Viser opslag med etiketten gys. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gys. Vis alle opslag

13 juni 2023

Slik eller ballade?

 Forfatter: Sofie Amalie Laulund - Forlag: Krabat - Udgivet: 2023

Slik eller ballade er en fortælling om Emilie, der ELSKER Halloween, og som selvfølgelig har høje forventninger til årets fest.. Den tager bare en lidt anden drejning end først tænkt.

Fortællingen er kort og enkel i struktur, opbygning og sprog, og kan derfor sagtens læses allerede fra mellemtrinnet. Samtidig er bogen et let, humoristisk pusterum for de lidt ældre læsere, som altså ikke behøver holde sig tilbage.

Forsiden emmer af på én gang af cuteness og uhygge, og bogen rammer en fin balance mellem de to. Det bliver ikke decideret gys, og heller ikke udelukkende humor, men et sted midt imellem. Den rammer stemningen fra mange romcoms, men med et twist. Det er en fed cocktail, alene fordi det er så gennemført, og fordi det sidder lige i skabet.

Sofie Amalie Laulund har før fået udgivet en række noveller, mens dette er hendes debut som kortroman-forfatter. Det mærkes dog på ingen måde på kvaliteten; det er en fornøjelse at læse med. Det er god underholdning, og bogen er vanskelig at lægge fra sig.


15 marts 2023

*Anmelder-eksemplar* Mørkets tjener

 Forfatter: Anne Elvedal - Forlag: Straarup & Co. - Udgivet: marts 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Mørkets tjener er tredje og sidste bog i serien om Dødens spil. De første to bind i serien, Dødens Spil og Den Sorte Brud, har jeg anmeldt her.

Hvis du har læst bare en smule om de to forgængere til Mørkets tjener ved du også, at serien er creepy, spooky, og små-uhyggelig. Det er ikke en serie, der hører til blandt de mest uhyggelige gysere, men den er bestemt stadig læsningen værd, - især, hvis man endnu er grøn i genren og blot er nysggerig på hvad det har at byde på.

Serien om Dødens spil arbejder med Ouija boards - eller på dansk det der hedder et åndebræt. De er relativt almindelige i de gysere, der arbejder med spøgelseshistorier eller på anden måde involverer kommunikation med en anden dimension, og i denne kontekst bevæger Dødens spil sig ikke langt væk fra den sti mange andre historier har betrådt før.

Det, der alligevel gør serien til noget særligt, er til dels at den bliver ved at være spændende, også hele vejen gennem bog tre her. Jovist trækkes der på tematikker, der er brugt før, men det er stadig sin egen selvstændige historie, der kan blive ved at overraske og bevæge.

Individuelt er bøgerne ikke længere end en almindelig ungdomsroman, hvilket derfor er forholdsvist overskueligt, uanset om man er hjemmevant i genren eller ej; serien er tilpas lang til at worldbuildingen fungerer, karaktererne er relaterbare og virkelige, og at både deres personligheder og indbyrdes relationer når at gennemgå en realistisk udvikling.

Til de, der allerede har læst de foregående bind i serien, der der stadig masser af uhygge at se frem til. Spænd selen og forvent en historie, der kan være vanskelig at slippe igen, - fyldt med desperation og frustration, men også en gnist af håb, og den der my af noget større end karaktererne selv.

Til nye læsere.. hvad venter I på?

I forhold til tekstens sværhedsgrad kan bøgerne læses fra 5. klasse, mens det tematiske gør at mange læsere vil nyde godt af at vente til mindst 7. eller 8. klasse før de kaster sig over bøgerne, - for nogle måske endnu længere, baseret på individuelle skøn.

Det er dog en fornøjelse at læse med, og der vil være meget at hente, nærmest uanset læserens alder og foretrukne genre - netop fordi bøgerne har meget forskelligt at byde på.

09 oktober 2020

Lugnasad

 Forfatter: K. L. Berger - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2020

Sidetal: 384 - ISBN: 9788758840765

Fortællingen om Lugnasad er spændende, mystisk og uhyggelig, - blandt andet på baggrund af mængden af referencer til Keltisk mytologi, som ikke er så kendt herhjemme.

En gruppe unge er inviteret på en sommerlejr i 10 dage på Lugnasad. Snart begynder nogle underlige ting at ske, - nogen forsvinder (det påstås at de er taget hjem, men det har hovedpersonerne svært ved at tro på), mens andre finder mærkelige ting i skoven. Hvad mon der egentlig foregår? Og hvordan kommer man hjem, hvis man ikke vil være der længere?

Især begyndelsen var en anelse forvirrende, med præsentationen af mange navne på forskellige karakterer, så det blev vanskeligt at huske, hvem der var hvem.

Der sker en hel masse i bogen her, og man skal være vågen for at få det hele med.

Jeg kan spekulere på, om konceptet mon havde fungeret bedre som film, i forhold til pacing og effekter, hvor film-verdenen kan noget, som bøger ikke kan.

Derfor får bogen også kun 3 ud af 5 mulige stjerner herfra; det blev lige forvirrende nok for mig, og virkede ikke helt optimalt.



04 oktober 2020

De døde brødre

 Forfatter: Nick Clausen - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2019

Sidetal: 183 - ISBN: 9788758808772

Nick Clausen kan virkelig noget med de her gyser-historier.

Selvom det er relativt lige til at regne flere detaljer ud hen ad vejen, er der også detaljer, der kommer som en overraskelse og ud af det blå, - og kombinationen er stærk.

Fortællingen er tilpas kort til, at den er hurtigt læst, - der er ikke noget, der bliver trukket i langdrag eller virker overflødigt. Samtidig er fortællingen lang nok til at vi stadig kan nå at få en fornemmelse af hovedpersonerne og finde ud af lidt om, hvem de er - ud over den åbenlyse interesse for det overnaturlige.

Det er spændende fra start til slut, og man kommer hurtigt til at sidde ude på kanten af stolen i ren og skær spænding og forventning - hvad sker der næste gang? Og hvad sker der i virkeligheden i huset?

Er man den mindste smule interesseret i gys og mysterier, er Nick Clausens bøger altså et must-read..



01 oktober 2020

De sorte symboler

 Forfatter: Nick Clausen - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2011

Sidetal: 186 - ISBN: 9788758808772

På én gang creepy og skræmmende, - det er nervepirrende, at man langt hen ad vejen bliver forledt til at tro noget bestemt, men er usikker på, hvad man skal ligge i det.

Det er spændende at følge med, og man kan sidde helt ude på kanten af stolen det meste af bogen.

Men på samme tid kan man begynde at undre sig over, hvorfor Jennie og Markus' kendskab til deres mormor ikke er bedre end det er. Jennie og Markus er teenagere, og selvom de bor i en anden landsdel end deres mormor, virker det spøjst, at deres mor ikke har fortalt dem anekdoter om mormoderen fra sin opvækst, og at vi ikke ved hvilket af husets værelser der var moderens, da hun var barn - det nævnes trods alt, at mormoderen har boet i huset i 40 år, hvilket man må formode at moderen også har haft adresse der på et tidspunkt.

Langt hen ad vejen giver fortællingen dog stadig myrekryb på en måde, som det kun kan lade sig gøre fra Nick Clausens forfatterskab, - det kan virkelig noget helt særligt.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.



*Anmeldereksemplar* Moe og Monis diademet

  Forfatter: Susanne Ransborg - Forlag: Skriveforlaget - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for hol...