Kuppelbyens hemmelighed (Urværkerne, #1)

 Forfatter: Stine Bahrt - Forlag: Krabat - Udgivet: 2021

Historien om Urværkerne og Kuppelbyens hemmelighed er noget helt for sig, - jeg er i hvert fald kun sjældent stødt på denne kombination af fantasy, steampunk og dystopi i ét. Og det virker, heldigvis. Det er ikke perfekt, - men det står stærkt, det er en god begyndelse på en serie, - og så kan man håbe på, at resten kommer hen ad vejen.

Vi lever i en verden opdelt i de, der har evner inden for opfindelser, og dem, der ikke har. Dem, der har evnen, lever en mere priviligeret tilværelse en resten, med mere mad tilgængeligt og en bedre uddannelse. Vores hovedperson har naturligvis denne evne, og når man så er vokset op med forældre uden evnen, åbnes der en ny verden af muligheder. Det er fascinerende, men idyllen får selvfølgelig ikke lov at vare ved.

Det er en magisk kombination af flere ting. Kostskole-delen, som en god portion af handlingen centrerer sig omkring, giver god anledning til opbygning af relationer, og disse fremstår også relativt godt gennemarbejdet. De forskellige karakterer får anledning til at gøre nogle ting, de ikke ville kunne komme til i andre sammenhænge, og får på den måde adgang til en række informationer, der sætter yderligere gang i handlingen.

I kraft af at vores hovedperson selv er vokset op undre andre kår end de andre urværkere, er hendes viden om samfundet heller ikke den samme, idet megen viden er forbeholdt urværkerne. Hendes forvirring gør, at vi som læsere også er på bar bund med mange ting, og selvom det gør noget for handlingen, at vi lærer i takt med at vores hovedperson gør det, savnede jeg en del worldbuilding i første del af bogen. For hvorfor lever man som man gør i dette samfund, - hvad er historien bag? Det er heldigvis noget af det, vi får en smule svar på hen ad vejen, efterhånden som handlingen skrider frem, - og jeg krydser fingre for, at det er et element, der bliver bygget endnu mere på i de kommende bøger.

Derudover kommer vi kort omkring hovedpersonens egen identitetsdannelse. Hun er 15 år og interesserer sig vist nok for både drenge og piger, - men der kommer aldrig mærkat på, og hun er tilpas forsigtig til, at vi som læsere også kan blive i tvivl om, hvor hun står. Det bliver også et enkelt sted antydet, at hun er polygam, men føler sig presset til at være monogam, hvilket heller ikke bliver addresseret yderligere. Det handler ikke om, at det skal være super grafisk, for det kalder bogen slet ikke på, - men nærmere, at man kunne ønske sig lidt mere sikkerhed omkring hvordan vores hovedperson forholder sig til de forskellige labels, og at det forhåbentlig bliver accepteret af omverdenen.

Til slut er der én helt særlig ting jeg savner i den her bog, - et kort over kuppelbyens struktur. Det bliver beskrevet hvordan byen er bygget op i cirkler, og der er tydeligvis tænkt over det, men det kunne underbygge beskrivelserne virkelig godt at få en dygtig illustrator på. KORT - altid kort!

Byttedyr

 Forfatter: Lise Villadsen - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2021

- Indeholder spoilere -

Forsideillustrationen og titlen indikerer for den vågne læser, at det her ikke er hvilken som helst krimi. Man kan forledes til at tro at der er et overnaturligt fabeldyr af en art involveret, - det er dog ikke tilfældet, og det er realistisk hele vejen igennem. Eller er det?

I bogen følger vi Wilma, - en ung, dansk pige der tager til Florida, hvor hun skal bo hos en værtsfamilie og gå et år i high school. Inden længe hører hun dog historien om, hvordan unge piger i området er forsvundet og senere fundet dræbt, hvilket naturlivis vækker bekymring.

Livet i USA er anderledes end det, Wilma kender hjemmefra, og selvom der også er ligheder, er der flere af de ting, Wilma plejer at tage for givet hjemmefra, som der nu bliver kigget skævt til, og forventningerne er generelt nogle andre, - det kræver omstilling og forandringer, som måske ikke er så lette som de i første omgang lyder.

