14 december 2021

Camp, kys og kaos (Det fede liv, #1)

Forfatter: Saynab Farah Dahir - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2021

Anekdote: Jeg har en datter på 5 år, der tilfældigvis var hjemme den dag bogen her kom med posten. Knapt var der åbnet for pakken før barnet sad med bogen i hænderne og ivrigt studerede omslaget og bladrede i bogen, - hun var især begejstret for brugen af emojis undervejs. Hun mente bestemt at bogen var god, trods det at hun endnu kun kan genkende sit eget navn på skrift, og så nogle få andre ord - men man betvivler vel ikke en 5-årigs smag i bøger?

Anmeldelse: Det lykkedes naturligvis på et tidspunkt selv at få læst bogen. Tilbage i april læste jeg #bucketlist af samme forfatter, - en bog, jeg dengang var svært begejstret for, så jeg havde naturligvis et sæt forventninger til bogen her. Jeg prøver altid at slå det fra, - men der vil nok altid sidde en snert af forventninger, når man tidligere har læst noget af forfatteren.

Heldigvis kan Camp, kys og kaos sagtens leve op til forventningerne. Den er sød, sjov og ærlig. Karaktererne, og især hovedpersonen Sarah, er realistiske, og man får et godt indblik i Sarahs mentale tilstand undervejs, med alt hvad der hører med til livet som 14 årig fra frustrationer over forældrene, den spæde teenageforelskelse, og de skiftende tanker om egen krop og det tilhørende selvværd.

Rigtig mange 14 årige er så småt begyndt at have en holdning til deres krop. Den er ikke længere blot et værktøj og noget de bruger, men også noget, der skal leve op til en vis standard i forhold til vægt, former og muskulatur, - i hvert fald hvis man gerne vil leve op til dét samfundet dikterer. Det kan være en noget nær umulig kamp at skulle leve op til, og bliver kun vanskeliggjort hvis ens primære hobbyer ikke ligger inden for kost og træning, som det gør sig gældende for Sarah.

Det er, som seriens titel antyder, også Sarahs forhold til hendes krop der får en stor del af fokuset i løbet af bogen, - og det bør give stof til eftertanke, når Sarah selv pointerer, at det vigtigste ikke skal være tallet på vægten, men snarere et sundt forhold til mad og at det skal være sjovt at dyrke motion og bevæge sig. Sund mad behøver nemlig ikke være kedeligt, og en sund, varieret kost kan bestå af mange ting, - og på samme måde bliver det mange gange lettere at komme afsted og få dyrket motion, hvis man synes det er en fest at gøre det. Er det en sur pligt, vil det også være så meget mere fristende at blive hjemme på sofaen.

Hvor hovedpersonen Sarah er 14 år gammel, vil bogen med fordel kunne læses fra 12 års alderen og op, og er også relevant at arbejde med i skoleregi, - netop fordi den tager temaer som kropspositivisme og forholdet til egen krop op. Det er ikke en bog, der på nogen måde forherliger kroppe af en bestemt størrelse, men snarere en bog der handler om at elske og arbejde med dét, man har, uanset hvad det så skulle være, hvilket bestemt kan være en god diskussion at have med sine børn, - hvad enten det er fordi man står med dem som primær omsorgsperson eller i en faglig kontekst. I forhold til netop denne målgruppe er sproget også til at gå til, og på et niveau hvor størstedelen af læsningens fokus kan være på netop indholdet.

På den måde vedholder jeg også min begejstring for Saynabs forfatterskab, og jeg ser frem til at læse hvad der ellers kommer fra hendes hånd i fremtiden.

13 december 2021

Bare Alice

 Forfatter: Luna Harley - Forlag: Klippe - Udgivet: 2021

Bare Alice hører til den type ungdomsromaner, jeg kunne ønske mig flere af derude. Ikke fordi der nødvendigvis er noget galt med dem, der allerede er på markedet, - men fordi repræsentation af minoriteter af forskellig art, der falder så naturligt som det gør her i Bare Alice, desværre hører til sjældenhederne.

