Viser opslag med etiketten konspirationsteori. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten konspirationsteori. Vis alle opslag

18 marts 2024

Når sandheden svigter

 Forfattere: Nicole Boyle Rødtnes og Salina Schjødt Larsen - Forlag: Alvilda - Udgivet: 2023

Når sandheden svigter handler om konspirationsteorier. Tre efterskolekammerater laver et skoleprojekt om, hvor let det kan være at få folk til at hoppe på den slags i håb om en god karakter, - men pludselig stikker det helt af, og det viser sig større end nogen af dem var forberedt på inden de gik i gang.

Det her er en af de fortællinger der rammer dybt og virkelig kan sætte spor hos sin læser.

Plottet er velgennemtænkt, og trækker blandt andet på konspirationsteorier fra den virkelige verden, som vi også bliver præsenteret for eksempler på undervejs i romanen.

Samtidig er karaktererne dybe og ægte, og med deres forskelligheder rammer de ungdomsårgangene tilpas bredt til, at flere vil kunne spejle sig i deres refleksioner og tankemønstre. De er UNGE, med stort U, og alt hvad der hører til af frustrationer og bekymringer, både hvad angår forældre, kammerater, kærester, søskende og skole.

Romanen har en tilpas længde til at være overskuelig som både selvlæsning og værklæsning i skole-regi, og samtidig kunne nå rimeligt i dybden med både plot og karakterer. Selvfølgelig kan man nok altid ønske sig endnu mere, - men her er det rundet på en elegant måde, hvor det virker tilfredsstillende for læseren, og der stadig er mulighed for at sætte tanker i gang hos læseren.

Når sandheden svigter er skrevet af Nicole Boyle Rødtnes og Salina Schjødt Larsen, der begge efterhånden har skrevet en del bøger, - og som generelt leverer litteratur på et rigtig højt niveau. Den her er ingen undtagelse, og har potentiale til at få både de unge i den primære målgruppe OG deres dansklærere til at klappe begejstret i hænderne.

Derfor har Når sandheden svigter også mine varmeste anbefalinger.

27 juni 2023

*Anmeldereksemplar* Orion-effekten

Forfatter: Torben Magnild Husum - Forlag: Ildanach - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Orion-effekten er en selvstændig efterfølger til Thulesingulariteten. Min anmeldelse af dén kan læses her.

Der er gået en rum tid siden Thulesingulariteten, og vores hovedpersoner, Tom og Ole, har nået at få pusten i mellemtiden. Da de får øjnene op for nydannede korncirkler er de derfor straks nysgerrige og må undersøge nærmere, - men konsekvenserne af dét er mere omfattende en først antaget, og selvom man som Tom og Ole gør meget i konspirationsteorier, kan de alligevel blive overraskede.

Det er noget af et eventyr, vores hovedpersoner kommer ud på denne gang, - det var det også sidst, men denne gang er det endnu vildere, og der er skruet op for hvor særligt det hele forekommer. Det kræver altså en god portion åbenhed at kunne (ville) følge med i handlingen, for vejen frem kan for mange nok virke lige usandsynlig og mærkelig nok, mens den for andre blot vil pirre en iboende nysgerrighed og idé om, at der er mere ved det hele, end vi umiddelbart går og tror.

Både Orion-effekten og Thulesingulariteten spiller på det her med at der foregår noget lige uden for vores synsfelt, og at verden som vi kender den blot er et dække over noget større, noget mere. Det er spændende og et anderledes friskt pust, især fordi det er skrevet med respekt for læseren, uagtet om man tror på disse konspirationsteorier eller ej.

Selvom de to bøger kan læses uafhængigt af hinanden, er der naturligvis et overlap i karakterer, men også i tematikker, humor, sprog og stemning, - og man er ikke i tvivl om hvad det er for et univers, man er dumpet ned i. Det er altid en fornøjelse at læse fiktive universer, der spænder over flere bøger, hvor der på én gang sker en pæn udvikling fra bog til bog, men hvor hele bøgernes vibe forbliver den samme undervejs, - og jeg er da også spændt på, om det kan toppes, skulle der komme flere bøger i univeset.

Thulesingulariteten og Orion-effekten er måske nok ikke for hvem som helst, men det er underholdende læsning, er bestemt rejsen værd.

30 maj 2023

De slettede (Fermis Paradoks, #1)

 Forfatter: Sabine Hein - Forlag: HiReader - Udgivet: 2023

De Slettede handler om den journalist-studerende Thea, der selv mener hun har helt styr på, hvad der er op og ned på tilværelsen, og hvad sandheden er, - hvilket hun troligt dokumenterer på sin blog, hvor hun går meget op i at afsløre andres svindel og bedrag og at de-bunke konspirationsteorier.. Men er det hele nu også som hun regner med det er? Er det hele, som læseren tror det er?

Det er en fortælling, der leger med en skepsis, som langt hen ad vejen er et spejl af virkelighedens verden, - og som virkelig kan sætte skub i fantasien, og som spiller på en række allerede eksisterende konspirationsteorier, som kløgtigt bliver flettet sammen i et større komplot. Det, man tror er realiteten, bliver vendt på hovedet, og det er svært at finde ud af, hvem man reelt kan stole på, i en grad hvor man nemt kommer til at se skygger, hvor der reelt ingen er.

Det hele bunder i tanken om, hvorvidt der findes liv andre steder i universet end på vores egen planet, - og hvorfor vi endnu ikke har kontakt til en sådan livsform. Hvad er meningen egentlig med det hele, og hvad skal man tro på? Det her er ét bud af mange, og det ligger skræmmende nært det flere grupper allerede tror på visse steder i verden. Der er et nik til mange forskellige allerede eksisterende teorier og tilgange til hvordan det hele hænger sammen, og det er spændende at se hvor mange af den slags man kan spotte, - prøv selv at gå på jagt efter dem.

De slettede holder et fint tempo det meste af vejen, og skrivestilen ercharmerende og let at gå til. Der tales til en skepsis over for autoriteter, en trodsighed, retfærdighedssans og ikke at ville finde sig i hvad som helst. Og så kan den læses fra 6.-7. klasse og opefter, - uanset forudgående kendskab til science fiction genren.

*Anmeldereksemplar* Moe og Monis diademet

  Forfatter: Susanne Ransborg - Forlag: Skriveforlaget - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for hol...