Wilma er en hovedperson, der ved første øjekast ligner en ganske almindelig dansk teenagepige, der godt nok har haft nogle traumatiserende oplevelser med en stedfar, - men umidelbart lader hun til at være ovenpå og nogenlunde videre. Det er svært at finde nye venner i USA, men det er nemt at slå det hen som værende noget der skyldes kulturforskelle. Man kunne dog håbe at hun med tiden åbnede mere op og søgte venskaber uden for sin værtsfamilies umiddelbare bekendtsskabskreds, men det lykkes aldrig rigtig for Wilma, - hvilket blot er et af flere tegn på, at der er noget der gemmer sig under overfladen hos Wilma.

Allerede i starten bliver vi dog sporet ind på, at der er noget anderledes ved Wilma. Hun sammenligner alle, hun møder, med dyr, og ser blandt andet sig selv som et kattedyr. Det kan virke som en uskyldig mental øvelse, og er en af de ting, man let kan slå hen, - men dét er blot starten.

Afledt af de forsvundnde piger mærkes en stigende grad af frustration og ængstelighed hos Wilma. Hun er utryg, og hendes mentale helbred er ikke godt, - men det i sig selv bliver der ikke sat ord på. Det er noget vi som læsere undervejs selv må nå frem til. Man kunne blot ønske sig at Wilma fik noget af den hjælp og støtte hun havde brug for undervejs. 

Det er tydeligt at der er en kommunikationsbrist mellem Wilma og hendes værtsfamilie, der aldrig for alvor bliver tætte. Faderen i familien er meget distanceret og lever nærmest udelukkende for sit arbejde, mens moderen tilgengæld er hjemmegående og virker mere kontrollerende end Wilma er vant til det hjemmefra. Værtsfamiliens teenagebørn kommer Wilma heller aldrig for alvor ind under huden på, selvom hun gør et forsøg. Der bliver altså en skæv relation mellem Wilma og værtsfamilien, hvor de aldrig rigtigt for snakket sammen om det, der for alvor fylder. Der bliver ikke for alvor spurt ind til Wilma, der i forvejen har svært ved at åbne sig, og hun kommer aldrig rigtigt til at passe ind, - hverken her eller i high school.

Der er flere små tegn, der peger os i retning af, hvordan bogen slutter. For den vågne læser vil det altså ikke komme om en overraskelse. Jeg kunne dog godt ønske mig en større indsigt i efterspillet, som der dog kun er hintet vagt til, og hvordan det kommer til at gå karaktererne fremadrettet.

Overordnet set er der dog tale om en stærk roman. Den er dragende og svær at lægge fra sig, til dels grundet en utroværdig hovedperson, som man ikke rigtigt ved, hvor man har undervejs, - og bipersoner, som oven i det virker tilpas mystiske til, at man næsten ikke ved hvor man skal placere sin mistanke og hvem man tør stole på.

Byttedyr vil kunne være interessant også i undervisningsregi fra 6.-7. klasse, hvor fokus netop kan være på karaktererne og hvad der definerer en troværdig karakter, samt de skiftende bidder af handling og små tekststykker, hvor Wilma efterfølgende kigger tilbage på den pågældende begivenhed og reflekterer over det.

Morika 1-3; Rent blod, Vildhunden og panteren, og Blodets bånd

 Forfatter: Sidsel Sander Mittet - Forlag: Facet - Udgivet: 2015

Trigger warnings: racisme, homofobi, vold, voldtægt

Da den her serie udkom, havde jeg endnu ikke fået øjnene op for hverken bookstagram og communitiet dér, eller hvad dansk fantasy havde at byde på. Der sker hele tiden noget i bogverdenen, - så da jeg endelig fandt ud af at serien eksisterede, var der mange, mange andre bøger jeg også gerne ville læse. Undervejs har serien dog hvisket i min underbevidsthed, og jeg var sikker på at jeg nok skulle få den læst en dag, - så nu, hvor 2021 lakker mod enden skulle det være. Og selvom jeg har ventet længe på at starte på serien, er jeg nu også glad for at det er én af de serier, hvor jeg ikke har behøvet vente på en fortsættelse!

