Forfatter: Mikala Rosenkilde - Forlag: 2FeetEntertainment - Udgivet: 2025
Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.
Niøje er en krimi tilsat samfundssatiriske elementer, og foregår i og omkring Blokhus, - en kystby i det nordjyske med under 500 faste beboere, men som i sommerhalvåret ofte er proppet til randen med turister. Vi følger byen, netop som en blotter viser sig i området, væsner fra havet sørger for at folk dør langs stranden, og vores hovedperson har samtidig sine egne problemer at slås med.
Jeg er personligt vokset op (og bor stadig) under 20 minutters kørsel fra Blokhus, og jeg har været vant til at komme på stranden året rundt - om sommeren for at bade, om vinteren for at gå ture langs vandet og nyde at det for en stund er muligt at have det næsten for sig selv. Med mellemrum er det da også blevet til stop i selve byen.
Derfor er det da også ekstra interessant at læse med, når man er en lille smule lokalkendt og har en fornemmelse for den typiske stemning i byen, både i og uden for turistsæsonen. Det er sådan noget, der kræver lidt - for i en roman som denne er det altafgørende at det føles ægte, som om det er virkeligt, og at de karakterer vi oplever på papiret også afspejler de mennesker, man faktisk ville kunne støde på i Blokhus og omegn.
Og jeg må ærligt sige at det langt hen ad vejen lykkes rigtig godt. De her mennesker kunne sagtens være den type man finder i Blokhus, og det er væsentligt at der er tydeliggjort en forskel på de, der har været en del af det i flere generationer, og de, der er kommet til for relativt nyligt. Stemningen og måden karaktererne omgås hinanden på er langt hen ad vejen spot-on og lige tilpas.
Der er meget på spil for vores hovedperson, både i det sociale spil, hvor man hurtigt kan komme til at træde ved siden af i så lille et miljø, men også i forhold til de forskellige sager, der blusser op. Der er meget at forholde sig til, og man kommer hurtigt tæt på karaktererne undervejs, - hvilket også gør det hele mere interessant.
Niøje er spændende, interessant og meget anderledes, og man skal virkelig holde tungen lige i munden undervejs for at kunne finde ud af det hele, for der er mange informationer at forholde sig til.
Et friskt pust og et glimrende bud på en spændingsroman til efteråret. Læs med - hvis du tør!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar