Awen, bog 1 og 2 - Kaldet fra Galathea & Arven fra fortiden

 Forfattere: Nathali og Bettina Liane - Forlag: Turbine - Udgivet: 2019, 2021

Kaldet fra Galathea fungerede for mig som noget helt særligt magisk og dragende, som var vanskeligt at slippe igen. Fortællingen om det her sæt tvillinger, som set udefra har haft en privilegeret opvækst hvor de absolut intet har manglet af materielle goder, men som bliver mobbet, hånet og set ned på af deres egen familie, og er blevet det gennem hele deres opvækst, - og nu får de muligheden for at sejle med Galathea og gå en radikalt anden tilværelse i møde.

Livet på Galathea er stadig langt hen ad vejen meget privilegeret, og Aia og Peter mangler stadig ingenting. Tilværelsen er mere behagelig end tidligere, men de er stadig udsatte, og kan ikke for alvor sige sig fri for at møde mennesker, der ikke vil dem godt - hverken blandt klassekammerater eller lærere kan de altid føle sig helt sikre. Det betyder at Aia og Peter må igennem en masse udfordringer og benspænd i kampen for bare at blive accepteret - og respekt må de kigge langt efter.

Eventyret fortsætter i Arven fra fortiden, hvor Aia kæmper med ensomheden. Peter trækker sig og søger ikke hendes selskab, og veninden Suki har også ændret sig. Aia begynder at date én af drengene på Galathea, men heller ikke dette forhold giver hende den nærhed, hun kunne have ønsket sig. Det betyder at Aia i løbet af denne bog står mere på egne ben en tidligere, og at hun gennemlever en særlig form for personlig udvikling. 

Aia har alle dage været stædig og holdt på sit, men det, at hun presses til at skulle klare så mange ting uden nødvendigvis at have sin bror eller vennerne ved sin side hele tiden, betyder at hun bliver mere selvstændig i et hurtigt tempo. Jovist, når det virkelig brænder på, viser vennerne sig da også at bakke op og stå ved hendes side. Men der er ingen tvivl om, at det her er Aias kamp, og at det er hende, det handler om.

Arven fra fortiden er mere hård og væsentlig mere barsk en sin forgænger. Til dels fordi Aias ensomhed skinner så klart igennem, og til dels begivenhederne omkring bogens klimaks, der må kunne få selv den mest hårdføre til at knække. Det gør ondt, og man kan fristes til at hive Aia ud af fortællingen og give hende et stort kram og noget omsorg, - for det mangler hun bestemt efter denne omgang!

Både Kaldet fra Galathea og Arven fra fortiden er uhyre velskrevede og vanskelige at lægge fra sig. Det er svært ikke at blive fuldstændigt opslugt af dette univers, der virkelig formår at sætte barren højt for fantasy til unge.

Så er det bare at vente på bog 3, hvor det bliver spændende at se, om Aia kan få lappet sig lidt sammen efter de hjerteskærende og grusomme begivenheder i Arven fra fortiden.

Vores Skjulte Evner

 Forfatter: Caroline O'Donoghue - Dansk forlag: Carlsen Puls - Udgivet: 2021 - Sidetal: 328

Originaltitel: All Our Hidden Gifts

Vores Skjulte Evner har på bookstagram været sat op til at være noget helt særligt og som en læseoplevelse, mange var virkelig glade for. For mig fremstod det nærmere som lidt en rodet oplevelse, hvor det var svært at finde hoved og hale i, hvilken stil og form, fortællingen skulle have.

Det er ikke første gang, vi ser kombinationen af fantasy, krimi og ungdomskærlighed - langt fra. Det er temaer og genrer, der er krydset på tværs mange gange efterhånden. Men som regel er der én af de tre, der bærer historien, og så træder de andre i baggrunden som et supplement til hovedfortællingen. 

I denne fortælling var det svært at få øje på, for mig i hvert fald, hvad intentionen var i netop den retning. Er det det bærende, at hovedpersonen Maeve kan noget helt særligt med tarotkort, og også har nogle evner ved siden af, som hun skal lære at bruge og kontrollere? Er det bærende, at Maeves tidligere bedste veninde er forsvundet og skal findes igen? Eller er det bærende, at Maeve har et spirende forhold til broren til den veninde der er er blevet væk?

Der er mange retninger og gå i, og der er flere muligheder for at lade fortællingen udvikle sig i en særlig retning. Men fordi det ikke var tydeligt, hvad hoved-fortællingen og det bærende element i historien skulle være, blev det for mig at se meget noget misk-mask, som var svært at finde hoved og hale i. For hvad ville man egentlig fortælle med historien her? Hvad er meningen med galskaben?

Dog skal det siges til bogens fordel, at den har nogle store plusser i forhold til repræsentation af minoriteter i Irland (hvor historien foregår), og også kommer en smule ind på, hvordan forholdende er for disse minoriteter i det daglige - hvilket til tider kan være en kamp, uanset hvor i verden man befinder sig, men som i dette tilfælde er en historie for sig.

Selve tarotkort-delen har jeg kun set meget lidt brugt i fantasy-genren, så det var et interessant twist på genren, og kunne så absolut vække min nysgerrighed på den kunst det er at tolke kortenes betydning - også selvom jeg normalvist er skeptiker.

Dragernes Konge

 Forfattere: Pernille Eybye og Carina Evytt - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2016, 2016, 2018, og 2021

Læserækkefølge: 

1. Heksejægerens bytte
2. Gøglerkongens sværd
3. Banneret samles
4. Kongernes opgør

Serien om Dragernes Konge er jeg først kommet i gang med her i 2021 - altså lige op til, at fjerde og sidste bind er udkommet. Jeg har kigget længe efter serien og forsøgt at vurdere for og i mod, for det er en intimiderende serie med fire murstens-tykke romaner, der altså godt kan virke en anelse overvældende at komme i gang med. Heldigvis kom Tellerup til undsætning med forårstilbud og rabat på serien - det kunne jeg da ikke stå for! Og så havnede serien straks højt på min TBR-liste! 😂😂

Drager er et af de mytologiske væsner, som jeg er allermest fascineret af, - blandt andet fordi man ved, at myterne om drager er opstået over hele verden. Godt nok er dragerne ikke helt ens på tværs af kontinenterne, men de har mange fællestræk. Og så er det svært ikke at blive draget af, hvad der får mennesker, på tværs af vidt forskellige kulturer, til alligevel at diskutere et væsen som dette.

I serien her følger vi nogle af de mennesker, der lever på bunden af samfundet. Den siddende konge er en tronrager, der har brugt en stor del af sin regeringstid på at undertrykke dele af sit folk, - og det er der naturligvis en vis utilfredshed med, hvorfor flere gerne vil kæmpe i et oprør. Det er ikke et hvilket som helst oprør, når der nu er drager og magi involveret, - og det er netop det, der gør det så interessant.

Det er en serie, hvor vi får alvor får lov til at komme ind under huden på karaktererne, og vi finder ud af, hvem de er og hvad de står for, i god tid før det endelige opgør. Det gør, at man som læser for alvor få lov til at holde af dem, og at man har tid til at finde sine favoritter, som man kan heppe på, efterhånden som serien nærmer sig sit klimaks.

Da jeg havde læst serien færdig, var der ret hurtigt én, der ville vide, om den endte godt. Det kommer (som altid, vil jeg tro) an på ens mindset og hvem man holder med. En del vil nok finde slutningen helt rigtig, og andre vil få deres hjerte knust - som det også skal være i en så kompliceret og lang serie som den her, hvor der er mulighed for at holde med flere forskellige karakterer undervejs.

Man mærker tydeligt, at det er et par efterhånden ret erfarne forfattere, der står bag serien. Sproget er legende og fungerer virkelig godt, og karaktererne er velskrevede og så tilpas forskellige, at alle skulle kunne finde én at holde af og holde med. Og så er plottet tilpas spændende, at man ikke kommer til at kede sig, og at bøgerne, trods deres størrelse, er meget vanskelige at lægge fra sig. Og selvom serien ved første øjekast kan virke intimiderende, er jeg nu egentlig bare lidt små-ærgerlig over, at der ikke kommer mere! 😅

*Anmelder-eksemplar* Skaberværk

 Forfatter: Nis Dahm Sperling - Forlag: Facet - Udgivet: 2021 - Sidetal: 240

Reklame: Bogen er modtaget som anmelder-eksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Da jeg pakkede bogen op, var min mands første reaktion at spørge ind til, om det nu var en pædagogisk lærebog, jeg havde modtaget? Og selvom jeg sagtens kan forstå, hvordan hans tanker er blevet ledt derhen, er det ikke helt det, der er tilfældet.