Det handler først og fremmest om en gruppe unge mennesker, der har brugt deres ungdomsår på en afsides ø, hvor de er blevet uddannet inden for forskellige områder. Det går dog langsomt op for dem, at tingene ikke er så idylliske, som de først havde troet, så de stikker af og slutter sig til oprørshæren, - som dog har sine egne udfordringer at slås med.

Bøgerne er spændende, medrivende og virkeligt vanskelige at lægge fra sig, - selv læste jeg dem over kun tre dage. Der sker noget hele tiden, uden at det på noget tidspunkt går for hurtigt, og tempoet er bestemt med til at holde gang i læselysten.

Derudover følger vi på skift to hovedpersoner, Eshiri og Korau, der nok befinder sig tæt på hinanden meget af serien, - men der er også perioder hvor de er hver for sig, og så er de som udgangspunkt meget forskellige ideres tilgang til verden og de udfordringer de møder. Skiftet mellem de to synsvinkler er derfor med til at give en større indsigt i handlingen, både på forskellige steder i Morika, men også i forhold til at nuancere den enkelte scene, som karaktererne ofte har meget forskellige tanker om.

Det er dog også en serie, der har ind til flere voldsomme scener (se trigger warnings øverst), som for den sarte læser godt kan blive en tand for meget. De mest voldsomme scener er ikke helt så slemme som dem fra forfatterens Bjergtaget-serie, men kan dog alligevel godt blive for meget. Flere af de voldsomme ting er dog også noget af det, karaktererne efterfølgende reflekterer over, og det er dem, der er med til at danne grundlag for deres modstand over for det eksisterende system, som de med tiden gerne vil ændre, - og som det altid er når man gerne vil ændre noget, så tager den slags tid, og det er sjældent noget man bare lige gør.

Morika er en af de serier, jeg sagtens kan se mig selv fordybe mig i ad flere omgange, - og selvom jeg nok tager en lille pause fra universet først, regner jeg også med at få læst serien Krøniken om Morika på et tidspunkt, som er en serie, der foregår i samme univers. Sidsel Sander Mittet skriver på en måde, så jeg i hvert fald selv relativt hurtigt bliver opslugt af det, der foregår, - og selvom jeg tydeligt kan se hvordan hun har udviklet sig som forfatter fra serien her frem mod nogle af hendes nyere udgivelser, står serien alligevel virkelig stærkt. Selvom jeg var længe om endelig at få den læst, er jeg i hvert fald kun glad for at jeg så til sidst fik det gjort!

Camp, kys og kaos (Det fede liv, #1)

Forfatter: Saynab Farah Dahir - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2021

Anekdote: Jeg har en datter på 5 år, der tilfældigvis var hjemme den dag bogen her kom med posten. Knapt var der åbnet for pakken før barnet sad med bogen i hænderne og ivrigt studerede omslaget og bladrede i bogen, - hun var især begejstret for brugen af emojis undervejs. Hun mente bestemt at bogen var god, trods det at hun endnu kun kan genkende sit eget navn på skrift, og så nogle få andre ord - men man betvivler vel ikke en 5-årigs smag i bøger?

Anmeldelse: Det lykkedes naturligvis på et tidspunkt selv at få læst bogen. Tilbage i april læste jeg #bucketlist af samme forfatter, - en bog, jeg dengang var svært begejstret for, så jeg havde naturligvis et sæt forventninger til bogen her. Jeg prøver altid at slå det fra, - men der vil nok altid sidde en snert af forventninger, når man tidligere har læst noget af forfatteren.

Heldigvis kan Camp, kys og kaos sagtens leve op til forventningerne. Den er sød, sjov og ærlig. Karaktererne, og især hovedpersonen Sarah, er realistiske, og man får et godt indblik i Sarahs mentale tilstand undervejs, med alt hvad der hører med til livet som 14 årig fra frustrationer over forældrene, den spæde teenageforelskelse, og de skiftende tanker om egen krop og det tilhørende selvværd.

