24 august 2023

Ti kameler for Ameera & Shawarma med persillesovs

 Forfatter: Zahra Pedersen - Udgivet: 2021 og 2023

I Ti kameler for Ameera og Shawarma med persillesovs møder vi Ameera. Hun er muslim, bor i London med sine forældre, og hun føler som 29 årig et pres for snart at blive gift og få børn - og med en anden muslim, at foretrække.

Det går dog ikke helt som planlagt. Ameera tager på dates, hvilket ikke er helt som hendes forældre havde ønsket det skulle foregå. Desværre er der ikke rigtigt nogen af de muslimske mænd hun møder, der for alvor er værd at skrive hjem om. Og så får hun øje på David.. som er kaukasisk, og ikke muslim. Og hun falder naturligvis pladask for det. For hvad er livet, hvis ikke en udfordring en gang i mellem.

Serien om Ameera er spændende læsning, og et interessant indblik i én måde at leve som muslim på. Det kan være en øjenåbner for nogle, hvad end den afkræfter eller bekræfter visse fordomme. Og det kan være en samtalestarter i forhold til hvor forskellige tilgange til livet man kan have, afhængigt af baggrund.

Ameera og David har meget forskellige syn på tilværelsen og de udfordringer, der venter dem, og det er noget helt særligt at se, hvor forskelligt de derved tackler de ting der møder dem. De er naturligvis hver især farvet af det, det er vokset op med, for det er vi alle; men hvor langt er de hver især villige til at gå for at mødes i et kompromis?

Bøgerne er underholdende læsning og er naturligvis ikke et endegyldigt svar på hvad det vil sige at være muslim i en del af verden, hvor muslimer er en minoritet. Det handler om kulturforskelle og mødet mellem mennesker, og dét har på sin egen måde sin charme.

Desværre følte jeg selv at det langt hen ad vejen var utrolig svært at relatere til Ameera, som virkede irriterende, irrationel og ekstremt modvillig mod at møde David et sted på midten; det var ofte hendes måde at gøre tingene på eller ingenting. Det var frustrerende at følge med i, og gjorde ikke en hel masse positivt for læseoplevelsen.

Dog er der stadig rigtig meget materiale i bøgerne, der er værd at læse dem for, og de kan sagtens give stof til eftertanke.



10 august 2023

Fourth Wing

 Forfatter: Rebecca Yaros - Udgivet: 2023

Trigger Warnings: krig, kamp, ​​hånd-til-hånd kamp, ​​farlige situationer, blod, intens vold, brutale skader, død, forgiftning, grafisk sprog og seksuelle aktiviteter

Forth Wing følger 20-årige Violet, hvis hjemland har været i krig længe. De bruger drager med ryttere i kamp, og Violet vil forsøge at blive dragerytter. Problemet er at langt de fleste ansøgere dør i forsøget, og Violets odds er værre end gennemsnittet; hendes mor er nemlig, grundet sin stilling i militæret, ansvarlig for at en del af de andre på stedet har mistet en forælder.

Det er svært at klare sig. Træningen er hård, og det er langt hen ad vejen alles kamp mod alle, så det er nærmest umuligt at navigere i, hvem man kan stole på, og alliancer skifter hele tiden, afhængigt af hvad der lige giver mening i en bestemt kontekst.

Samtidig er de unge mennesker i en alder, hvor hormoner og følelser er all over the place, og dét kan også være en kamp i sig selv at håndtere, - især for Violet, der egentlig har rigeligt at se til med overhovedet at holde sig i live.

Intensiteten er høj, og der er hele tiden noget på spil; Fourth Wing er en pageturner, der er urimeligt vanskelig at lægge fra sig, når først man er kommet i gang.

Mængden af inforståede fantasy-udtryk i bogen er relativt begrænset, så de fleste læsere kan være med, og den henvender sig ikke bare til vante læsere af genren, men især også til fans af slow-burn romancer. Der er en grad af spice undervejs, men det er ikke det, der fylder mest, og når det sker kan man godt springe nogle sider frem uden at det ødelægger en hel masse.