Det handler om skyggeboksning. Og for at citere bagsideteksten:

Skyggeboksning: 1. (Opr.) boksning med en indbildt modstander i træningsøjemed 2. (Ny) sportsgren, hvor to modstandere programmeres med berømte bokseres bevægelser og genopfører klassiske kampe.

Vi følger to hovedpersoner, der oplever denne verden fra hver deres vinkel. Teo er selv skyggebokser, og hele hans tilværelse omhandler dén verden. Lottas verden handler nærmere om Teo, og det er svært at undgå at blive revet med af den tilværelse, han fører. Begge kæmper for at overleve en ellers miserabel tilværelse, hvor det ofte handler om at klare sig til dagen efter. Pengene er små, og livet er barskt og brutalt.

Generelt kræver det sin læser at være med, og det er absolut ikke for sarte sjæle at følge med på deres rejse. Vi kommer tæt på tilværelsen på bunden af samfundet, hvor man ofte gør hvad som helst for at tjene til dagen og vejen. Det betyder ofte vold og overfald, også uden for arenaen. Det betyder groft sprog, masturbation, stoffer, og en meget up-front og til tider aggressiv attitude fra flere af karaktererne. 

Kvinder præsenteres som værende sexobjekter, som mænd nærmest kan bruge som de har lyst, mens mændene snarere fungerer som maskiner. Altså står vi tilbage med mennesker, som tingsliggøres, og som mangler personlig frihed. Stemningen er præget af modløshed og håbløshed, og det kan være svært at finde en mening med livet, når situationen er som den er. For er der virkelig ikke mere ved tilværelsen end ren overlevelse?

Rent etisk savner jeg en dybere diskussion af skyggeteknologiens berettigelse, og hvordan det har fået lov til at udvikle sig til det, det er i historien. Hvad er det, der har ført til, at man i denne grad eksperimenterer på mennesker? Nok kan man overveje i hvilken grad samfundets mest udsatte i dag bliver udnyttet af systemet, afhængigt af hvor i verden man befinder sig, men her er der nærmest tale om ekstremer. Hvad mon har drevet samfundet så langt ud, at det tillader det?

Det skinner dog klart igennem, at der her er tale om en forfatter, der har praktiseret write what you know. Fagbegreberne sidder lige i skabet, og det sproglige flow og følingen med stemningen og strukturen omkring bokseverdenen og hvad det vil sige at være en del af det er on point. Det falder helt naturligt, og trods det at læseren ikke nødvendigvis selv har førstehåndskendskab til den beskrevne verden, føles det næsten som at være der selv.

Romanen er voldsom, men også relativt kort, så er man sart, er der trods alt grænser for, hvor længe man behøver påvirkes af denne barske fremtid. Og måske netop fordi den kan være så voldsom, indsnævrer det (desværre) målgruppen en del, da det flere gange bliver meget ubehagelig læsning. Det er bestemt ikke en let roman at skulle igennem, men den etiske diskussion, som den lægger op til i forhold til teknologiens berettigelse, synes jeg er super interessant, og det er måske noget jeg savner, at der i højere grad var blevet dvælet ved.

#ReopenReadathon 24.-25. april 2021

 #ReopenReadathon

Fra lørdag den 24. april klokken 9 til søndag den 25. april klokken 9 blev der holdt Reopen-Readathon arrangeret af @Bogdoktor og @Blossomingreading - en direkte efterfølger til #LockdownReadathon, der blev afholdt i januar, som jeg også deltog i. 

Endnu engang stod den på 24 timers intens læsning med en række fotochallenges undervejs for at holde gejsten oppe, og en gruppechat, der denne gang var flyttet fra instagram til discord, hvor deltagerne kunne komme i kontakt med hinanden. 

Som sidst var der i dagene op til readathonet ivrig diskussion om valg af bøger til TBR-stakken, indkøb af snacks, mængden af snacks versus "ordentlig" mad, hvilken type snacks der er de bedste. Der er mange valg at foretage op til et readathon, - og der er ikke et klart svar på nogle af udfordringerne, så langt hen ad vejen handler det vist om at finde sin egen måde at gøre det på.

Selv valgte jeg også at tage ved lære af udfordringerne fra readathonet i januar. For hvor meget kan man egentlig nå at læse på 24 timer? Det varierer selvfølgelig fra person til person, også i forhold til hvad det er for en type bøger, man vælger. I betragtning af, at jeg sidste gang nåede min TBR-stak igennem før tid og måtte på jagt efter flere bøger, havde jeg på forhånd sørget for rigeligt læsestof denne gang - og solid morgenmad før vi gik i gang, så det i hvert fald ikke var dét, der skulle gøre at jeg måtte holde pause i utide.

Jeg deltager i skrivende stund i et readalong på Twilight-serien arrangeret af @BogredenMonika og @Markmedvilje, så den første bog i Twilight-sagaen havde selvfølgelig sikret sig en plads på listen, og skulle læses færdig i løbet af weekenden.

Af uvisse årsager har jeg længe udskudt at læse Den Store Djævlekrig af Kenneth Bøgh Andersen, og eftersom jeg fik muligheden for at låne serien på biblioteket, måtte den selvfølgelig med i stakken, og det var faktisk også den første serie, jeg nåede igennem i løbet af readathonet.

Derudover stod Dennis Jürgensens serie om Krøniker fra Kvæhl højt på ønskelisten, - endnu én af de serier, som efterhånden har en del år på bagen, som jeg af en eller anden grund aldrig havde fået læst.

Også de to første bøger i serien om Asgårds Døtre af Sidsel Katrine Slej havde fundet vej til stakken sammen med Amari og Nattens Brødre af B. B. Alston.

Den sidste bog i den stak, jeg meget gerne ville igennem i løbet af readathonet blev Tanker om titler, en relativt kort bog, der indeholder interviews med flere forskellige forfattere og forlagsfolk, der fortæller om både deres forhold til bogtitler generelt, om oversættelser af bogtitler, og om hvordan de er nået frem til specifikke bogtitler, - for dét er ikke altid lige enkelt, og det er et emne, som fremstår virkelig interessant.

Som backup havde jeg udvalgt en enkelt bog af Neil Gaiman og en serie af Nicole Boyle Rødtnes. Jeg vidste af erfaring, at jeg sandsynligvis ville kunne nå en del, og at energien til at skulle finde på, hvad jeg så skulle læse, når (hvis) jeg nåede i gennem den oprindelige stak ikke ville være så stor, - så der er med vilje udvalgt nogle enkle, korte bøger, som også ville være til at magte, når energien var ved at slippe op.

Da vi nåede de tidlige morgentimer stod det da også klart, at jeg ville nå igennem min oprindelige TBR-stak - men at jeg ikke ville kunne nå hele backup-stakken. Jeg valgte derfor serien af Nicole Boyle Rødtnes, som jeg nåede halvdelen af inden tiden løb ud - og så læste jeg resten af serien senere i løbet af søndagen.

Sammenlagt nåede jeg 18 hele bøger og de sidste 125 sider af Twilight - hvilket betød 19 færdiggjorte bøger i løbet af dette readathon, og mere end 4.000 læste sider. Det overgår januar måneds LockdownReadathon med en del, - blandt andet grundet bedre forberedelse (denne gang vidste jeg, hvad jeg gik ind til) i forhold til valg af både litteratur og snacks; man finder efterhånden ud af, hvad der virker.

En af de ændringer, jeg selv var særligt godt tilfreds med denne gang, var at chatten var flyttet fra instagram til discord, hvilket gav mulighed for, at alle deltagere kunne snakke sammen på den samme server i stedet for at være delt ud på flere forskellige gruppechats på instagram, hvor der er loft over hvor mange man må være. Dét, plus den "læsesal", der var oprettet på discordserveren, gav en helt særlig stemning til readathonet, og det var virkelig hyggeligt at følge med i. Selvom vi sad i hvert vores hjem, gav det en helt særlig følelse af fællesskab at kunne se de andre og endda få sat ansigt på nogle af dem, som man ellers kun kender instagram-brugernavnet på.

Overordnet set er det lykkedes at stable endnu et virkelig vellykket readathon på benene - og jeg krydser fingre for, at der på et tidspunkt kommer endnu flere, som jeg selvfølgelig med glæde deltager i!

#bucketlist

 Forfatter: Saynab Farah Dahir - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2021 - Sidetal: 224

#bucketlist er noget af det sødeste og mest livsbekræftende jeg længe har læst! Det er en af de bøger, der virkelig fortjener at blive læst i én sitting, - og den kan sagtens bære det (tro mig, du vil ikke fortryde det!).

Zola er færdig på gymnasiet, og er faktisk lidt usikker på, hvad hun vil fremadrettet. Det er bare svært at sige højt, især når forældrene forventer at hun tager direkte på universitet - og det er selvfølgelig ikke lige meget, hvilken uddannelse man vælger! Zola bruger sommeren på at leve livet og sætter sig som mål at hun hver dag skal krydse en ny ting af på sin #bucketlist, - noget, hun dokumenterer på instagram undervejs.

#bucketlist er en roman om at lære sig selv at kende. Om at finde det, man brænder for, og at leve livet på en måde, som giver mening for én selv. Det handler om ærlighed, over for sig selv og for andre, og det handler om at turde at åbne op og at stole på andre. Også selvom det kan være ubehageligt, skræmmende og grænseoverskridende. Det handler om udvikling, at få det bedste ud af tilværelsen og at finde meningen med det hele.

#bucketlist er en af de bøger, man bliver glad af at læse. For os, der for længst (sorry) har lagt teenage-tilværelsen på hylden til fordel for voksenlivet, mens jeg sagtens kan se hvordan mange unge vil kunne spejle sig i Zolas bekymringer og tanker i forhold til de udfordringer, livet byder hende, i forhold til valg af uddannelse, relationer til familie go venner, og den spæde begyndelse i datinglivet. Bogen leger med sproget på en måde, der føles naturlig og som virker troværdig i forhold til målgruppen, og det samme gør layoutet, som der virkelig er kælet for undervejs med instagram-posts, som man næsten skulle tro var den ægte vare.

#bucketlist fremstår for mig som en utroligt stærk debutroman fra Saynab Farah Dahir. Standarden er sat højt fra start, og jeg ser frem til at læse mere fra hendes hånd! Det her er virkelig vellykket, og jeg glæder mig kun endnu mere til de udgivelser, jeg ved er på vej fra Dahir.

*Anmelder-eksemplar* Mogthunheims forbandelse (De III udvalgte, #1)

 Forfatter: Paul Anthony Sørensen - Forlag: HoneyBadger - Udgivet: 2020 - Sidetal: 340

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatteren. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Mogthunheims forbandelse er en eventyrlig fantasyfortælling om Sebastian, Eliot og Bjørn, der finder et skrin der gør, at de i drømme kommer til Mogthunheim - et parallelunivers til vores verden. Her er drengene De Udvalgte, som skal genoprette freden og sørge for at det igen er den rette regent, der sidder på tronen.

Der er langt en del energi i world-buildingen i det her univers, og selvom jeg stadig sidder tilbage med enkelte spørgsmål, nås der alligevel langt omkring, og det står for mig ret stærkt. Dog krydser jeg fingre for at en fortsættelse vil give svar på nogle af de største spørgsmål, der stadig gnaver.

• For er det tilfældigt eller skæbnebestemt, at det netop er disse tre drenge, der kommer til Mogthunheim? 
• Er der flere paralleluniverser at rejse i mellem? 
• Når en karakterer bosat i Mogthunheim på et tidspunkt nævner en gud, er det mon så en gud, vi kender til i vores verden, eller er religionen noget særligt for denne verden? 
• Og når Sebastian, Eliot og Bjørn går fra at være teenagere i vores verden til at være voksne mænd i Mogthunheim, hvordan er de så ved et trylleslag pludselig i stand til at styre deres nye kroppe? Hvorfor er deres motorik og balance ikke mere påvirket?

Jeg tænker selv, at man som teenager i forvejen kan have et pudsigt og måske endda lidt skævt forhold til sin krop, som kan være svær at styre i forbindelse med at den ændrer sig helt vildt, - og her sker det så snart drengene falder i søvn.. Det virkede i mine øjne lidt mærkeligt, at det gik så let for dem med at omstille sig, - også selvom der kan være en god forklaring.

Drengenes venskaber står stærkt gennem hele fortællingen, hvilket også Claire fra drengenes klasse bemærker. Det var noget særligt allerede inden, de kom til Mogthunheim, og blev kun stærkere af de udfordringer, de måtte igennem undervejs i fortællingen, - og det bliver spændende at følge med i, om der er noget der kan ryste dette venskab og konstellationen mellem drengene, der har fungeret i en helt særlig form for dynamik gennem længere tid. I kraft af at Claire her i løbet af den første bog løbende får mere og mere med drengene at gøre, og sandsynligvis kommer til at få en mere betydningsfuld rolle fremover, kan man som læser kun gisne om, hvilken indflydelse det kan få på drengenes venskaber, - og om fortællingens temaer kommer til at flytte sig fra i høj grad at handle om den her nærmest brødre-lignende relation drengene har til måske også at rumme noget mere.

Undervejs i fortællingen får vi løbende en smule at vide om ikke bare Sebastian, Eliot og Bjørn, men også flere af de andre karakterer. Det varierer lidt, hvor smooth det virker og hvor godt inkorporeret baggrundshistorierne er i hoved-fortællingen, og enkelte steder kommer det til nærmere at ligne info-dumps, der desværre tog lidt af pusten fra resten af historien. Selvom det er en interessant del af fortællingen, og jeg naturligvis gerne vil lære karaktererne endnu bedre at kende, kunne det med fordel være erstattet af nogle mere subtile hints til deres baggrund, som så kunne leveres løbende i takt med fortællingens udvikling og hvor det er relevant i forhold til resten. Det er især væsentligt i forhold til at der lægges kraftigt op til, at det her er første bog i en serie, og man dermed må forvente, at der kommer endnu mere af historien.

Generelt synes jeg fortællingen og verdenen som helhed står virkelig stærkt, og at den sagtens kan læses som en enkeltstående bog, - trods det, at den ender på en cliffhanger, og at der kraftigt er lagt op til, at der kommer en fortsættelse på et tidspunkt.

Amari og Nattens Brødre

 Forfatter: B.B. Alston - Dansk forlag: Carlsen - Udgivet: 2021 - Sidetal: 400

Serien er første del i en serie, der på engelsk har fået titlen Supernatural Investigations.

Amari er vokset op med sin mor og bror i et fattigt kvarter i byen. Da hendes storebror forsvinder, kan hun ikke forstå hvorfor det ikke er en større historie i medierne. Ind til hun en dag finder en særlig kuffert i hans klædeskab, - en kuffert, der bliver hendes adgangsbillet til en optagelsesprøve til en særlig skole. Her finder hun ud af, at der er mere til verden end det, hun lige gik og troede.

Amari og Nattens Brødre er Middle-Grade fantasy når det er aller-bedst! Der er fart over feltet og masser af humor, - hvis man keder sig, er det fordi man ikke følger ordentligt med. Opbygningen af universet er vellykket og står stærkt, og magisystemet virker velfunderet. Jeg ser frem til at dykke mere ned i det og lære mere af det at kende i de næste bøger i serien.  

Amari er super-sej, og overvinder mange vanskelige odds i kampen for at finde ud af, hvad der skete  med hendes bror, - hun har ben i næsen, er stædig og vedholdende, og rummer både stolthed over egne præstationer og en sund portion ydmyghed - men også en vilje til at sætte sig i respekt, når intet andet hjælper.

For mig er det virkelig interessant med en farvet pige i hovedrollen, som ikke behøver gemme sig væk på grund af sin hudfarve; hun er, og rummer mange ting, og selvom hendes hudfarve også nævnes som værende én af flere udfordringer i kampen for at klare sig socialt, så er det ikke historien om dét, der er den bærende. Selvom jeg hepper på historierne om racisme og synes, det er et vigtigt emne at sætte fokus på, er det på en sær måde befriende at læse om Amari, der netop er mørk, men hvor historien handler om så meget andet end lige hudfarven, og den del af hendes historie ikke er hovedtemaet, - at vi for alvor får lov til at se hvor meget mere, Amari rummer og kan, og at det ikke er hendes hudfarve, der definerer hvem hun er, nøjagtigt som det ville være tilfældet hvis hovedpersonen havde haft en anden hudfarve. De her historier har vi også brug for at se, og jeg sætter pris på at se at mennesker, uanset hudfarve, har plads som hovedroller i fiktionen - uanset genre.

Asgårds døtre

 Forfatter: Sidsel Katrine Slej - Forlag: Tellerup

Læserækkefølge:

1. Ingeborgs fortælling
2. Íssóls fortælling

Konceptet med at følge nogle af Asgårds valkyrier tiltalte mig egentlig en del; nordisk mytologi har altid kunnet fange min interesse, og de myter, der knytter sig til det synes jeg er virkelig spændende. World-buildingen i denne serie synes jeg i bund og grund egentlig også er virkelig vellykket, og det er interessant at kigge på både guder, verdener og overnaturlige væsner undervejs. Her er min største anke næsten at det ikke er beskrevet endnu mere, - beskrivelserne er så fine, og jeg bliver så glad, når der blandt andet kommer nisser med i den form, som myterne oprindeligt beskriver dem som.