Rigtig mange 14 årige er så småt begyndt at have en holdning til deres krop. Den er ikke længere blot et værktøj og noget de bruger, men også noget, der skal leve op til en vis standard i forhold til vægt, former og muskulatur, - i hvert fald hvis man gerne vil leve op til dét samfundet dikterer. Det kan være en noget nær umulig kamp at skulle leve op til, og bliver kun vanskeliggjort hvis ens primære hobbyer ikke ligger inden for kost og træning, som det gør sig gældende for Sarah.

Det er, som seriens titel antyder, også Sarahs forhold til hendes krop der får en stor del af fokuset i løbet af bogen, - og det bør give stof til eftertanke, når Sarah selv pointerer, at det vigtigste ikke skal være tallet på vægten, men snarere et sundt forhold til mad og at det skal være sjovt at dyrke motion og bevæge sig. Sund mad behøver nemlig ikke være kedeligt, og en sund, varieret kost kan bestå af mange ting, - og på samme måde bliver det mange gange lettere at komme afsted og få dyrket motion, hvis man synes det er en fest at gøre det. Er det en sur pligt, vil det også være så meget mere fristende at blive hjemme på sofaen.

Hvor hovedpersonen Sarah er 14 år gammel, vil bogen med fordel kunne læses fra 12 års alderen og op, og er også relevant at arbejde med i skoleregi, - netop fordi den tager temaer som kropspositivisme og forholdet til egen krop op. Det er ikke en bog, der på nogen måde forherliger kroppe af en bestemt størrelse, men snarere en bog der handler om at elske og arbejde med dét, man har, uanset hvad det så skulle være, hvilket bestemt kan være en god diskussion at have med sine børn, - hvad enten det er fordi man står med dem som primær omsorgsperson eller i en faglig kontekst. I forhold til netop denne målgruppe er sproget også til at gå til, og på et niveau hvor størstedelen af læsningens fokus kan være på netop indholdet.

På den måde vedholder jeg også min begejstring for Saynabs forfatterskab, og jeg ser frem til at læse hvad der ellers kommer fra hendes hånd i fremtiden.

Bare Alice

 Forfatter: Luna Harley - Forlag: Klippe - Udgivet: 2021

Bare Alice hører til den type ungdomsromaner, jeg kunne ønske mig flere af derude. Ikke fordi der nødvendigvis er noget galt med dem, der allerede er på markedet, - men fordi repræsentation af minoriteter af forskellig art, der falder så naturligt som det gør her i Bare Alice, desværre hører til sjældenhederne.

Alice har altid været tæt knyttet til sin bedste veninde Olivia, og de bliver ofte omtalt som værende én person. Men nu hvor de ikke længere er børn og veninden er begyndt at interessere sig for romantik, er det svært at være Alice. Identitetsspørgsmål får lov til at fylde, og Alice begynder stille og roligt at skulle definere hvem hun nu skal være, og får virkelig lov til at vokse som person i løbet af bogen. Det handler ikke om at droppe gamle venskaber for at finde sig selv, men nærmere om balancen mellem gradvist at definere (og omdefinere) sig selv efterhånden som man bliver ældre og udvikler sig - og at det samme skal ske med venskaber for at få dem til at bestå. Både for ens egen skyld, men bestemt også for modpartens.

For selvom Alices relation til Olivia langt hen ad vejen ligner et venskab, man kan finde mellem to tilfældige børn på en tilfældig folkeskole et tilfældigt sted i landet, betyder det ikke nødvendigvis at relationen er sund. Der er ikke balance i relationen, og Alice og Olivia er ikke lige i deres venskab. Det er Olivia, der fylder, og Olivia, der sætter dagsordenen, - og Alice følger langt hen ad vejen bare med, fordi det er det letteste. Heldigvis er der håb for både Olivia og Alice, der nok begge må bidde nogle ting i sig undervejs for at nå en sund relation på længere sigt, - men det kan lade sig gøre, når blot man arbejder for det. Kommunikation er naturligvis nøgleordet, - et begreb de fleste af os forstår, men som ind i mellem kræver mere end man regner med.

Det er dog ikke kun venskabet mellem Alice og Olivia, der får lov at fylde, men også Alices voksende selvstændighed og hendes søgen efter sig selv. Det bliver en slags dannelsesrejse for Alice, der skal finde frem til kernen i sig selv og en personlighed, der ikke baserer sig på afhængigheden af Olivia. Hvem er hun, hvad vil hun, og hvad går hun op i, når Olivia ikke er ved siden af hende? Som nævnt handler det ikke om at droppe venskabet helt, men at blive dannet som et menneske, ikke kun afhængigt af dem man er sammen med, men også når man bare er sig selv. 

Der kan være store forskelle på hvordan vi som individer opfører os i forskellige sociale kontekster, - i skolen, til sport eller fritidsaktiviteter, hjemme med forældre, bedsteforældre eller partner, på arbejdspladsen og så videre. Hvad disse forskellige personligheder har tilfældes, og det vi gør når vi er helt alene, er også med til at definere os. Men rejsen ind til den kerne er kompliceret, og det kræver ofte en del overvejelser. Heldigvis er personligheder ikke en fast størrelse, og vi har mulighed for at udvikle os undervejs.

Noget af det, der bliver definerende for Alices historie er hvordan det langsomt går op for hende, at hun ikke har den samme interesse i de jævnaldrende drenge som Olivia giver udtryk for at have. Oprindeligt har Alice kæmpet bravt for at passe ind, høre til og være som de andre, til dels takket være påvirkningen fra relationen til Olivia, men hun finder stille og roligt ud af, at der er mulighed for at gå andre veje, - at dét, de andre gør, ikke nødvendigvis er det rigtige for hende.

For nogle LGBTQIAP+-personer er vejen til et label soleklar allerede fra barnsben, og de er slet ikke i tvivl om, at de er noget andet end cishet. Det er det mest naturlige i verden at tingene naturligvis hænger sammen på den måde. Det gør sig dog ikke nødvendigvis gældende for alle medlemmer af LGBTQIAP+, og nogle finder først frem til deres label relativt sent, - hvis de overhovedet når til det. Nogle gange handler det om at man mangler ord for den levede oplevelse, og at man ikke har sproget til at forklare hvad det er der foregår. Andre gange kommer erkendelsen indefra først senere i livet, og man kan måske have været forbi forskellige labels før man ender med dét, der føles mest rigtigt for én.

Alice hører til den gruppe for hvem det sent bliver klart at de ikke er heteroseksuelle. For Alices vedkommende handler den sene opdagelse i bund og grund nok om at hun længe har stået i skyggen af Olivia, - og erkendelsen titter frem og viser sig i takt med at hun gradvist lærer sig selv bedre at kende. Det er for ende en del af overgangen til voksenlivet, og hører med til at finde ud af hvem hun i virkeligheden er, og hvad hun vil bruge sit liv på.

Det er fantastisk at opleve, hvordan brikkerne stille og roligt falder på plads for Alice, og hvordan hun finder en ro i at være i det, - at hun finder sig selv i forløbet. Ikke uden Olivia, men med en ny og anderledes voksen relation til bedsteveninden. Dét at skulle vokse fra at være barndomsvenner til at være venner som voksne kan i sig selv være svært, - for er man venner for nemhedens skyld, fordi man alligevel går i klasse sammen, eller fordi man reelt vil hinanden? Og kan venskabet holde til at man bliver ældre og ændrer sig? Livet byder på lidt af hvert for os alle sammen, og det kan være svært at finde hoved og hale i.

Generelt er det her en bog, med rigtig mange styrker. Sproget er levende, naturligt og (som flere andre også har nævnt i deres anmeldelser) meget Lunask, - det er noget helt for sig, og det er svært ikke at blive fanget af. Det er i hvert fald ét af de elementer jeg vil se frem til ved fremtidige udgivelser fra Luna Harley. Samtidig er karaktererne livagtige og virkelige, og det er nemt at blive ramt og at identificere sig med dem, - og uanset om man er en Alice eller en Olivia i det virkelige liv, er der mulighed for at det giver stof til eftertanke og mulighed for at udvikle sig som person, baseret på netop fortællinger som denne, der kan give læseren mulighed for at reflektere over både egen personlighed og de indvirkninger det her på ens medmennesker.