Fourth Wing har været enormt hypet på sociale medier, så jeg var ærligt spændt på at komme i gang, da man hurtigt kan være i tvivl om hvorvidt bogen kan leve op til dens popularitet. Jeg var dog solgt fra start, og bogen kan klart anbefales.


08 august 2023

*Anmeldereksemplar* På bunden af koppen

 Forfatter: Nicolai Hvidberg - Forlag: Umpff - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

På bunden af koppen er en grafisk roman med meget lidt tekst, men henvender sig med sit abstrakte indhold primært til voksne, -og især de med en form for kreativ baggrund.

De sort-hvide illustrationer får langt hen ad vejen lov til at tale for sig selv, og det kan de sagtens bære, for der er meget at hente fra de små detaljer både i karaktererne og i alt det udenom.

Vi følger en mands morgenrutine fra øjnene slås op og til kaffen er drukket, - og især kaffedrikkeriet sætter gang i noget helt særligt, hvilket mange, der drikker de gyldne dråber på daglig basis nok kan nikke genkendende til. Drikken er noget for sig og kan i høj grad gøre noget for den, der drikker det.

På bunden af koppen fortæller om den relation, rigtig mange voksne mennesker har til netop kaffe, og hvor stor en forskel den gør til hverdag for så mange mennesker, der muligvis vil kunne se en snert af sig selv i hovedpersonen her.

Afhængigt af læserens synspunkt kan fortællingen her på én gang læses som en hyldest til kaffe og det modsatte. En del kaffedrikkere vil netop være i stand til at relatere til hvordan morgenerne bliver helt anderledes udholdelige efter den første kop kaffe, og hvordan drikken på næsten magisk vis sørger for man bliver i stand til ting, man ikke havde formået uden kaffen. Samtidig kan denne form for afhængighed af kaffe virke skræmmende på nogle, der endnu ikke er til kaffe..

Det er virkelig spændende, og et interessant og anderledes take på noget, der fylder så enormt meget hos rigtig mange voksne verden over, både i vores daglige rutiner og i måden, vi er sammen på, hvor ikke-kaffedrikkerne med mellemrum må svare for hvorfor de endnu ikke er "blevet voksne".

På et niveau, hvor de fleste voksne læsere kan være med, og relatere i én eller anden forstand. Anbefales bredt.

01 august 2023

Jeg dør på fredag

 Forfatter: Xenia Stampe - Forlag: Byens forlag - Udgivet: 2023

Trigger warnings: Bogen indeholder beskrivelser af selvskade, spiseforstyrelser og selvmord.

Jeg dør på fredag handler om Cecilie. Hendes mentale helbred halter, og hun kæmper med selvskade. Det får hun blandt andet luft for gennem et netværk af ligesindede via instagram; men er kontakten til dette netværk nødvendigvis så god for hende som hun regner med?

Det er en barsk fortælling om alt det, der er alt for nemt at overse for de pårørende, hvad end det er familie, lærere, trænere eller andre, for ofte foregår det i det skjulte. Der hersker en mistro og en mistillid til at systemet forstår og reelt vil de unge det bedste, trods masser af gode intentioner.

Fortællingen er i form, sprog og udtryk en ungdomsroman. Et sted, hvor de unge måske - måske ikke - kan spejle sig i karakterernes udfordringer, eller måske genkende noget af det, deres egne kammerater foretager sig.

Men det er i mindst lige så høj grad en bog til de voksne, der omgiver dem. Til alle, der har med unge at gøre i det daglige.

Selvom fortællinger som denne nok desværre nemt kan bruges som argument for at fjerne de unges adgang til sociale medier, er det ikke hele sandheden. For selv om der ER mange mørke sider af nettet, er det i højere grad en advarsel til de voksne om at komme de unge noget mere ved. En påmindelse om at være lydhøre, og forsøge på en oprigtig interesse for det, der rør sig.