Alice har altid været tæt knyttet til sin bedste veninde Olivia, og de bliver ofte omtalt som værende én person. Men nu hvor de ikke længere er børn og veninden er begyndt at interessere sig for romantik, er det svært at være Alice. Identitetsspørgsmål får lov til at fylde, og Alice begynder stille og roligt at skulle definere hvem hun nu skal være, og får virkelig lov til at vokse som person i løbet af bogen. Det handler ikke om at droppe gamle venskaber for at finde sig selv, men nærmere om balancen mellem gradvist at definere (og omdefinere) sig selv efterhånden som man bliver ældre og udvikler sig - og at det samme skal ske med venskaber for at få dem til at bestå. Både for ens egen skyld, men bestemt også for modpartens.

For selvom Alices relation til Olivia langt hen ad vejen ligner et venskab, man kan finde mellem to tilfældige børn på en tilfældig folkeskole et tilfældigt sted i landet, betyder det ikke nødvendigvis at relationen er sund. Der er ikke balance i relationen, og Alice og Olivia er ikke lige i deres venskab. Det er Olivia, der fylder, og Olivia, der sætter dagsordenen, - og Alice følger langt hen ad vejen bare med, fordi det er det letteste. Heldigvis er der håb for både Olivia og Alice, der nok begge må bidde nogle ting i sig undervejs for at nå en sund relation på længere sigt, - men det kan lade sig gøre, når blot man arbejder for det. Kommunikation er naturligvis nøgleordet, - et begreb de fleste af os forstår, men som ind i mellem kræver mere end man regner med.

Det er dog ikke kun venskabet mellem Alice og Olivia, der får lov at fylde, men også Alices voksende selvstændighed og hendes søgen efter sig selv. Det bliver en slags dannelsesrejse for Alice, der skal finde frem til kernen i sig selv og en personlighed, der ikke baserer sig på afhængigheden af Olivia. Hvem er hun, hvad vil hun, og hvad går hun op i, når Olivia ikke er ved siden af hende? Som nævnt handler det ikke om at droppe venskabet helt, men at blive dannet som et menneske, ikke kun afhængigt af dem man er sammen med, men også når man bare er sig selv. 

Der kan være store forskelle på hvordan vi som individer opfører os i forskellige sociale kontekster, - i skolen, til sport eller fritidsaktiviteter, hjemme med forældre, bedsteforældre eller partner, på arbejdspladsen og så videre. Hvad disse forskellige personligheder har tilfældes, og det vi gør når vi er helt alene, er også med til at definere os. Men rejsen ind til den kerne er kompliceret, og det kræver ofte en del overvejelser. Heldigvis er personligheder ikke en fast størrelse, og vi har mulighed for at udvikle os undervejs.

Noget af det, der bliver definerende for Alices historie er hvordan det langsomt går op for hende, at hun ikke har den samme interesse i de jævnaldrende drenge som Olivia giver udtryk for at have. Oprindeligt har Alice kæmpet bravt for at passe ind, høre til og være som de andre, til dels takket være påvirkningen fra relationen til Olivia, men hun finder stille og roligt ud af, at der er mulighed for at gå andre veje, - at dét, de andre gør, ikke nødvendigvis er det rigtige for hende.

For nogle LGBTQIAP+-personer er vejen til et label soleklar allerede fra barnsben, og de er slet ikke i tvivl om, at de er noget andet end cishet. Det er det mest naturlige i verden at tingene naturligvis hænger sammen på den måde. Det gør sig dog ikke nødvendigvis gældende for alle medlemmer af LGBTQIAP+, og nogle finder først frem til deres label relativt sent, - hvis de overhovedet når til det. Nogle gange handler det om at man mangler ord for den levede oplevelse, og at man ikke har sproget til at forklare hvad det er der foregår. Andre gange kommer erkendelsen indefra først senere i livet, og man kan måske have været forbi forskellige labels før man ender med dét, der føles mest rigtigt for én.

Alice hører til den gruppe for hvem det sent bliver klart at de ikke er heteroseksuelle. For Alices vedkommende handler den sene opdagelse i bund og grund nok om at hun længe har stået i skyggen af Olivia, - og erkendelsen titter frem og viser sig i takt med at hun gradvist lærer sig selv bedre at kende. Det er for ende en del af overgangen til voksenlivet, og hører med til at finde ud af hvem hun i virkeligheden er, og hvad hun vil bruge sit liv på.

Det er fantastisk at opleve, hvordan brikkerne stille og roligt falder på plads for Alice, og hvordan hun finder en ro i at være i det, - at hun finder sig selv i forløbet. Ikke uden Olivia, men med en ny og anderledes voksen relation til bedsteveninden. Dét at skulle vokse fra at være barndomsvenner til at være venner som voksne kan i sig selv være svært, - for er man venner for nemhedens skyld, fordi man alligevel går i klasse sammen, eller fordi man reelt vil hinanden? Og kan venskabet holde til at man bliver ældre og ændrer sig? Livet byder på lidt af hvert for os alle sammen, og det kan være svært at finde hoved og hale i.

Generelt er det her en bog, med rigtig mange styrker. Sproget er levende, naturligt og (som flere andre også har nævnt i deres anmeldelser) meget Lunask, - det er noget helt for sig, og det er svært ikke at blive fanget af. Det er i hvert fald ét af de elementer jeg vil se frem til ved fremtidige udgivelser fra Luna Harley. Samtidig er karaktererne livagtige og virkelige, og det er nemt at blive ramt og at identificere sig med dem, - og uanset om man er en Alice eller en Olivia i det virkelige liv, er der mulighed for at det giver stof til eftertanke og mulighed for at udvikle sig som person, baseret på netop fortællinger som denne, der kan give læseren mulighed for at reflektere over både egen personlighed og de indvirkninger det her på ens medmennesker.

For mig står Bare Alice stærkt som en coming of age fortælling med en hovedperson, der godt må være tiltrukket af sit eget køn, og som godt må tvivle på sig selv undervejs. Den er noget særligt i sit sprog og i sin udførelse, fordi Alices usikkerhed og hang til det introverte ikke forsvinder som ved et trylleslag undervejs i historien, - det er okay stadig at være menneske med de flaws og uperfektheder, der følger med. Der er ikke et stort behov for at ensrette karaktererne undervejs, men snarere at lade dem finde deres egen måde at leve deres liv på, så de får den slutning, der passer til netop dem. Det er befriende og skønt at se, at Alice finder sig selv, og når frem til den hun gerne vil være, - og at hun får lov til at være Bare Alice, uden hurlumhej, uden at skulle lave om på sig selv.

06 december 2021

*Anmelder-eksemplar* Slaget ved Danubris (Skyggefjenden, #1)

 Forfatter: Claus Holm - Forlag: Superlux - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Slaget ved Danubris er første bind i en serie, hvor vi i hvert fald i dette bind følger starten på den unge Alains dannelsesrejse. Ordet manddomsrejse er brugt flere gange i bogen om selve den tur, Alain bliver sendt ud på, men begge ord kan dække dét, det egentlig drejer sig om, - at Alain drager ud i verden for at få øjnene op for andre måder at leve og anskue verden på en lige som én af de mest velstillede i eget baroni.

Ud fra beskrivelsen alene kunne man godt tro, at handlingen var meget karakterdrevet, - men der sker dog hurtigt nogle ting der gør, at begyndelsen på Alains rejse kommer til at fokusere mere på at redde nogle tråde ud og deltage i både politik og krigsførelse end på en udvikling af Alain selv.

Det skal dog ikke skræmme læseren væk, for i kraft af at vi som læsere får lov at følge Alain i de politiske og diplomatiske overvejelser, bliver vi også præsenteret for en god portion worldbuilding, og lærer på denne måde universet at kende - fra ledernes synsvinkel, i hvert fald. Dermed har vi allerede nu ret godt styr på nogle enkelte alliancer og konflikter i universet, og ved en smule om hvordan strukturen er.

Det betyder dog også, at vi i kommende bøger i serien forhåbentlig kan komme til at lære Alain selv endnu bedre at kende, og det samme med hans rejsekammerater. Ud fra både epilogen og de løse tråde at dømme er der i hvert fald masser af drama i støbeskeen, og forhåbentlig noget mere karakterudvikling.

Slaget ved Danubris er en fortælling, hvor vi løbende skifter synsvinkel og får lov til at opleve handlingen gennem flere forskellige karakterers øjne. Dét i sig selv er altid interessant og kan give teksten et ekstra lag og noget mere dybde, men man skal være vågen, - for her sker det ofte løbende i teksten, og selvom der altid skiftes afsnit ved skift af synsvinkel, er det ikke markeret på anden vis. Det er dog en fordel at fortællingen er skrevet i tredje person, så det kun er fokuset på karaktererne der skifter, mens fortællerstemmen forbliver den samme undervejs.

Jeg var også svært fascineret af den underliggende diskussion om arrangerede ægteskaber versus hvem individet havde lyst til at være sammen med, og hvad der egentlig bar ægteskabet, - for selvom det kun bliver berørt overfladisk, var det spændende at følge med i, og epilogen taget i betragtning blev nogle af de pågældende diskussioner mellem nogle af de involverede karaktererer virkelig spændende. Både i forhold til at diskutere stand og at være sammen med nogen, der ikke umiddelbart hører til samme klasse som den man er født ind i, men også lgbtqiap+ relationer versus hetero-lignende forhold, og sex både uden for ægteskab og/eller med andre end den, man er gift med. Det er emner, der kun kortvarigt er berørt i bogen her, men jeg håber virkelig at det også er noget af det, der får fokus længere fremme i serien, - for bliver der gået rigtigt til værks, er det virkelig, virkelig spændende at følge med i, og det kan sagtens blive en styrke for serien.

05 december 2021

*Anmelder-eksemplar* Sne?

Forfatter: Jo Surman - Dansk forlag: Straarup & Co. - Udgivet: 2021 - Originaltitel: Snow? 

Reklame: Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg modtog Sne? som en del af en goodiebag i forbindelse med et bogblogger-event hos forlaget Straarup og co. i slutningen af oktober 2021. Det var min ægtefælle, der kørte bilen hjem, mens jeg sad på bagsædet med vores datter på 5 år, - og for at få tiden til at gå var det oplagt at kigge på blandt andet bogen her, der vakte stor begejstring. Vi læste den fire gange i træk, og selv da blev der bedt om mere. Så afhængigt af barnet kan modtagelsen hos den intenderede målgruppe i hvert fald siges at være positiv.

Sne? er en forholdsvist simpel fortælling om to ræveunger, der udspørger forskellige dyr i skoven om hvad sne er for noget. Hvert dyr forklarer kort, hvordan sneen påvirker dem, og lidt efter lidt kan ræveungerne stykke de små bidder af informationer sammen for til sidst at opleve sneen på egen krop.

Det følges af fine illustrationer i afdæmpede, naturlige farver, og som komplimenterer historien på bedste vis. Nu hvor vi har haft bogen fremme nogle gange, kan barnet herhjemme i hvert fald selv "læse" bogen ud fra billederne uden voksenstøtte, og dermed også få noget ud af den på egen hånd.

Det er en sød fortælling som lægger op til, at man kan snakke med barnet undervejs, både om de forskellige dyr vi møder undervejs i fortællingen, men også om sne og hvad dét egentlig er for en størrelse, - hvilket så kan inspirere til videre snak om andre naturfænomener. Med lidt god vilje er det på den måde en bog, man sagtens kan få en hel masse ud af, og det kan prikke til barnets nysgerrighed og evne til at reflektere over hverdagsfænomener.

Sne? fungerer fint som højtlæsningsbog fra 4-5 års alderen, og inderholder tilpas simpelt et sprog at den også kan fungere som selvlæsning i folkeskolens yngste klasser. 

16 november 2021

*Anmelder-eksemplar* Landet Fortillia

 Forfatter: Michael Steleson - Forlag: Wadskjær forlag - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Claraline er en lidt forsigtig pige, der ofte holder sig tilbage, når hendes brøde søger det næste adrenalin-sus. Ved et tilfælde ender Claraline i et parallel-univers, hvor tingene langt fra fungerer optimalt, - og det er op til Claraline at få rettet op på det hele.

Landet Fortillia er en fortælling om hemmeligheder og sagte ting, og hvad det kan have af konsekvenser at visse ting forbliver usagte.

Det er fortællingen om, at mod ikke kun handler om at turde alle de vilde ting, men nærmere om at gøre det rigtige, når det er nødvendigt.

Det er eventyrligt, spændende og actionpræget, og trækker på blandt andet henvisninger til fortællinger som Narnia, hvor hovedpersonerne rejser mellem den verden vi kender og et magisk univers, hvor alt synes fremmed.

Landet Fortillia byder på masser af spøjse navne som kræver en smule at finde rundt i til at starte med, men det er ikke så slemt så det nødvendigvis slår én ud af kurs undervejs, - men det kan nok få selv den bedste til at studse lidt over, hvad det egentlig var man læste. Om det bremser læsningen og forstyrrer undervejs eller om det giver anledning til et smil på læben må være op til den enkelte læser og afhænger af den enkelte læsers stil og læsevaner. Det er dog nok under alle omstændigheder noget, mange vil bide mærke i, og kan give anledning til en snak om netop navne.

Overordnet set er der tale om en solid fantasy-roman til børn i 8-12 års alderen, hvor den kan bruges som selvstændig frilæsning (måske med en smule hjælp til nogle af navnene, afhængigt af hvor stærk det enkelte barns læsning er), eller som læsning i fællesskab med en voksen eller andre børn.

12 november 2021

*Anmelder-eksemplar* Radio Popov

Forfatter: Anja Portin - Dansk forlag: Strraarup & Co. - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Radio Popov formår på én gang at være varm, omfavnende og kærlig - OG kold og hjerteskærende.

Det handler om børn, der lever i hjem, hvor de voksne prioriterer andre ting over børnene, og børnene derfor ofte er overladt til sig selv i længere perioder ad gangen langt før man ellers kan forvente at børn ville være i stand til den slags. De skal selv sørge for alle basale nødvendigheder i livet, og selvom børn naturligvis gradvist skal lære at tage vare på sig selv, er disse børn dog i en situation, hvor de ikke kan spørge en voksen om hjælp, hvis og når der er behov for det.

Uanset om man har med børn at gøre til hverdag eller ej, er det her noget, der kan mærkes, og man skal være ualmindeligt kold for ikke at blive en smule påvirket af disse børns helt urimelige skæbner, - fordi faktum desværre er, at denne type børn også findes ude i det virkelige liv. Og trods det at man kunne ønske sig, at de alle sammen blev opdaget og hjulpet, er det desværre langt fra altid sådan virkeligheden ser ud, og selv hvis de bliver opdaget, er det begrænset hvad man så rent faktisk kan gøre for dem. Jeg fik løbende associationer til blandt andet Astrid Lindgrens Mio, min Mio og den ensomhed, som også er beskrevet her, - som ingen børn burde opleve i den ideelle verden.

Det er én af de bøger, som virkelig har mulighed for at røre den voksne læser et ømt sted, - og forhåbentlig få læseren til at standse op og tænke over sin egen måde at omgås andre på. Og for de børn, som er i den primære målgruppe for bogen, kan den forhåbentlig få nogen til at kigge deres kammerater i øjnene en ekstra gang og gøre dem opmærksom på dem, der lever under andre vilkår end dem selv.

Bogen kan sagtens læses af børnene selv fra de er på mellemtrinnet, men vil også fungere fint som en del af et undervisningsforløb eller anden form for fælleslæsning, hvor der bliver diskuteret nogle af de temaer, bogen tager op i forhold til netop ensomhed, men også i forhold til mobning og klasseforskelle. Der er masser at snakke med børnene om, både før, under og efter læsningen af en bog som denne, og som voksen kan det være en god idé netop at spørge ind til barnets oplevelse af bøger som denne, da man kan risikere at især sarte børn godt kan blive påvirkede af bogen.

09 november 2021

Natteblod

 Forfatter: Mikkel Wendelboe - Forlag: Superlux - Udgivet: 2021

Natteblod er den 8. udgivelse fra Mikkel Wendelboe, og man mærker tydeligt at der her er nogle fortællinger, der virkelig brænder for at blive fortalt og komme ud til verden. For selvom Natteblod i sig selv er en selvstlændig fortælling, er den lige så dragende som de andre bøger fra Wendelboe. Generelt emmer fortællingerne af noget magisk og eventyrligt, og de er uhyre vanskelige at slippe igen, når man først er kommet i gang.

Natteblod indeholder fart overfeltet og masser af spænding fra første kapitel, royalt drama og overnaturlige væsner, - what's not to like? Historien gav endda nogle associationer henad fortællingen om Rapunzel og Disney's To på flugt, og nok er Natteblod helt sin egen og bygger på nogle helt andre elementer når fortællingen først kommer i gang, men da først referencerne var set, var de vanskelige at glemme igen. Det ændrer dog ikke på, at det samlede indtryk af Natteblod er overordentligt positivt.

Sprogligt er bogen ikke helt så avanceret at gå til som nogle af de andre bøger fra Wendelboe, men der leges stadig med sprog og formuleringer, og der er gjort noget ud af at give det lidt krydderi her og der, - det vil for nogen dog blot være lettere tilgængeligt og nemmere at gå til.

Skiftet mellem synsvinkler i historien giver noget ekstra, - et twist, en ekstra indsigt, og er med til at udbygge universet på en måde som vi ikke havde fået med, hvis vi kun havde fulgt en enkelt karakter. Det giver en særlig dybde til universet, at vi får muligheden for at se de ekstra lag, som kun bestemte karakterer har adgang til og indsigt i. Og selvom jeg godt kunne have ønsket mig endnu dybere indsigt i denne verdens magisystem, er det dog ikke noget der gør en forskel for den samlede læseoplevelse.

Jeg kommer nok til at holde fast i, at Mikkel Wendelboes forfatterskab er ét, jeg kommer til at følge tæt, - og jeg glæder mig altid til at se, hvad han finder på næste gang!

08 november 2021

*Anmelder-eksemplar* Doktor Fusk og Dødsappen

 Forfatter: Casper Grundtvig - Forlag: Dreamlitt - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar

Doktor Fusk og Dødsappen er bog 3 i serien om Doktor Fusk. Mine anmeldelser af de to første bøger i serien kan læses her.

Noget af det jeg slog på i min anmeldelse af i særdeleshed den første bog i serien om Doktor Fusk var, at der var en del ligheder med Ternet Ninja universet i forhold til tempo, stil og humor.

Kvaliteterne fra ddét holder Doktor Fusk og Dødsappen sådan set fast i, - men den er meget mere sin egen i stilen end nogensinde før, og man kan virkelig mærke, hvordan Casper Grundtvig er vokset som forfatter. Fortællerstemmen i teksten er for alvor blevet Caspers egen og der er for mig ingen tvivl om, at det her er en bog, som en del børn rundt omkring i landet vil komme til at holde meget af.

Serien om Doktor Fusk er fantasifuld, tempofyldt, humoristisk og original (trods mine tidligere sammenligninger med andre værker). Jovist, vi har før mødt gale/geniale opfindere i forskellige grader, - og der er vist en hårfin grænse mellem de to udgaver, - der eksperimenterer med forskellige ting og lader det gå ud over mere eller mindre uskyldige ofre. Men måden vi her i bøgerne både får lidt af fortælligen fra heltenes synsvinkel og samtidigt noget fra Doktor Fusks synsvinkel kan noget særligt. For selvom man ikke er et sekund i tvivl om, at Doktor Fusk er skurken, kan man alligevel godt komme til at holde en smule af ham undervejs, - og det samme gælder for så vidt også hans side-kick Bjarne, der også viser sig at have en blødere side, i hvert fald når det gælder sønnen Viggo.

Det er nemt at leve sig ind i universet og blive grebet af både fortælligen og karaktererne, der trods en grad af statiskhed også udvikler sig en anelse i løbet af bøgerne. Og er læseren stadig barn nok til at ville lege, er der også masser af ting at tage fat på og blive inspireret af i bøgerne her.

For mig fremstår Doktor Fusk bøgerne som et friskt indspark i børnelitteraturen, og selvom de unge mennesker fra Doktor Fusk universet går i folkeskolens ældste klasser, kan bøgerne med fordel læses allerede på mellemtrinnet, hvor man må forvente at mange vil kunne følge med både i forhold til læsefærdigheder, forståelse og tekstens indhold.

04 november 2021

*Anmelder-eksemplarer* C & C forever

 Forfatter: Lotte Kontala - Forlag: Mellemgaard - Udgivet: 2020, 2021

Reklame: Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Læserækkefølge: Den mystiske julebog - Den mystiske nøgle - Den mystiske dukke

Den første bog i serien om Cecilie og Clara er grundlæggende en okay start på serien om de to veninder. Den lægger grundstenene for deres venskab, og selvom pigerne har været veninder i længere tid før vi møder dem, er det en fin introduktion til hvem de er. Når det så er sagt, føles bogen også som en præsentation og en introduktion til serien, og den har svært ved at stå alene.

Starten kan nemt komme til at føles lang og deprimerende, - én af veninderne er flyttet, og den anden sidder tilbage ensom i klassen ind til forældrene fortæller at hendes familie også skal flytte. Midten af fortællignen er spændende, og der er masser af fart over feltet - og det kan komme til at føles en smule forjaget i betragtning af, at det er her nærmest hele plottet foregår, og både indledning og udtoning fylder nogenlunde lige så meget. I forlængelse af det kommer slutningen også til at trække ud i langdrag. Alt det spændende er overstået, og alt ånder fred og ro, - så man kan let forvirres som læser over at det ikke afsluttes. Kommer der mere? Var der noget, jeg ikke havde fanget? Hvad sker der?

En lille kommentar skal også lyde til relationen mellem Cecilie og hendes bror. I starten af bopgen er deres relation anstrengt, og de går ikke til hinanden, hvis der er noget de har brug for at snakke om, - og i betragtning af at hun er 9 og han er 12 er det måske ikke så mærkeligt. Men ret hurtigt bliver de tætte, og selvom nogle voldsomme oplevelser selvfølgelig godt kan bringe søskende tættere sammen, kan det da godt undre hvad en 12 årig dreng pludselig ser i sin 9 årige lillesøster, som han tidligere ikke har haft nævneværdig relation til.

Anden bog i serien, Den mystiske nøgle, står strammere, både i forhold til struktur og karakterudvikling. De enkelte personer fremstår tydeligere og med en mere klart defineret personlighed, og vi begynder langsomt at komme mere ind på livet af dem.

Plottet er skarpere, og der er færre sidespring, der ikke er relevante for hovedplottet, - og det er fantastisk at gå på jagt efter små hints til hvad der kommer til at ske senere, både som førstegangslæser og i forbindelse med genlæsninger. De gemmer sig flere steder.

Bogen er spændende og nervepirrende, og det er en af de bøger, der er meget vanskelig at lægge fra sig, fordi man lige skal have det næste med. 

Den mystiske dukke er tredje bind i serien, og her er det som om strukturen endelig er lagt helt fast. Det står strammere end nogensinde før, og selvom der stadig er ting der står ubesvarede i forholdet til plottet, er det detaljer, som man nok vil bide mest mærke i som voksen læser, mens det før børn måske ikke vil undre i samme grad.

- Hvad er julemandens råd for noget? Hvorfor får vi ikke mere at vide om det?

- Hvordan kan to kvinder eksistere som dukker i 10 år? Vi har før konstateret at der er en form for magi i universet, men hvordan får de næring undervejs? Kan de forblive dukker for evigt?

- Hvorfor har gerningsmanden ikke forsøgt at løse konflikten i de mellemliggende år og bruge det, at han har sine ofre i sin varetægt til sin fordel - i stedet for at de bare står og samler støv på hylden?

Så selvom historiens struktur generelt er strammere, er der altså nogle plothuller, der virker spøjse, og som sætter tanker i gang hos den vågne læser.

Titlen på serien, C&C forever, vil for mange sætte tanker i gang i forhold til hvad serien handler om. Man skal dog ikke forvente den traditionelle, realistiske venindebog, hvor det er pigernes regulere hverdag, der er fokus på, - det hele foregår i forskellige skoleferier, hvor pigerne kommer ud for forskellige mystiske ting.

Overordnet set er bøgerne hurtigt læst og fint materiale til børn fra mellemtrinnet, der gerne vil mystik og magisk realisme, - og for den stærke læser vil den sidste side hurtigt være vendt. Bøgerne kan hver især have lidt svært ved at stå alene, så det anbefales at de læses i den nævnte rækkefølge, da der i så fald vil være nogle ting, der begynder at give mening.

01 november 2021

*Anmelder-eksemplar* Ulvetunge

Forfatter: Sam Thompson - Dansk forlag: Straarup & co. - Dansk udgivelse: Oktober 2021 

Ulvetunge handler om en dreng, der kæmper socialt i skolen på grund af taleproblemer. Han bliver snart hvirvlet ind i en konflikt mellem en gruppe af ræve og en gruppe af ulve, - rævene vil gerne være som menneskene, og forsøger at bruge ulvene som slaver i processen. Vores hovedperson kommer til at fungere som konfliktmægler i processen, hovedsageligt ved at tage ulvenes parti og kæmpe deres sag.

Det er en spændende, medrivende bog, der kan læses selvstændigt fra 4.-5. klasse cirka. Den inddrager temaer som mobning og ensomhed når vores hovedperson er i menneskenes verden, og slaveri, undertrykkelse og moral i dyrenes verden, - ikke at forglemme påmindelsen om at dyrenes verden og vores verden altså er én og samme, hvilket vi mennesker med mellemrum har en tendens til at glemme.

Det er en fortælling om at skelne rigtigt og forkert, - og hvor svært det ind i mellem kan være at se, hvor ens egne handlinger placerer sig, og hvad der kan være det rigtige at gøre. Det er fortællingen om ikke at undervurdere nogen baseret på udseende og udfordringer alene, - og at dét at stå sammen om en sag kan gøre en enorm forskel for de involverede.

Bogen er fyldt med flotte illustrationer, der virkelig drager læseren endnu længere ind i fortællingen, og forsidens særlige overflade gør det til noget særligt bare at røre ved bogen, - der er virkelig gjort noget ud af ikke bare tekstens indhold og budskab, men også alt det udenom, og deter en fornøjelse at gennemgå bogen, også bare for at kigge på illustrationerne.

En pageturner, der helt sikkert sagtens kan bruges både som frilæsning og i undervisgnings-regi, når man har med børn på mellemtrinnet at gøre - der er masser af muligheder.

*Anmeldereksemplar* Moe og Monis diademet

  Forfatter: Susanne Ransborg - Forlag: Skriveforlaget - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for hol...