For mig står Bare Alice stærkt som en coming of age fortælling med en hovedperson, der godt må være tiltrukket af sit eget køn, og som godt må tvivle på sig selv undervejs. Den er noget særligt i sit sprog og i sin udførelse, fordi Alices usikkerhed og hang til det introverte ikke forsvinder som ved et trylleslag undervejs i historien, - det er okay stadig at være menneske med de flaws og uperfektheder, der følger med. Der er ikke et stort behov for at ensrette karaktererne undervejs, men snarere at lade dem finde deres egen måde at leve deres liv på, så de får den slutning, der passer til netop dem. Det er befriende og skønt at se, at Alice finder sig selv, og når frem til den hun gerne vil være, - og at hun får lov til at være Bare Alice, uden hurlumhej, uden at skulle lave om på sig selv.

*Anmelder-eksemplar* Slaget ved Danubris (Skyggefjenden, #1)

 Forfatter: Claus Holm - Forlag: Superlux - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Slaget ved Danubris er første bind i en serie, hvor vi i hvert fald i dette bind følger starten på den unge Alains dannelsesrejse. Ordet manddomsrejse er brugt flere gange i bogen om selve den tur, Alain bliver sendt ud på, men begge ord kan dække dét, det egentlig drejer sig om, - at Alain drager ud i verden for at få øjnene op for andre måder at leve og anskue verden på en lige som én af de mest velstillede i eget baroni.

Ud fra beskrivelsen alene kunne man godt tro, at handlingen var meget karakterdrevet, - men der sker dog hurtigt nogle ting der gør, at begyndelsen på Alains rejse kommer til at fokusere mere på at redde nogle tråde ud og deltage i både politik og krigsførelse end på en udvikling af Alain selv.

Det skal dog ikke skræmme læseren væk, for i kraft af at vi som læsere får lov at følge Alain i de politiske og diplomatiske overvejelser, bliver vi også præsenteret for en god portion worldbuilding, og lærer på denne måde universet at kende - fra ledernes synsvinkel, i hvert fald. Dermed har vi allerede nu ret godt styr på nogle enkelte alliancer og konflikter i universet, og ved en smule om hvordan strukturen er.

Det betyder dog også, at vi i kommende bøger i serien forhåbentlig kan komme til at lære Alain selv endnu bedre at kende, og det samme med hans rejsekammerater. Ud fra både epilogen og de løse tråde at dømme er der i hvert fald masser af drama i støbeskeen, og forhåbentlig noget mere karakterudvikling.

Slaget ved Danubris er en fortælling, hvor vi løbende skifter synsvinkel og får lov til at opleve handlingen gennem flere forskellige karakterers øjne. Dét i sig selv er altid interessant og kan give teksten et ekstra lag og noget mere dybde, men man skal være vågen, - for her sker det ofte løbende i teksten, og selvom der altid skiftes afsnit ved skift af synsvinkel, er det ikke markeret på anden vis. Det er dog en fordel at fortællingen er skrevet i tredje person, så det kun er fokuset på karaktererne der skifter, mens fortællerstemmen forbliver den samme undervejs.

Jeg var også svært fascineret af den underliggende diskussion om arrangerede ægteskaber versus hvem individet havde lyst til at være sammen med, og hvad der egentlig bar ægteskabet, - for selvom det kun bliver berørt overfladisk, var det spændende at følge med i, og epilogen taget i betragtning blev nogle af de pågældende diskussioner mellem nogle af de involverede karaktererer virkelig spændende. Både i forhold til at diskutere stand og at være sammen med nogen, der ikke umiddelbart hører til samme klasse som den man er født ind i, men også lgbtqiap+ relationer versus hetero-lignende forhold, og sex både uden for ægteskab og/eller med andre end den, man er gift med. Det er emner, der kun kortvarigt er berørt i bogen her, men jeg håber virkelig at det også er noget af det, der får fokus længere fremme i serien, - for bliver der gået rigtigt til værks, er det virkelig, virkelig spændende at følge med i, og det kan sagtens blive en styrke for serien.

*Anmelder-eksemplar* Sne?

Forfatter: Jo Surman - Dansk forlag: Straarup & Co. - Udgivet: 2021 - Originaltitel: Snow? 