Det er for nemt bare at læne sig tilbage og overlade de sociale medier til de unge, som langt hen ad vejen er den primære målgruppe, - for de har stadig brug for støtte og vejledning i en verden, der er så meget større end de fleste unge har sans for. Man skal ikke blande sig i alt, eller hvad som helst. Men har man med unge at gøre, når man virkelig langt ved at gå dem i møde og være nysgerrig på dem og deres interesser.

Jeg dør på fredag er uhyggelig, skræmmende og kan nemt efterlade læseren med en skidt mavefornemmelse, - uanset alder. Husk at mærke efter, før, under og efter læsning, og husk at tage snakken, hvis det bliver for træls. Uanset alder. Der skal nok være nogen, der står klar til at lytte, - hvis man ellers leder lidt.

30 juli 2023

Legends & Lattes

 Forfatter: Travis Baldree - Udgivet: 2022

Legends & Lattes er fantasy, - det skal der ikke herske tvivl om. Men det er hygge, cozy, stille og roligt, og meget nede på jorden. Der er ikke ret meget action undervejs, ingen store slag eller frygtelige kampe. Det er naturligvis ikke 100% fred og ro, for så havde der nok ikke været meget historie, men det er en helt anden vibe end meget af det andet fantasy på markedet.

Det at lade fiktive karakterer mødes på en kaffebar i stedet for deres mere "naturlige" omgivelser er ikke et uvant koncept inden for fanfiction, men har eksisteret som koncept i en del år. Legends & Lattes kan lidt det samme, men i stedet for at tage karakterer fra ewt allerede eksisterende univers er karaktererne her helt friske og kreeret til lejligheden.

De forskellige væsner vi møder undervejs har en række karakteristika, der primært giver mening hvis man allerede har noget erfaring med fantasy-genren. Der spilles på nogle stereotyper, som taget ud af kontekst kan virke en smule forvirrende for nybegynderen. Men for os andre er den her bog et skønt, anderledes take på genren, og er idéel at snuppe som en let snack mellem de store fortællinger.

21 juli 2023

*Anmeldereksemplar* De Glemte Vogtere 2; Tidsdyret

 Forfatter: Andreas Boeskov - Forlag:: Gyldendal - Udgivet: 2023

Reklame: Bogene er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Tidsdyret er anden bog i serien om De Glemte Vogtere. Første bog i serien har jeg anmeldt her.

Fortællingen om De Glemte Vogteres møde med Tidsdyret starter nogle måneder efter første bind slap dem. Der er sket en udvikling, især med Asger, der har fået mere selvtillid og i højere grad har lært at omfavne sine kræfter som Vogter, og det klæder ham virkelig. Det er en fornøjelse at se hvordan worldbuildingen omkring Vogterne får lov at udvikle sig gradvist, og vi lærer mere om hvordan kræfterne bruges i deres arbejde.

Universet får mere og mere dybde, blandt andet med introduktionen af Horace, der bor i Rio de Janeiros favela, og som er vokset op i en helt særlig familie, der giver ham mulighed for at manipulere tiden, - men kræfterne er tilknyttet et bestemt dyr, som er forsvundet, og derfor mangler hans familie. Han er desperat, og kun derfor vokser samarbejdet med Vogterne.

Tidsyret er spændende og velfortalt; der er masser af action, men der er også god plads til personlig udvikling blandt karaktererne, - naturligvis følger vi Asgers udvikling på nærmeste hold, men der sker også mærkbar forandring hos de andre undervejs, og det er altid fedt at se at der også er tænkt over netop dét aspekt.

Vi oplever mere af verden her i bog 2, ikke bare i udviklingen af Asgers kræfter som Vogter, men også den verden vi kender med besøg blandt andet i Rio de Janeiros favela. Vi får udforsket nogle af de muligheder (og tilhørende begrænsninger) både Arkivet og Vogternes kræfter har, - og det samme med Horaces evner inden for manipulation af tiden. Det kan noget, at karaktererne selv diskuterer paradokser, muligheder og begrænsninger, og at der ikke er uendelige muligheder for hvad der kan ske.

