Viser opslag med etiketten sofie amalie laulund. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sofie amalie laulund. Vis alle opslag

04 januar 2024

Sukkerdalen - Centralbiblioteket #1

 Forfatter: Sofie Amalie Laulund - Forlag: Klippe - Udgivet: 2023

Sukkerdalen er første bind i serien om Centralbiblioteket, som er fantasy målrettet 3.-4. klasse og opefter.

Vi følger Bella, en helt almindelig pige fra vores verden, der ved et tilfælde ender på Centralbiblioteket; et sted, hvor der er adgang til en masse forskellige dimensioner. Herfra kommer hun til Sukkerdalen, der udadtil er fredelig og hyggelig, - men noget er ikke helt, som det bør være, og dét er Bella naturligvis nødt til at hjælpe med at fikse.

Portalfantasy har bestemt sin charme, især når det fungerer så godt som i denne roman, - hovedpersoner som Bella er ofte lette at relatere til for mange læsere. Hendes nysgerrighed på den fremmede verden hun møder virker oprigtig, og det er altid spændende at få lov at se de fremmede fantasy-verdener gennem øjnene på en karakter, der har nogenlunde det samme med i bagagen som læseren selv, og derfor studser over de samme ting som man selv ville have gjort.

Garvede læsere af netop portalfantasy vil muligvis trække tråde fra Centralbiblioteket til det område, Digory og Polly fra Narnia - Troldmandens Nevø rejser gennem for blandt andet at komme til Narnia, men også mange andre paralleluniverser. I relation til netop dét område har der med mellemrum været ytret ønske om at udforske flere af de mulige universer man kunne komme til, i stedet for udelukkende at gå på opdagelse i Narnia.

Derfor er det da bestemt også en positiv start på serien, at der er lukket op for muligheden for, at Bella ikke kun kommer til at rejse til Sukkerdalen, men også nogle af de andre dimensioner, Centralbiblioteket giver hende adgang til. Der er mange mulige retninger at gå, og dét at worldbuildingen virker så gennemtænkt som den er allerede nu er bestemt én af bogens største styrkesider.

Sukkerdalen er en forrygende start på serien. Plottet er fængende og karaktererne er relaterbar; og det er en fornøjelse at se diversitet skrevet så naturligt ind i fortællingen. Sproget er legende og introducerer på fineste vis nye begreber, der er helt særlige for netop dette univers, samtidig med at begreber og karaktertræk for de væsner, mange er stødt på i andre fantasyuniverser, er bibeholdt.

Overordnet er Sukkerdalen helt sin egen, og hvis den på nogen måde kommer til at være sigende for serien om Centralbiblioteket, kan serien sagtens komme til at stå som noget helt særligt og mindeværdigt for mange læsere.

01 juli 2023

*Anmeldereksemplar* The Ellie Show (Stjerneskud, #1)

 Forfatter: Sofie Amalie Laulund -Illustrator:  Emilia Rubæk 
Forlag: Straarup & Co. - Udgivet: 2023 

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

I The Ellie Show følger vi Ellie og kammeraterne fra årgangen i deres bestræbelser på at vinde den konkurrence, skolen har startet. Det handler om at skabe et initiativ, der skal få unge til at læse mere, og dét er der mange forskellige bud på - og der er mange tilgange til den frie arbejdsform, i kraft af at deltagelse er frivilig og indsatsen ligger i deres fritid og altså ikke er voksen-styret.

Ellie er allerede før konkurrencen en type, der falder lidt udenfor fællesskabet. Hun kæmper med at finde en udgave af sig selv hun kan stå ved, og det bliver bestemt ikke lettere af at ønsket om også at passe ind et bestemt sted i det sociale hierarki nogle gange spænder ben for én; et dilemma mange nok kan genkende fra egne ungdomsår.

Det er en roman om at drømme, om at håbe og ærgre sig. Det handler om at turde mærke efter og følge den sti, man reelt brænder for, og ikke kun dén som de populære, som samfundsnormerne eller andre siger man skal følge.

The Ellie Show er humoristisk, med sans for undomslivets forsøg på at navigere tilværelsen, - inklusive de dertilhørende akavede øjeblikke, som følger med for de fleste af os. Det er på den måde også en fortælling, mange vil kunne spejle sig i, i større eller mindre grad, uanset om man er 10 eller om man er 50; for selvom mange aspekter af det at være barn og ung har ændret sig gennem årene, er der alligevel en række ting, der varer ved, og nogle store følelser som skal tøjles.

The Ellie Shows primære målgruppe er mellemtrinnet. Sproget rammer tættes på denne gruppe børns interaktioner, og handlingen læner sig op af den hverdag, de kender. Samtidig er bogen relativt kort og til at gå til, og illustrationerne er virkelig fine og supplerer historien godt, - og er med til at gøre det hele endnu mere spiseligt for de, der måske lige skal have et ekstra skub i bøgernes retning.

Når det så er sagt kan Ellies historie SAGTENS læse af både børn som voksne, og især de voksne, der selv har børn i skolealderen eller som har med dem at gøre i deres arbejde kan få noget ud af et indblik i de unges oplevelse af tilværelsen. Det er et vindue ind i en måde at tænke på, som for nogle voksne virker fjern og langt fra deres egen, og så er det fantastisk at have et værktøj at mødes om.

I denne roman trækker Sofie Amalie Laulund tydeligvis fra egne erfaringer fra sociale medier og især det hjørne af dem, der beskæftiger sig med bøger, - så jeg er meget spændt på hvilken retning serien kommer til at tage i eventuelt kommende installationer i serien.

13 juni 2023

Slik eller ballade?

 Forfatter: Sofie Amalie Laulund - Forlag: Krabat - Udgivet: 2023

Slik eller ballade er en fortælling om Emilie, der ELSKER Halloween, og som selvfølgelig har høje forventninger til årets fest.. Den tager bare en lidt anden drejning end først tænkt.

Fortællingen er kort og enkel i struktur, opbygning og sprog, og kan derfor sagtens læses allerede fra mellemtrinnet. Samtidig er bogen et let, humoristisk pusterum for de lidt ældre læsere, som altså ikke behøver holde sig tilbage.

Forsiden emmer af på én gang af cuteness og uhygge, og bogen rammer en fin balance mellem de to. Det bliver ikke decideret gys, og heller ikke udelukkende humor, men et sted midt imellem. Den rammer stemningen fra mange romcoms, men med et twist. Det er en fed cocktail, alene fordi det er så gennemført, og fordi det sidder lige i skabet.

Sofie Amalie Laulund har før fået udgivet en række noveller, mens dette er hendes debut som kortroman-forfatter. Det mærkes dog på ingen måde på kvaliteten; det er en fornøjelse at læse med. Det er god underholdning, og bogen er vanskelig at lægge fra sig.


*Anmeldereksemplar* Moe og Monis diademet

  Forfatter: Susanne Ransborg - Forlag: Skriveforlaget - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for hol...