Det går mig dog en anelse på, at vi bliver præsenteret for kvindelige hovedpersoner, der i kraft af deres valkyrie-status i mit hoved burde være selvstændige og stærke, men som kommer til at stå meget i skyggen af de mænd, der omgiver dem. De er meget let påvirkelige, og tager ikke mange selvstændige valg, - de har kun begrænset at skulle have sagt i deres eget liv, de er meget underdanige og lystrer deres mænd snarere end at leve i et ligeværdigt forhold. Det bliver et meget konservativt og patriarkalsk samfund, som er præsenteret, når kvinderne med jævne mellemrum må reddes af deres mænd og nærmest intet kan på egen hånd - trods det at de selv siger, at de har temperament.

Så for mig levede læseoplevelsen desværre langt fra op til forventningerne. Trods det at universet er velkonstrueret, var - og er - jeg meget imod den måde samfundet er bygget op på i fortællingen til en grad hvor jeg med jævne mellemrum havde det helt skidt over at se hvordan kvinderne blev behandlet.

Den Store Djævlekrig

 Forfatter: Kenneth Bøgh Andersen - Forlag: Høst og Søn

Læserækkefølge:

1. Djævelens lærling
2. Dødens terning
3. Den forkerte død
4. Ondskabens Engel
5. Den faldne engel
6. Den faldne djævel

Jeg har ventet længe med at komme i gang med Den Store Djævlekrig. Jeg har egentlig ikke nogen god forklaring på, hvorfor jeg først er kommet i gang så sent, - andet, end at da den startede med at udkomme, var jeg allerede aldersmæssigt forbi den primære målgruppe og havde andet at se til.. Det er heldigvis ikke så slemt, at det ikke kunne rettes op på!

Hovedpersonen Filip er for mig at se en utroligt velkomponeret hovedperson med meget dybde. Han rummer både samvittighed og de fristelser, livet fører med sig, - og så går han igennem mange af de typiske teenage-kvaler samtidig med, at han med mellemrum besøger Helvede. Han vil gerne gøre sin mor glad, og balancerer mellem pligt og lyst. Han fremstår med mellemrum en smule naiv, men bliver også ofte undervurderet af karakterer langt ældre end ham selv. Han er ambitiøs og har mod på livet, og han formår at se det bedste i sine medmennesker, - selv bøllen Søren fra 9. klasse. Filip udvikler sig fra i starten at være en artig, pligtopfyldende og god dreng i den første bog i serien, til med tiden at få noget mere kant. Han bliver slebet mere til, og bliver bedre til at finde en balance i tilværelsen og på den måde at finde sig selv, - og den rejse har været virkelig interessant at følge.

Universet er spændende og godt gennemarbejdet. Man tror på det, og det har en helt særlig virkning, at vi skifter mellem de forskellige underverdener undervejs i serien. Nok er det primært det kristne helvede, Filip besøger, men han kigger også forbi både Hel, som er underverdenen i nordisk mytologi, og Hades' område i græsk mytologi. Det betyder godt nok også, at hvor de to første bøger i serien nærmest er ren underholdning på religionsfronten, kan det være en fordel med et grundlæggende kendskab til nordisk og græsk mytologi fra bog 3, og et mere indgående kendskab til kristendommen fra bog 5, hvor fortællingerne fra kristendommen for alvor får lov til at folde sig ud. Det kan virke meget for nogen og meget up front, hvis det primære, man kommer for, er fantasy-delen og underholdningen, men giver også universet en ekstra dybde og nogle flere lag end hvad der ellers havde været muligt.

Jeg var overordnet set vild med serien, men savnede lidt af det tempo og den humor, mange kender fra Rick Riordans bøger. Tematikken er meget derhenad, og har man først været igennem Riordans forfatterskab, kommer serien her desværre til at mangle en smule tempo, - dog er serien stadig læsningen værd, og er man interesseret i religionen bag, rummer Djævlekrigen nogle andre aspekter end hvad Riordans forfatterskab gør.