09 november 2020

*Anmelder-eksemplar* Spektrum-serien

 Forfatter: Nanna Foss

Seriens første fire bind er oprindeligt udgivet hos forlaget Tellerup, men er genudgivet hos Gyldendal.

SpektrumReboot (de nye udgaver af de første fire bind) er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget, og er derfor reklame.

Om bog 1, Leoniderne, skrev jeg:

Spektrum-serien er en serie, som man får virkelig meget ud af at læse allerede ved første gennemlæsning.

Men en gennemlæsning åbner virkelig læserens øjne for mange af de små detaljer om foreshadowing der er lagt ind allerede fra bog 1 her.

Det gør så meget for læseoplevelsen, at man i nærmest hvert kapitel får en aha-oplevelse, og kan blive ved med at forundres over den store mængde detaljer, der er kommet med.

Det er "kun" anden gang jeg læser serien (første gang var den gamle udgave fra Tellerup, anden gang den nye udgave fra Gyldendal), og jeg er derfor sikker på, at en tredje gennemlæsning vil gøre, at jeg lægger mærke til endnu flere ting, - især efter vi får de kommende bøger i serien.

Jeg kan allerede mærke, det kommer til at blive en ting at genlæse serien, efterhånden som der kommer mere på, - for jo flere informationer vi får med, jo flere aha-oplevelser kan man også få ud af en genlæsning.

Der er imponerende, hvor gennemtænkt og gennemarbejdet bogen er, og selvom det har kostet masser af energi at nå frem til den nye udgave her, gør det en mærkbar forske, at der er kælet mere for de små ting. De store ting i serien har været helt på plads fra den første bog, - men de detaljer, der er ændret i den nye udgave, gør virkelig en forskel.

Sproget er mere up-to-date og mere inkluderende, - og selvom det ikke er SÅ mange år siden bogen kom, er der sket ret meget på den sproglige front. Heldigvis har Nanna Foss god føling med, hvad der rør sig, og hvad der har været væsentligt at gøre noget ved, - for selvom det ikke er alle kritiske vendinger, der er redigeret væk, kan der sagtens argumenteres for at beholde de, der stadig er at finde i bogen.

Jeg elskede serien allerede ved første gennemlæsning, - og jeg elsker den nye udgave endnu mere. Plottet er fantastisk, og der er kælet ekstra for både omslag og sprog. 

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner, - og gav den gerne flere.

Bogen blev oprindeligt udgivet i 2014 med ISBN 9788758813707 og et sidetal på 541.

Den blev relanceret i 2020 med ISBN 9788702308143 og et sidetal på 387.

Om bog 2, Geminiderne, skrev jeg:

Man skulle tro, at noget af det nervepirrende og spændende ved serien blev dæmpet lidt her ved anden gennemlæsning. Det er ikke tilfældet for mit vedkommende, - jeg sidder stadig helt ude på kanten af stolen af spænding, trods det, at jeg altså godt kan huske hvilken retning historien tager...

Det er de mange detaljer, der gør hele forskellen i genlæsningen. Der er så meget foreshadowing i Spektrum-serien, at det er utroligt Nanna Foss selv kan holde styr på det og holde den røde tråd.

For hold nu op, hvor er der meget, der bliver meget mere klart, nu man får det genlæst, og man begynder at kunne se alle de små tråde, der leder frem til noget senere i serien, og som man nemt kan overse ved første gennemlæsning! Det kommer lidt bag på mig, hvor lidt af det jeg opfangede første gang, og hvor meget mere det hele giver mening nu.

Det er netop det, der er de sjove ved Spektrum-serien, - for uanset hvor god, man TROR man er til at regne plottwists ud, så skal serien nok overraske og komme bag på én. For Nanna Foss gør det fænomenalt godt, og hun har heldigvis en super-snørklet hjerne (og det mener jeg som en kompliment!), der kan kreere en labyrint af sidespring og sideløbende fortællinger, der på magisk vis går op i en højere enhed.. Hvordan hun holder hovedet koldt undervejs fatter jeg ikke!

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen blev oprindeligt udgivet i 2015 med ISBN 9788758816302 og et sidetal på 656.

Den blev relanceret i 2020 med ISBN 9788702308150 og et sidetal på 465.

Om bog 3, Ursiderne, skrev jeg:

Nasrin er en type, som kan være vanskelig at komme ind under huden på, - men når man først kommer tæt på hende, er det det hele værd, - hun har mere at byde på, end hvad førstehåndsindtrykket umiddelbart viser.

Her i Ursiderne bliver vi præsenteret for en lidt anden udtryksform i løbet af bogen, som er en helt særlig repræsentation af Nasrins mentale tilstand, - og det er på én gang uhyre veludført og skræmmende læsning. For med disse visuelle udtryk får vi som læsere et helt andet indblik i, hvordan Nasrin har det, og hvorfor hun reagerer som hun gør, end hvad vi havde fået på andre måder. Og selvom jeg har læst bogen før, kom det alligevel bag på mig hvor virkningsfuldt det er, og hvor stærkt det kan påvirke læseren. Man kan ikke undgå at blive revet med og føle en del af den smerte, som Nasrin selv brænder inde med meget af tiden.

Genlæsningen af Spektrum-serien påvirker mig, som jeg ikke før har oplevet at en genlæsning af en serie gør, - for hvor det ofte handler om nostalgi, handler det denne gang også om at finde mange spor og ledetråde, som skal bruges senere i serien, - enten i det, som allerede er udgivet, eller det, som kommer. Og det er imponerende hvor meget mere, man kan samle op og få med her anden gang, som jeg i hvert fald selv missede første gang.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen blev oprindeligt udgivet i 2017 med ISBN 9788758823317 og et sidetal på 547.

Den blev relanceret i 2020 med ISBN 9788702308167 og et sidetal på 443.

Om bog 4, Kvadrantiderne, skrev jeg:

Det er imponerende, hvad Noah STADIG kan gøre ved ens hoved, selvom det er anden gang man læser bogen.. Man skulle tro, jeg var forberedt på, hvad jeg gik ind til, - men jeg bli'r STADIG blæst bagover.

Selvom det er knapt så forvirrende, nu hvor jeg trods alt vidste lidt mere om hvad jeg gik ind til, er det stadig kaotisk og en voldsom oplevelse at få en tur i Noahs hoved, - og uanset hvor hardcore man ellers er, skal man nok nå at blive overrasket.

Førstehåndsindtrykket af Noah i den første bog var da heller ikke udelukkende positivt, - selvom han forsvarer Emilie over for en klassekammerat, er Noah stadig mest sin egen, og har svært ved at rumme andre mennesker.

Derfor hjælper det en hel del på indtrykket af ham, at vi nu får lov at opleve verden gennem hans øjne og høre nogle af årsagerne til, at han er blevet så fjendsk og udadreagerende.

Det er ikke en undskyldning for at være grov, men det forklarer meget. Og det er nok netop det der skal til for at man kan varme lidt op over for ham.

For selv en bad boy som Noah kan også have bløde sider, - og når man giver sig tid til at lære ham at ende, er han god nok på bunden. Han er langt fra perfekt, og har stadig en del udvikling til gode, - men det må være hvad man kan forvente af en teenager med den bagage, Noah bærer rundt på.

Har man først læst om Noah, giver det virkelig stof til eftertanke i forhold til hvordan man møder andre, - og netop derfor står bogen så stærkt. For gennem tre bøger har vi nu mødt den Noah, der handler og taler før han får tænkt tingene igennem, han er grov og svær at komme ind på livet af, - men nu, hvor vi kender ham bedre, er han meget mere end hvad han først viser os. Og sådan er det vel også med så mange andre, - at det, man først ser, ikke er hele personen. De fleste af os gemmer på hemmeligheder, som man skal grave for at få frem og på den måde få det fulde billede af, hvem vi er som mennesker, - så uanset hvem, man møder, handler det vel i bund og grund om at være åben og nysgerrig på, hvad der gemmer sig bag overfladen. Det er dét, der gør Noahs bog til noget helt særligt hos mig. At vi får set, hvor meget ekstra en person kan gemme på bag den hårde overflade.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen blev oprindeligt udgivet i 2019 med ISBN 9788758831060 og et sidetal på 698.

Den blev relanceret i 2020 med ISBN 9788702308174 og et sidetal på 527,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

The wrong bachelor

  Forfatter: Alexandra Moody The Wrong Bachelor  er rom-com i et high school miljø. Skolen arrangerer et reality-dating forløb over nogle ug...