har de mon et ship-navn?), da de lader til at have en endnu bedre connection end hvad Leo og Kassie har.
Anastasia har tidligere været meget provokerende og grænsesøgende i sin adfærd, men får for en gangs skyld for alvor kamp til stregen, hvilket nok egentlig er meget sundt. Hendes attitude har før hjulpet hende med at håndtere traumerne fra tiden som menneske, men attituden har udviklet sig meget ud over det, så at den bliver slebet lidt af i kanterne er vist ikke helt skidt.
Det bliver spændende at se, hvad afslutningen fører med sig, - i forhold til hvor plottet tager os hen, og hvordan de enkelte karakterers forløb bliver rundet af.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2014, og den er 544 sider lang. Den har ISBN 9788758818160.


Om bind 9, Skæbnebånd, skrev jeg:

Endelig kom seriens klimaks, og en afgørelse på det drama, der har været undevejs i lang tid.
Det blev ikke den perfekte afslutning, - man kan nok ikke altid få det helt som man ønsker sig.
Der er da enkelte ting, jeg godt kunne have ønsket mig svar på her ved seriens afslutning.
Hvad skete der med Bess og jægerne? Blev Bess ved med at være sit gamle jeg, eller fik hun tilbagefald til sine mentale udfordringer? Hvad lavede wiccaerne egentlig?
Det ligger lidt hen i det uvisse, og har ikke umiddelbart haft den højeste piroritet i kampen mod Zan, Archer og Junior. Men det er stadig spørgsmål, der kan gnave lidt.
Zan var geennem hele forløbet meget tæt på den stereotypiske, manipulerende partner, der kun var tilfreds så længe alt gik efter hans hoved, - og selv da skulle han nok finde noget, han kunne straffe andre for. Det gør ham enormt skræmmende som skurk, - fordi det er så irriterende realistisk. Det er ubehageligt at der jo findes folk som ham i den virkelige verden. Godt nok har Zan haft sine vampyrkræfter at trække på også, - men når man ser bort fra det, kunne han være som taget ud af virkeligheden.
Vikings kærlighed til Kassie gør ondt på sin egen måde. Viking er en mand, der har kunnet nedlægge piger på stribe, og langt hen ad vejen stort set få de piger, han drømte om og gerne ville have, - bortset fra den ene, der rent faktisk betød noget for ham. Og at mærke smerten hos ham over, at netop dét ikke kunne lade sig gøre var hjerteskærende.
Kassie og Leos forhold har desværre længe gået en smule på, - og selvom vi med tiden får en kobling på deres relation (no spoilers to find here) sidder jeg stadig tilbage med en følelse af, at deres forhold er en smule skævt og at de ikke har så meget tilfælles, - jeg har svært ved at mærke, hvad der driver dem som par.
Overordnet kan jege egentlig godt lide præmissen for serien, men der er også nogle ting som gør, at jeg absolut ikke er oppe at ringe over den, - heriblandt ovenstående. Derfor også ratingen.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2015, og den er 472 sider lang. Den har ISBN 9788758818474.




26 september 2020

Spejlsøstre

 Forfatter: Pernille Eybye - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2011

Sidetal: 148 - ISBN: 9788758809908 

Av.. Måske ikke det mest optimale valg op til sengetid. Den her kommer jeg næsten med garanti til at drømme om nu!

Sproget undervejs er meget præget af den tid, det er skrevet i, hvilket lyder helt absurd, når den end ikke er 10 år gammel endnu, men der er simpelthen sket så tilpas meget på teknologi-fronten til, at beskrivelserne af bl.a. karakterernes telefoner virker helt ved siden af i en nutidig kontekst - og det samme gælder chat-forkortelser, som også hører en anden æra til.

Når man ser bort fra det, er der dog tale om en uhyrre intens og velskrevet fortælling, som er tilpas kort til, at den kan læses i ét stræk, - den er overskuelig, men så godt skruet sammen, at man sidder tilbage med en underlig fornemmelse i kroppen bagefter, - og som nævnt kommer jeg helt sikkert til at drømme om den i nat, det er der slet ikke tvivl om.

Efter endt læsning sidder jeg dog tilbage med nogle undringsspørgsmål, som jeg nok burde have lagt mærke til allerede mens jeg læste, - men meget vil dog også spoile en del af handlingen, så de detaljer vil jeg ikke beskrive her. Jeg kan dog afsløre, at der er enkelte ting, der i hvert fald i mit hoved ikke giver så meget mening, og som jeg tænker, Lucas burde have regnet ud selv, også, - men måske det "bare" handler om, at han som ung og naiv ikke selv har tænkt over det?

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.




25 september 2020

For foden af trappen

 Forfatter: Pernille Eybye - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2010 - Sidetal: 283 - ISBN: 9788758809243 

Der er langt i mellem, at jeg får læst gys og mysterier som For foden af trappen, - der er langt i mellem, at de kan fange og holde min opmærksomhed længe nok, men her lykkes det rigtig godt.

Samson har sine egne problemer og udfordringer at slås med, før Ella presser ham ud i at skulle finde ud af, hvem der slog hende ihjel. Det går da heller ikke lige så nemt, som man kunne have håbet, og mysteriet er temmelig indviklet, hvilket betyder, at mistanken langt hen ad vejen kan falde på flere af karaktererne. Hvem morderen viser sig at være, vil jeg ikke spoile her, men jeg må indrømme, at jeg selv måtte gå igennem nogle af sporene igen, da det blev afsløret, - for når det kom til stykket, burde det jo have været relativt lige til at regne ud.

Karaktererne er veldefinerede og er til at identifiere sig med, selvom de falder lidt for meget ind i nogle stereotype kasser undervejs, og deres brug af teknologi ikke passer med det, der ville være aktuelt i dag, - der sker simpelthen for meget for hurtigt på det område.

Samson især kommer man ind under huden på, og hans egen skyldfølelse fylder en del i opklaringen af mysteriet om Ella, - man kan håbe, at han finder fred til sidst, især i betragtning af de detaljer, man får foræret om hans fortid til sidst.

Bogen er relativt let at komme igennem og forholdsvist hurtigt læst, og kan sagtens anbefales, hvis man søger mordgåder, hvor man kan gætte med på, hvem den skyldige er.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.



*Anmeldereksemplar* Moe og Monis diademet

  Forfatter: Susanne Ransborg - Forlag: Skriveforlaget - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for hol...