De Glemte Vogtere vandt - velfortjent - prisen for Årets Fantasy Debut i 2022. Med Tidsdyret beviser Andreas Boeskov, at der faktisk er noget om snakken med serien her. Den har masser af potentiale til at tryllebinde både børn og voksne!


16 juli 2023

*Anmeldereksemplarer* Hr. Hattenheimers eventyrlige rejse og Hr. Hattenheimer og den mystiske melodi

Forfattere: Tina Østergaard Filsø & Tanja Jensen - Forlag: Dreamlitt - Udgivet: 2021 og 2023

Reklame: Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Bøgerne om Hr. Hattenheimer, - eller Hr. Hat, som han lige så gerne vil kaldes, - er fantasifulde eventyr til børn på cirka 5-8 år, og primært til oplæsning. Der er masser af fine illustrationer at kigge på undervejs som både børn og voksne kan få glæde af undervejs, men i forhold til indholdets primære målgruppe kræver det høje lixtal for langt de flestes vedkommende at en voksen er med inde over, - især i kombinationen med at kapitlerne især i Hr. Hattenheimers eventyrlige rejse godt kan være en smule lange.

Når det så er sagt, så er der stadig noget helt magisk over bøgerne, og også som voksen kan blive svært optaget af konceptet og drømme sig væk i de fine illustrationer alene. Samtidig fungerer det glimrende at bøgerne indledes med en oversigt over nogle af de væsentligste karakterer i den pågældende bog, så man forinden kan nå at snakke om hvem de er, og hvilken rolle vi som læsere forventer at de spiller i historien, - for så senere at kunne samle op på, om vores forventninger holdt stik.

Hr. Hattenheimer er opfinder af natur, og er meget umiddelbar i sin tilgang til det, der møder ham både til daglig og på sine eventyr, hvilket forhåbentlig kan virke både tiltalende og relaterbart for mange børn. Han er hittepåsom og har nogle kreative løsningsforslag på de forskellige udfordringer, hvilket kan være en fornøjelse for læsere i alle aldersgrupper.

Det eventyrlige får lov til at fylde en del, og selvom historierne kører efter meget af det, mange voksne muligvis vil forbinde med fantasyromaner til ældre målgrupper, er tøjlerne mere frie og rammerne brydes gentagne gange undervejs. Det er ikke så firkantet og der er plads til, at der sker nogle lidt pudsige ting undervejs, og at Hr. Hattenheimer kan få lov til at udfolde sig på forskellig vis, - og det er en fornøjelse at se hvilken udvikling det fører med sig, især i Hr. Hattenheimer og den mystiske melodi.

Bøgerne er kapitelbøger, og kan med fordel deles op så man kun tager et enkelt eller nogle få kapitler ad gangen for børnenes koncentrations skyld; for mange vil de cirka 80 sider ganske enkelt blive for uoverskueligt på én gang. Selvom der sker noget hen ad vejen i bøgerne er de dog også sådan indrettet at det aldrig bliver så vildt, at man ikke kan holde pause undervejs.

Gode til en hyggestund, - både til børnenes spirende fantasi og genoplivning af de voksnes fantasi!


10 juli 2023

Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet

 Forfatter: Glenn Bech - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2022

Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet er beskrevet som værende et manifest, - allerede på bogens forside. Og man skal ikke ret langt ind i bogen før dét bliver en realitet.

Det er en bog, der eksperimenterer med udtryksform, - meget ala det, Yahya Hassan skrev i sin tid, men dog på sin helt egen måde. Det er kreativt, anderledes, og en fantastisk måde at bruge sproget på.

Glenn Bech har sin egen måde at formulere sig på, - det er kort og langt hen ad vejen meget præcist, så man næsten ikke kan være i tvivl om, hvem det givne stykke tekst henvender sig til. Det er provokerende og smertefuldt, og sidder man ikke tilbage med én eller anden form for skidt mavefornemmelse, enten på egne eller andres vegne, kan man have gavn af at læse bogen en gang mere.

Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet er helt sin egen. Den har fået en del omtale, både i pressen og i litterære kredse, og selvom jeg ikke altid er lige enig i begejstringen for hypede bøger, forstår jeg det bestemt godt her. For den kan noget. Den sætter tanker i gang, og den efterlader spor hos sin læser.. I hvert fald hvis man læser den ordentligt og giver sig tid til den.



07 juli 2023

Gravsoen, Troldeunge, Lygtemanden

 Forfattere: Nicoline Kjærsgaard Møller, Malene Fabricius Holm, Rikke Havner Alrø
Forlag: Krabat - Udgivet: 2023

Gravsoen, Troldeunge og Lygtemanden er tematisk meget ens og tager alle udgangspunkt i nordiske myter og væsner der hører sig specielt vores del af verden til. De er alle spændende og vanskelige at lægge fra sig.

Generelt er jeg vild med, hvordan de på hver deres måde tænker disse væsner ind i en moderne kontekst, så både Gravsoen, Troldene og Lygtemanden får lov at leve videre i nutidens samfund, i stedet for at det udelukkende er noget, der hører fortiden til. Jovist har disse figurer mange år på bagen efterhånden, men trods videnskabelige forklaringer på mange af de ting, folk har givet væsnerne skylden for gennem tiden kan de stadig være relevante at snakke om i dag, blandt andet takket været den indflydelse de har haft på folks måde at leve på i deres "storhedstid". 

Der er en masse kulturforståelse og historie i arbejdet med myter, både gamle og nye, og hvem er vi i virkeligheden, hvis ikke vi har et minimum af kendskab til vores egen kultur og historie? Selv er jeg i hvert fald dybt fascineret, også selvom disse bøger naturligvis ikke rummer det hele, men kan være med til at vække nysgerrigheden til live - og forhåbentlig være en indgang for både børn og voksne til at lære Danmark og det, der hører sig til, bedre at kende.

Bøgerne er korte og relativt letlæste, og henvender sig primært til et ungt publikum fra 10-11 år og opefter, men kan SAGTENS nydes af et ældre publikum også, - jeg havde i hvert fald selv stor fornøjelse af dem alle.



03 juli 2023

Asfrid - Spindlernes Dal

Forfatter: Laura Helena Pimentel da Silva - Forlag: Leitura - Udgivet: 2022 

Asfrid - Spindlernes Dal handler om Asfrid af Stjernefolket, der rejser til Edderkoppefolkets område for at skaffe et edderkoppeæg, der forhåbentlig kan hjælpe hendes bedstemors helbred. Det er første bog i en serie, - så der er endnu meget at hente, som forhåbentlig bliver belyst hen ad vejen, men det er en fin start.

Man bidder hurtigt mærke i de markante forskelle mellem Stjernefolket og Edderkoppefolket; deres levevis og tilgange til andre folkeslag end deres eget er meget ulig hinanden. Det bliver noget af en øjenåbner for Asfrid at se så anderledes måder at gøre tingene på, og det bliver derfor ikke kun en kamp for bedstemoderens helbred, men også for retfærdighed for de mindre bemidlede, der kæmper for selv de mest basale ting.

Asfrid - Spindlernes Dal er mørk og dyster, og i højere grad end så mange andre bøger til målgruppen (ca. 9-10 år og opefter). Til gengæld er illustrationerne FABEL-agtige, og er med til at løfte den samlede helhedsoplevelse. De spiller super godt, og ikke bare gengiver men udvider fortællingen.

Asfrid - Spindlernes Dal er et anderledes take på fantasy-genren, og bestemt en udmærket læseoplevelse. Jeg ser dog frem til forhåbentlig endnu mere worldbuilding i fremtidige bøger, hvor man også kan krydse fingre for at karakterernes personligheder kommer til at skinne endnu mere igennem.

*Anmeldereksemplar* Hjemsøgt håb (Indigo Skye, #1)

  Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Read.Die.Repeat Reklame:  Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine ...