20 november 2023

*Anmeldereksemplar* Døden kalder - Ulveblod #1

 Forfatter: Line Lybecker - Forlag: Ulven & Uglen - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger warnings: selvskade, selvmordsforsøg.

Døden kalder handler om gartneren Tina, der for nyligt har mistet hele sin nærmeste familie. Hun har svært ved at være i det og forsøger at tage sit eget liv, - men dét forhindrer den medicinstuderende Frederik. Deres relation udvikler sig langsomt, og snart vælder hemmelighederne frem - fra begge parter..

Døden kalder er spændende læsning, både på grund af en ny og interessant tolkning på forskellige overnaturlige væsner, men også fordi det er særligt forfriskende som dansk læser at opleve urban fantasy, der foregår i et dansk miljø. Det kombinerer det fremmede fra fantasy-genren med noget velkendt, uanset hvor i landet man er fra.

Samtidig kombineres fantasygenren med romance-tropen slowburn og elementer der ligner krimi, - for det er ikke alting der er, som de ser ud til. Både Frederik og Tina oplever at føle sig taget ved næsen undervejs, og i kraft af at dette kun er første bog i serien må man også forvente, at der langt fra findes svar på alle de spørgsmål, der bliver stillet.

Karaktererne er veludviklede og spændende at følge; og måske netop fordi Frederik og Tina er så vidt forskellige er det en særlig fordel at vi skiftevis får kapitler fra både Frederiks og Tinas synsvinkler. Vekselvirkningen er lige tilpas afbalanceret, så man heller ikke når at blive træt af nogen af dem.

I betragtning af hvor ofte engelske gloser ofte får lov at snige sig ind både i vores talte sprog og efterhånden også i mange romaner, er det en fornøjelse at se en afveksling her, hvor Tina med sin tyske baggrund med mellemrum får formuleret sig i tyske fraser og vendinger - helt uden at tænke over det. Det gør det kun sjovere at Frederik ikke er særlig stærk på tysk og derfor hurtigt bliver hægtet en smule af her, trods han ellers på papiret er "den kloge" af de to (også ifølge Tina selv).

Det er ikke bare karaktererne der er ingeressante, - også worldbuildingen er virkelig vellykket, og der er styr på både de fantastiske elementer og de ting, der stammer fra den virkelige verden. Plottet er samtidig virkelig gennemtænkt i en grad, hvor bogen er meget vanskelig at lægge fra sig.

Det er altså overordnet set uhyre veludført og en fornøjelse at se det hele gå op i en højere enhed, og jeg GLÆDER mig virkelig til at få fat i kommende bind i serien og se, hvordan det hele udvikler sig fremadrettet!

Anbefales bredt til læsere af urban fantasy. Dog skal det pointeres, at bogen henvender sig til voksne (18+), grundet enkelte scener med eksplicit indhold.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bride

  Forfatter: Ali Hazelwood - Udgivet: 2024 Ali Hazelwood er primært kendt for at skrive romancer, hvor den kvindelige hovedperson har sit da...