The Trials of Apollo #5: The Tower of Nero

 Forfatter: Rick Riordan - Forlag: Disney-Hyperion - Udgivet: 2020 - Sidetal: 416

Denne bog er den femte i serien om The Trials of Apollo (på dansk: Apollons prøvelser).

Om The Tower of Nero skrev jeg:

Årh!! Sidste side blev vendt med tårer i øjnene..

Det er en epoke, der er slut, og det er virkelig mærkeligt, at der ikke er en ny serie på vej fra Rick Riordan (han har ikke afvist at skrive flere i fremtiden, men så vidt jeg ved skriver han ikke på noget nyt p.t.).

Det er derfor et emotionelt farvel til et univers, jeg selv har fulgt gennem en del år efterhånden, og som samlede mig op, da Harry Potter var overstået.

Så hvad skal jeg mon gøre af mig selv nu? Det er lidt som at stå med en identitetskrise og skal til at definere sig selv igen.

Da vi mødte Apollo var han ærlig talt vanskelig at holde ud. Han var arrogant, overfladisk og narcissistisk.

Det har derfor været interessant at følge hans rejse gennem 5 bøger, hvor han virkelig er kommet på prøve, og har udviklet sig som person; selvom han stadig kan vise nogle mindre charmerende sider af sig selv, er han endt ud som en langt bedre person, der også er meget lettere at omgås end hvad vi har oplevet tidligere. Han er vokset med opgaven.

Som sædvanligt fra Rick Riordan er der fart over feltet fra første kapitel, og man kommer næppe til at kede sig (så er min påstand i hvert fald, at man ikke læser bøgerne rigtigt).

Humor og action er i højsædet, og det er næsten umuligt at slippe bogen igen, når man først er kommet i gang.

Med Riordans univers er det sådan, at mere vil have mere.

Det er ikke til at undvære, når man først er startet, - og det er svært at forestille sig at ikke at skulle have læst bøgerne. For selvfølgelig!

Magnus Chase and the Gods of Asgard

 Forfatter: Rick Riordan

Rækkefølge:

1. The Sword of Summer
2. The Hammer of THor
3. The Ship of Nails

Jeg skal indrømme, at blandt de mytologier, Rick Riordan har brugt som inspiration til sine serier, er den nordiske mytologi dén, jeg på forhånd havde den største viden om, blandt andet takket være min barndomskærlighed til Valhalla-tegneserierne af Peter Madsen med flere. Derfor er det også den serie, jeg var mest forbeholden over for at gå i gang med, for ville den nu kunne leve op til mine forventninger?

Der var slet ingen grund til at være bekymret, - Rick Riordan imponerer igen på overbevisende vis. Det er utroligt, så mange dele af mytologien han kan få plads til på så relativt få sider, når han samtidig formår at gøre det til sit eget, og forme det omkring et allerede eksisterende mytologisk univers, der nu er flettet sammen af både græsk, romersk, egyptisk og nordisk mytologi; de har alle noget med hinanden at gøre i dette univers, og det er virkelig gennemført. Skulle der være huller, har jeg ikke opdaget dem endnu.

Det er ikke kun de nordiske guder, der varetages i denne triologi, men også myterne og mange små fine detaljer, som må have krævet en enorm mængde research og forarbejde for at få med; der er ikke langt mellem referencerne til myter, skriftlige såvel som mundtlige, om nordisk mytologi.

Jeg binder sløjfen her ved at nævne, hvor imponeret jeg er over Rick Riordans gennemarbejdede forfatterskab. Han skuffer ikke! Triologien her kan i princippet læses uafhængigt af de foregående serier, men visse detaljer vil dog stå mere klart, hvis man i forvejen har kendskab til Rick Riordans univers. Dog er Magnus Chase and the Gods of Asgard i mine øjne stadig et mustread for folk (kan man mærke mit forsøg på kønsneutralitet?) med interesse for nordisk mytologi.