Reklame: Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg modtog Sne? som en del af en goodiebag i forbindelse med et bogblogger-event hos forlaget Straarup og co. i slutningen af oktober 2021. Det var min ægtefælle, der kørte bilen hjem, mens jeg sad på bagsædet med vores datter på 5 år, - og for at få tiden til at gå var det oplagt at kigge på blandt andet bogen her, der vakte stor begejstring. Vi læste den fire gange i træk, og selv da blev der bedt om mere. Så afhængigt af barnet kan modtagelsen hos den intenderede målgruppe i hvert fald siges at være positiv.

Sne? er en forholdsvist simpel fortælling om to ræveunger, der udspørger forskellige dyr i skoven om hvad sne er for noget. Hvert dyr forklarer kort, hvordan sneen påvirker dem, og lidt efter lidt kan ræveungerne stykke de små bidder af informationer sammen for til sidst at opleve sneen på egen krop.

Det følges af fine illustrationer i afdæmpede, naturlige farver, og som komplimenterer historien på bedste vis. Nu hvor vi har haft bogen fremme nogle gange, kan barnet herhjemme i hvert fald selv "læse" bogen ud fra billederne uden voksenstøtte, og dermed også få noget ud af den på egen hånd.

Det er en sød fortælling som lægger op til, at man kan snakke med barnet undervejs, både om de forskellige dyr vi møder undervejs i fortællingen, men også om sne og hvad dét egentlig er for en størrelse, - hvilket så kan inspirere til videre snak om andre naturfænomener. Med lidt god vilje er det på den måde en bog, man sagtens kan få en hel masse ud af, og det kan prikke til barnets nysgerrighed og evne til at reflektere over hverdagsfænomener.

Sne? fungerer fint som højtlæsningsbog fra 4-5 års alderen, og inderholder tilpas simpelt et sprog at den også kan fungere som selvlæsning i folkeskolens yngste klasser. 

*Anmelder-eksemplar* Landet Fortillia

 Forfatter: Michael Steleson - Forlag: Wadskjær forlag - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Claraline er en lidt forsigtig pige, der ofte holder sig tilbage, når hendes brøde søger det næste adrenalin-sus. Ved et tilfælde ender Claraline i et parallel-univers, hvor tingene langt fra fungerer optimalt, - og det er op til Claraline at få rettet op på det hele.

Landet Fortillia er en fortælling om hemmeligheder og sagte ting, og hvad det kan have af konsekvenser at visse ting forbliver usagte.

Det er fortællingen om, at mod ikke kun handler om at turde alle de vilde ting, men nærmere om at gøre det rigtige, når det er nødvendigt.

Det er eventyrligt, spændende og actionpræget, og trækker på blandt andet henvisninger til fortællinger som Narnia, hvor hovedpersonerne rejser mellem den verden vi kender og et magisk univers, hvor alt synes fremmed.

Landet Fortillia byder på masser af spøjse navne som kræver en smule at finde rundt i til at starte med, men det er ikke så slemt så det nødvendigvis slår én ud af kurs undervejs, - men det kan nok få selv den bedste til at studse lidt over, hvad det egentlig var man læste. Om det bremser læsningen og forstyrrer undervejs eller om det giver anledning til et smil på læben må være op til den enkelte læser og afhænger af den enkelte læsers stil og læsevaner. Det er dog nok under alle omstændigheder noget, mange vil bide mærke i, og kan give anledning til en snak om netop navne.

Overordnet set er der tale om en solid fantasy-roman til børn i 8-12 års alderen, hvor den kan bruges som selvstændig frilæsning (måske med en smule hjælp til nogle af navnene, afhængigt af hvor stærk det enkelte barns læsning er), eller som læsning i fællesskab med en voksen eller andre børn.

*Anmelder-eksemplar* Radio Popov

Forfatter: Anja Portin - Dansk forlag: Strraarup & Co. - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Radio Popov formår på én gang at være varm, omfavnende og kærlig - OG kold og hjerteskærende.

Det handler om børn, der lever i hjem, hvor de voksne prioriterer andre ting over børnene, og børnene derfor ofte er overladt til sig selv i længere perioder ad gangen langt før man ellers kan forvente at børn ville være i stand til den slags. De skal selv sørge for alle basale nødvendigheder i livet, og selvom børn naturligvis gradvist skal lære at tage vare på sig selv, er disse børn dog i en situation, hvor de ikke kan spørge en voksen om hjælp, hvis og når der er behov for det.

Uanset om man har med børn at gøre til hverdag eller ej, er det her noget, der kan mærkes, og man skal være ualmindeligt kold for ikke at blive en smule påvirket af disse børns helt urimelige skæbner, - fordi faktum desværre er, at denne type børn også findes ude i det virkelige liv. Og trods det at man kunne ønske sig, at de alle sammen blev opdaget og hjulpet, er det desværre langt fra altid sådan virkeligheden ser ud, og selv hvis de bliver opdaget, er det begrænset hvad man så rent faktisk kan gøre for dem. Jeg fik løbende associationer til blandt andet Astrid Lindgrens Mio, min Mio og den ensomhed, som også er beskrevet her, - som ingen børn burde opleve i den ideelle verden.

Det er én af de bøger, som virkelig har mulighed for at røre den voksne læser et ømt sted, - og forhåbentlig få læseren til at standse op og tænke over sin egen måde at omgås andre på. Og for de børn, som er i den primære målgruppe for bogen, kan den forhåbentlig få nogen til at kigge deres kammerater i øjnene en ekstra gang og gøre dem opmærksom på dem, der lever under andre vilkår end dem selv.

Bogen kan sagtens læses af børnene selv fra de er på mellemtrinnet, men vil også fungere fint som en del af et undervisningsforløb eller anden form for fælleslæsning, hvor der bliver diskuteret nogle af de temaer, bogen tager op i forhold til netop ensomhed, men også i forhold til mobning og klasseforskelle. Der er masser at snakke med børnene om, både før, under og efter læsningen af en bog som denne, og som voksen kan det være en god idé netop at spørge ind til barnets oplevelse af bøger som denne, da man kan risikere at især sarte børn godt kan blive påvirkede af bogen.

Natteblod

 Forfatter: Mikkel Wendelboe - Forlag: Superlux - Udgivet: 2021

Natteblod er den 8. udgivelse fra Mikkel Wendelboe, og man mærker tydeligt at der her er nogle fortællinger, der virkelig brænder for at blive fortalt og komme ud til verden. For selvom Natteblod i sig selv er en selvstlændig fortælling, er den lige så dragende som de andre bøger fra Wendelboe. Generelt emmer fortællingerne af noget magisk og eventyrligt, og de er uhyre vanskelige at slippe igen, når man først er kommet i gang.

Natteblod indeholder fart overfeltet og masser af spænding fra første kapitel, royalt drama og overnaturlige væsner, - what's not to like? Historien gav endda nogle associationer henad fortællingen om Rapunzel og Disney's To på flugt, og nok er Natteblod helt sin egen og bygger på nogle helt andre elementer når fortællingen først kommer i gang, men da først referencerne var set, var de vanskelige at glemme igen. Det ændrer dog ikke på, at det samlede indtryk af Natteblod er overordentligt positivt.

Sprogligt er bogen ikke helt så avanceret at gå til som nogle af de andre bøger fra Wendelboe, men der leges stadig med sprog og formuleringer, og der er gjort noget ud af at give det lidt krydderi her og der, - det vil for nogen dog blot være lettere tilgængeligt og nemmere at gå til.

Skiftet mellem synsvinkler i historien giver noget ekstra, - et twist, en ekstra indsigt, og er med til at udbygge universet på en måde som vi ikke havde fået med, hvis vi kun havde fulgt en enkelt karakter. Det giver en særlig dybde til universet, at vi får muligheden for at se de ekstra lag, som kun bestemte karakterer har adgang til og indsigt i. Og selvom jeg godt kunne have ønsket mig endnu dybere indsigt i denne verdens magisystem, er det dog ikke noget der gør en forskel for den samlede læseoplevelse.

Jeg kommer nok til at holde fast i, at Mikkel Wendelboes forfatterskab er ét, jeg kommer til at følge tæt, - og jeg glæder mig altid til at se, hvad han finder på næste gang!