*Anmelder-eksemplar* Slaget om Kejserstaden (Skyggefjenden, #3)

 Forfatter: Claus Holm - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg har tidligere anmeldt de første to bøger i serien.

Min anmeldelse af bog 1, Slaget ved Danubris, kan læses her.

Min anmeldelse af bog 2, Slaget i Dostor, kan læses her.

Der sker noget særligt med en bogserie, når den nærmer sig sin afslutning. Det er altid interessant at se om historien kan bære, om trådende bliver samlet, og hvorvidt vi som læsere får svar på de mest presserende spørgsmål, - dog uden at vi nødvendigvis får endegyldigt svar på alle de spørgsmål der måtte være dukket op undervejs.

Med Slaget om Kejserstaden lykkes det heldigvis fortræffeligt, og det er en fornøjelse at læse med. Man kan stadig kende karaktererne, ikke bare på deres navne, men på deres personligheder, der trods en gradvis naturlig udvikling hen over de tre bøger heldigvis stadig rummer spor af det, der var engang.

I forbindelse med læsningen af den første bog skrev jeg noget i retning af, at jeg syntes der skete meget i betragtning af at fortællingen var tænkt som værende karakterdrevet og som en dannelsesrejse, - og måske netop derfor glædes jeg i særdeleshed over den udvikling serien har taget, hvor vi nu ser karaktererne i et lidt andet lys end vi har gjort tidligere, og deres personligheder og indbyrdes relationer har fået lov at fylde lidt mere. Det er en befrielse at se levende karakterer med et sundt mindset, der trods de skurke og fristelser der omgiver dem stadig er ægte og oprigtigt vil deres medmennesker det aller-bedste, uden absolut at skulle have noget igen.

Som sine forgængere er Slaget i Kejserstaden en bog, hvor der sker rigtig meget. Der er meget drama, der skal udfoldes, og mange ting der skal gå op i en højere enhed inden den samlede fortællings afslutning. Men det klæder immervæk fortællingen at det har fået lov til at udfolde sig i et tempo, hvor det er til at følge med og holde styr på hvem man har hvor i forhold til resten af karaktererne, og hvor karaktererne får lov til at komme i mål med deres individuelle udvikling samtidig med at deres indbyrdes relationer også lige får det sidste, - alt sammen uden at det trækkes alt for meget i langdrag, så man undgår at kede sig undervejs. Det hjælper også på det at man kan mærke, at der er noget på spil for karaktererne, og selvom vi som læsere kan danna os en overordnet idé om hvordan det hele muligvis vil komme til at gå, er det tydeligt at uanset hvad der sker, vil det have konsekvenser for karaktererne. Man bliver hurtigt revet med, når der er nogen at holde af og at holde med, - og når det hele ind i mellem bliver lige ægte nok.

Samtidig er der gennem hele serien opbygget et solidt univers, hvor min største anke ærligt er, at jeg savner et landkort at orientere mig i undervejs. Magisystemet er veludviklet, og selvom det ikke er alle nuancer ved universet der bliver forklaret i detaljer, er det alligevel tilpas udviklet til at det giver mening i de kontekster hvor magien for alvor spiller ind. Der er forskellige racer og arter, der navigerer mellem hinanden på kryds og tværs, og gerne med et blik til hvordan pågældende racer tidligere er blevet beskrevet. Det virker måske stereotypt, men det virker, når man med en smule fantasy i bagagen nemt og hurtigt kan orientere sig i hvordan den politiske scene i universet sandsynligvis vil udfolde sig alene på baggrund af en række karaktertræk der går igen - og i en så stor genre som fantasy gør dét bestemt ingenting.

Det giver næsten sig selv at det er en anelse vemodigt at skulle tage afsked med en serie, hvor man virkelig er kommet til at holde af både univers og karakterer, - men det har også været en stor fornøjelse at læse med og at få lov til at være med på rejsen, - blandt andet fordi der tydeligvis er blevet kælet for detaljerne på alle parametre. Serien om Skyggefjenden er bestemt ikke for nybegynderen i fantasy-genren; dertil bliver det vist lige kompliceret nok. Men der skal også være noget til den voksne, rutinerede fantasy-læser, og til dem er det fantastisk at se noget, hvor originalsproget er dansk, og der er substans og indhold i fortællingen, så man har god mulighed for at tage noget med sig.

Serien om Skyggefjenden er et stærkt bidrag til den danske fantasy-scene, og det har været en stor fornøjelse at læse med. Så kan man altid håbe på og krydse fingre for at det kort til universet en dag bliver skabt.. Og ind til da, - få så lige læst serien. Din lokale boghandler kan nok skaffe den hjem, og ellers kan biblioteket sandsynligvis hjælpe.

*Anmelder-eksemplar* Lydie

 Forfattere: Zidrou og Jordi Lafebre - Forlag: Umpff - Udgivet: Marts 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger warnings: Sorg, spædbarnsdød

Lydie er en tegneserie, målrettet voksne. Og så er den alligevel på ingen måde for alle. Ved første øjekast virker den fine forside let munter og hyggelig, - men man bemærker hurtigt at noget er off, at der mangler et eller andet.

Lydie er navnet på et barn, der døde enten under fødslen eller allerede i sin mors mave. Men moderen har svært ved at finde sig til rette med tabet af datteren, og et par måneder senere viser hun derfor alligevel stolt "Lydie" frem, - og hele kvarteret tager sig hurtigt kærligt af både mor og "barn".

Det er tragisk og smertefuldt at læse, måske isærdeleshed hos de, der selv er forældre, og/eller de, som har mistet en graviditet. Så trods det lette tegneserieformat kan det tage tid at komme igennem en bog som denne, fordi der sagtens kan være brug for pauser undervejs til lige at trække vejret.

Men samtidig rummer fortællingen en snert af håb for noget bedre og noget godt i det enkelte menneske. Idéen om at sammenhold og viljen til at gøre noget godt for andre, uden forventningen om at få noget igen, kan noget helt særligt.

Lydie er velfortalt, både i tekst og illustrationer. Trods det barske indhold og brutaliteten i den sorg mange går og gemmer på, er det læsningen værd. Især, hvis man efterfølgende husker at give sig god tid til at reflektere over hvor stor en forskel selv den mindste gode gerning kan gøre.

*Anmelder-eksemplar* Credokæden

 Forfatter: Lone Sole - Forlag: Krabat - Udgivet: Marts 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Credokæden er nytænkende dansk fantasy, der kan læses fra 12-13 års alderen. Det foregår i et fiktit London, hvor der er forskel på klasser i befolkningen, blandt andet med magi som en af de afgørende faktorer for skellet mellem befolkningsgrupper.

Vi følger Stef og Claes på skift og får gennem dem indblik i en verden rig på begreber og ting, der på én gang virker anderledes end meget andet fantasy, men også helt naturligt i netop dette univers. Samtidig er der brugt begreber, der er til at udtale, og som trods det unikke virker naturlige og helt rigtige for netop de ting de dækker over.

Netop begrebernes naturlighed og ligefremhed gør det en smule lettere at følge med undervejs i et handlingsforløb, hvor der ellers er rigeligt at holde styr på, og hvor det er let at blive forvirret over den rene mængde informationer og twists undervejs. Det er bestemt én af de fortællinger, hvor man er nødt til at holde tungen lige i munden undervejs for at kunne følge med, og for at undgå at blive hægtet af.

Credokæden er en spændende fortælling, hvis største styrke er dens worldbuilding, - og det alene gør det dét værd at kaste sig over bogen. Det er en fornøjelse at se hvor godt det hele fungerer, og så kan resten af fortællingen sådan set godt tåle at man læser den flere gange for at få alle detaljerne med.. Overordnet set er her dermed tale om en udmærket tilføjelse til den danske fantasy-scene, hvor det er en fornøjelse at læse med, - især hvis man interesserer sig for de helt gennemførte verdener, hvor der virkelig er kælet for detaljerne.

*Anmelder-eksemplar* Mørkets tjener

 Forfatter: Anne Elvedal - Forlag: Straarup & Co. - Udgivet: marts 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Mørkets tjener er tredje og sidste bog i serien om Dødens spil. De første to bind i serien, Dødens Spil og Den Sorte Brud, har jeg anmeldt her.

Hvis du har læst bare en smule om de to forgængere til Mørkets tjener ved du også, at serien er creepy, spooky, og små-uhyggelig. Det er ikke en serie, der hører til blandt de mest uhyggelige gysere, men den er bestemt stadig læsningen værd, - især, hvis man endnu er grøn i genren og blot er nysggerig på hvad det har at byde på.

Serien om Dødens spil arbejder med Ouija boards - eller på dansk det der hedder et åndebræt. De er relativt almindelige i de gysere, der arbejder med spøgelseshistorier eller på anden måde involverer kommunikation med en anden dimension, og i denne kontekst bevæger Dødens spil sig ikke langt væk fra den sti mange andre historier har betrådt før.

Det, der alligevel gør serien til noget særligt, er til dels at den bliver ved at være spændende, også hele vejen gennem bog tre her. Jovist trækkes der på tematikker, der er brugt før, men det er stadig sin egen selvstændige historie, der kan blive ved at overraske og bevæge.

Individuelt er bøgerne ikke længere end en almindelig ungdomsroman, hvilket derfor er forholdsvist overskueligt, uanset om man er hjemmevant i genren eller ej; serien er tilpas lang til at worldbuildingen fungerer, karaktererne er relaterbare og virkelige, og at både deres personligheder og indbyrdes relationer når at gennemgå en realistisk udvikling.

Til de, der allerede har læst de foregående bind i serien, der der stadig masser af uhygge at se frem til. Spænd selen og forvent en historie, der kan være vanskelig at slippe igen, - fyldt med desperation og frustration, men også en gnist af håb, og den der my af noget større end karaktererne selv.

Til nye læsere.. hvad venter I på?

I forhold til tekstens sværhedsgrad kan bøgerne læses fra 5. klasse, mens det tematiske gør at mange læsere vil nyde godt af at vente til mindst 7. eller 8. klasse før de kaster sig over bøgerne, - for nogle måske endnu længere, baseret på individuelle skøn.

Det er dog en fornøjelse at læse med, og der vil være meget at hente, nærmest uanset læserens alder og foretrukne genre - netop fordi bøgerne har meget forskelligt at byde på.

*Anmelder-eksemplar* Fra sabelkatte til levende drager

 Forfatter: Mikala Rosenkilde - Forlag: 2 Feet Entertainment - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Til at starte med: Bogen er baseret på podcasten De mystiske dyr, som bl.a. ligger på eReolen (her kan man logge ind med samme oplysninger som hos det almindelige bibliotek; CPR- eller lånernummer og selvvalgt fire-cifret kode). Bogen kan dog sagtens læses uden at man behøver lytte til podcasten, - men det er et fint supplement at have.

Fra sabelkatte til levende drager fortæller hvordan en lang række dyr, der ellers normalt anses for uddøde, stadig observeres rundt omkring i verden, - og at man også kan finde beretninger om dyr, som videnskaben endnu ikke har haft succes med at beskrive eller i det hele taget komme tæt på.

Derfor handler bogen i høj grad om de forskellige øjenvidne-beretninger, hvorfor man især kan savne at der bliver dedikeret et afsnit enten først eller sidst i bogen til at udpensle for især de yngste potentielle læsere at det altså er dyr, som folk mener, de har set, men at der i skrivende stund ikke er fundet reelle beviser på dyrenes stadige færden. Det handler ikke om at det behøver fylde en hel masse i bogen, men i betragtning af hvor lette de yngre læsere ofte er at påvirke ville det være en sund påmindelse.

Når det så er sagt er det også en bog, der kommer bredt omkring og ind på mange forskellige spændende dyrearter. Uanset smag inden or dyreverdenen er det svært ikke at blive betaget og nysgerrig på at lære mere om nogle af de fund, der er gjort rundt omkring.

I kraft af at hvert af de omtalte dyr i bogen kun får relativt få siders spalteplads, må bogens primære målgruppe siges at være udskolingselever, men den kan med god vilje sagtens læses fra mellemtrinnet. Den indeholder dog både billeder og beskrivelser, der kan virke voldsomme for den sarte læser. En robust læser vil sagtens kunne læse det på egen hånd, men det kan være en god idé at have en voksen at snakke med om indholdet, i tilfælde af at det bliver for voldsomt.

Til trods for bogens unge målgruppe er der dog også meget at hente for den nysgerrige voksne, der har mod på at åbne sig for hvor meget vi endnu har at lære om den verden, vi lever i, - og hvor store områder der endnu er u-udforskede. Det er en vigtig påmindelse om, at mennesket ikke ved alt, og hvordan vi må forholde os til hvor meget vi ikke ved.

Overordnet er Fra sabelkatte til levende drager velskrevet og tilpas balanceret mellem de fakta, vi kender om de dyr, bogen bearbejder, og spørgsmål til om dyrene mon stadig lever derude et sted.

Noter om at overleve

Forfatter: Christian Engkilde - Forlag: Silhuet - Udgivet: 2022

Christian Enkilde kan noget særligt med de her dystopiske fortællinger, hvor klima- og naturforandringer drastisk har forandret den måde vi lever på. Fra samme forfatter er allerede udkommet den afsluttede trilogi om Pandora (Vulkanvinter, Sandstorm, og Jordskælv), som jeg selv har været svært begejstret for.

Noter om at overleve foregår i noget, der ligner vores samtid, og starter i Københavns-området. Helene på 16 bor egentlig hos sin mor, men er på vej hjem til sin far på weekend da det pludselig begynder at regne med meteorer. Snart er byen fuldstændigt ødelagt, og det gælder om hurtigt at finde ud af byen og starte en ny tilværelse - og så vidt muligt undgå at blive overfaldet, berøvet, eller dét der er værre, først..

Det er barske sager, karaktererne kommer ud for, og det er bestemt ikke for sarte sjæle at læse med. Vi støder især på to slags triggere undervejs, som læsere bør være opmærksomme på.

• Allerede i de indledende kapitler, hvor meteornedslag ødelægger København, er angst og panik nogle af de bærende følelser, og det er grafisk beskrevet.
• Efterfølgende er det mødet med ind til flere potentielle overfaldsmænd, der kan frembringe nogle af de samme følelser. 
• Samtidig spiller magtesløsheden en fremtrædende rolle, for uanset hvor meget Helene kæmper for at klare sig, er der hele tiden faktorer der ikke kan styres. Angsten bliver ved at sidde der, og det er svært at stole på nogen, uagtet deres gode intentioner.

Afhængigt af læserens egne erfaringer med lignende hændelser kræver det derfor en smule agtpågivenhed at kaste sig over en bog som denne, - og det må derfor være op til den enkelte om man har mod på at se den salgs i øjnene.

I en tid hvor de fleste tager velfærdssamfundets goder for givet kan handlingen i en bog som Noter om at overleve være en smule skræmmende. Allerede da corona gjorde sit indtog i landet sås tendenser til at flere hamstrede - trods det at der reelt ikke var mangel på dagligvarer - og man var gerne sig selv nærmest. Her, hvor der faktisk er udsigt til mangel på dagligvarer, er kampen om det tilbageværende naturligvis intensiveret, og mange viser sig fra deres allerværste side for at få det, de gerne vil have.

Kampen for basale nødvendigheder virker realistisk. Langt hen ad vejen virker også Helenes reaktion på de enorme omvæltninger også virkelige, omend der findes emner, som med lidt god vilje godt kunne have fyldt bare en lille smule, - for trods faderens mange overvejelser i sin notesbog har den sandsynligvis ikke kunnet rumme alt. Nok er Helene en gæv hovedperson, hvor man kan se noget af faderens kølige overblik begynde at spire, men hun er endnu uerfaren og, må man gå ud fra, til en hvis grad påvirket af normer i samfundet og blandt kammeraterne - hvorfor bekymringer om blandt andet personlig hygiejne må forventes at være en ting. Det er detaljer, det handler om, og kunne sagtens være løst i en sidebemærkning undervejs - eller eventuelt som et kapitel i faderens notesbog, hvor man trods alt kan håbe, han også har haft dén slags med i overvejelserne.

Noter om at overleve minder på visse områder en del om Pandora trilogien. Begge handler om efterspillet af en naturkatastrofe, og begge har en ung, kvindelig hovedperson, der kæmper for at finde sin rette hylde i en verden, der på mange måder er så ulig det, vi er vant til, - men på andre områder desværre også skræmmende ens, fordi der nok bare er visse dele af menneskets egen natur der er vanskelig at ændre på.

Fortællinger som både denne og Pandora kan især to ting. Til dels tør man næsten håbe på en fremtid hvor individet får mulighed for at dyrke lige præcis de ting, som vedkommende er allerbedst til, og at det at sætte folk i bås baseret på overfladiske karakteristiska forhåbentlig kan udfases. Og til dels cementerer de vigtigheden af at mennesker står sammen i stedet for at modarbejde hinanden. Mennesker er og bliver et flokdyr - af mangel på bedre udtryk. Vi er som art afhængig af at alle spæder til med egne spidskompetencer og nicheinteresser for at det hele i sidste ende skal gå op i en højere enhed.. Og uanset ekspertise bør der kunne findes en respekt for dem, der er anderledes en én selv.

Noter om at overleve er velskrevet og virkelig vanskelig at lægge fra sig - og må næsten være et must-read til både de, der savner Pandora, og generelt til dig, der er til dystopiske fortællinger. Den rummer den intensivitet og desperation, som gør genren til noget helt særligt, og trods brutaliteten er det med til at fastholde læseren. Der er nemlig store følelser på spil, som man nemt kan komme til at ville have mere af.

Jeg kunne dog godt ønske mig at Helenes fars notesbog blev udgivet som en slags spin-off. Ikke at den behøver fylde alverdens - det ville netop være naturligt at den var kort og præcis - men den kunne være et fint supplement.

*Anmeldereksemplar* Mira & Mikkel - Jordens sang

 Forfatter: Eva Ehler - Forlag: Himmelheltene - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Mira & Mikkel - Jordens sang er fantasy til børn fra 9-års alderen og op. 

Mira skal som vanligt tilbringe sommerferien hos sine bedsteforældre, - og finder ud af at deres nabo også har sit barnebarn, Mikkel, på sommerferie. Da de er ved at lære hinanden at kende bliver de ved et tilfælde transporteret til en anden verden, hvor der venter dem masser af eventyr.

De to hovedperson er vidt forskellige, og vil sandsynligvis tiltale to meget forskellige typer børn. Mira virker umiddelbart inspireret af Pippi Langstrømpe; hun er nysgerrig på naturen, på mennesker og dyr, fuld af gå-på-mod og virker ikke bange for noget. Modsat er Mikkel mere tilbageholdende, og ville helst have brugt sin sommerferie hjemme ved computeren, - men åbner dog gradvist op for Mira især.

Eventyret om Mira og Mikkel er spændende, også for børn fra 9 års alderen og op. Dog kan flere ord og udtryk virke svært tilgængelige for især de yngste læsere, og samtidig er der nogle af bogens emner, der også kan virke komplicerede. Derfor er det også én af de bøger, der fungerer særligt godt til at blive læst op (jo, det kan man også godt med større børn), så man kan tale om handlingen undervejs, - og så tage ét eller to kapitler ad gangen, afhængigt af overskud. Både for at få den grundlæggende forståelse af ordene på plads, men også for at snakke om emner og temaer undervejs.

Der er nemlig lagt op til en fin snak om den måde vi behandler jorden på, hvordan det påvirker naturen og dyrene omkring os, og hvad vi kan gøre anderledes, - og netop for at børnene ikke skal overlades til sig selv med så store spørgsmål kan det være ekstra smart at have en voksen med inde over til at styre, så det ikke kommer til at virke alt for håbløst.

Mira & Mikkel - Jordens sang er eventyrlig, spændende og giver potentielt anledning til masser af leg og interessante tankeeksperimenter. Det er en bog, der lægger op til at børnene selv kan gå på opdagelse og udforske, både hjemme hos dem selv og i deres lokalområde, og få øjnene op for de mange muligheder de fleste trods alt har - og ofte tættere på end hvad man lige regner med.

Der er nogle enkelte bandeord med i bogen, især fra Mikkels kant, hvilket trækker en smule ned for mit vedkommende. Det er ord og udtryk, børnene givetvis har hørt i forvejen i skolen, til fritidsaktiviteter eller med vennerne, - men det er samtidig udtryk, som fortællingen sagtens kunne have været foruden, da det ikke er noget der tilføjer en hel masse ekstra, hverken til karakterer eller handling.

Overordnet set synes jeg dog bogen er rigtig fin til målgruppen, - altså børn fra 9 år og opefter. Dog fungerer den allerbedst i samspil med en voksen, netop på grund af sproget og de lidt tungere sider af bogen. Samtidig fungerer det glimrende at der er lavet en malebog med nogle af de fine illustrationer til bogen, så de børn der måtte have lyst til det, kan farvelægge billederne mens de får læst højt. 

*Anmelder-eksemplar* Tananarive

 Forfattere: Sylvain Vallée og Mark Eacersall - Forlag: Umpff - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Tananarive er en graphic novel, eller på godt dansk - en tegneserie til voksne. Den handler om de to mænd, der er nydeligt illustreret på forsiden. Da den ene dør, begiver den anden sig ud i verden for at finde den søn, vennen har efterladt sig, - men opdager samtidig hemmeligheder om sin kammerat, og lærer også nye sider af sig selv at kende.

Nu det er en graphic novel, skal er naturligvis kommenteres på de fine illustrationer. De taler sit helt eget sprog, og selvom man godt kan se hvornår fantasi og virkelighed smelter sammen undervejs, hvis man ved hvad man skal kigge efter, taler det til fortællingens fordel at man netop skal lede efter det.

Fortællingen rummer nemlig rigtig meget dybde, hvor vi ikke nøjes med en mands jagt på sin kammerats søn, men også får indblik i hvor kompliceret sindet kan være, og hvor meget der foregår bag facaden - hos os selv og dem, vi føler vi er tæt på. Der er ikke meget der er som det først så ud til at være, og man må forundres og tænke.

Tananarive fungerer STRÅLENDE som graphic novel, og det er virkelig en styrke for lige denne fortælling at vi får det grafiske med, fordi det netop giver en række muligheder for noget dybde, som havde været vanskelig at få ordentligt med i en ren tekstbaseret fortælling. Samtidig er det netop i illustrationerne at meget af humoren ligger - i det u-udtalte, mellem linjerne, i de akavade øjeblikke, i ansigtsudtryk og detaljer, som illustrationerne gør så godt.

Tananarive er ikke for børn. Den er humoristisk og underfundig. Den er spændende og virkelig en pageturner. Den er let læst, men har potentiale for at sætte spor hos sin læser og til at sætte tanker i gang. Og så er den proppet med referencer til bl.a. Tintin og fremmedlegionen, så der er især masser at komme efter for de voksne læsere, - mens der givetvis vil være en del, der går hen over hovedet på de helt unge læsere. Ikke at den hverken er voldsom eller har seksuelt indhold, men dens dybde taler primært til de voksne læsere. Afhængigt af modenhed vil visse teenagere muligvis godt kunne få noget ud af at læse med, - men bogen sigter efter et noget mere modent publikum, som dog også får varen leveret.

Tananarive har mine varmeste anbefalinger - til den voksne læser. Underfundigheden og humoren er det hele værd, uanset om man er vant til tegneseriemediet eller ej. Det er bestemt læsningen værd!

*Anmelder-eksemplar* Dragedronningen (Dragernes Æra #3)

 Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Leitura - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Min anmeldelse af første bog i serien, Drageægget, kan læses her.
Min anmeldelse af anden bog i serien, Dragesværdet, kan læses her.

I Drageægget fulgte vi primært Julianas færd i en verden meget ulig hendes egen - vores verden. I Dragesværdet fulgte vi hendes datter, Sarina, i samme verden. Her i Dragedronningen er synsvinklen splittet, og vi får både kapitler fra begge kvinder, men vi får også et gensyn med kapitler fra Queridor, som er introduceret i de tidligere bøger. Balancen mellem synsvinklerne og frekvensen mellem hvor ofte og hvor meget de enkelte karakterer kommer til orde virker godt og gennemtænkt. Det er en fornøjelse at flere kapitler ender på en måde, så man gerne vil have mere af den karakter man netop har efterladt et spændende sted, - og at man samtidig gerne vil høre nyt fra den karakter, der så dominerer det næste kapitel. Kombinationen af begejstring og frustration er en helt særlig følelse, især når der indimellem kan gå mange kapitler, hvor vi kun hører fra enten Juliana eller Sarina i kombination med kapitler fra Queriodors synsvinkel. Det er en kunst at fange læseren, så man sidder tilbage med begge følelser og bare gerne vil have mere, - men dét kan C. G. Valentin heldigvis, og det er fabelagigt at få lov at blive revet med endnu en gang.

Der er naturligvis forskel på hvordan drager som væsen bliver fortolket afhængigt af i hvilket univers man møder dem. Det er forventeligt, og sådan skal det jo helst være. Her i Dragernes Æra er de intelligente væsner med egen vilje, men det lader dog ikke til at der er fundet et fodfæste i kommunikation mellem drager og universets andre væsner. Dragerne bliver generelt behandlet mere som ridedyr eller udstyr frem for reelt tænkende væsner. Selvom dragerne i serien her ikke gør det helt vilde i at udnytte deres størrelse og kræfter, ville det ikke være urimeligt at tænke at det kunne være en bekymring på sigt, hvis ikke de blev behandlet med den respekt de som race selv mente de fortjente. I kraft af at Salina lader til at have en spirende evne til at skulle kommunikere med dragerne, kunne man dog godt have ønsket sig en smule mere kommunikation med dragerne - og det at se verden fra dragernes synsvinkel, og det havde givet en ekstra kant til historien at få dragernes vinkel på begivenhederne omkring dem. Det er dog samtidig noget, der ville komme til at fylde en del hvis det skulle gennemføres ordentligt, så det er fuldt forståeligt det ikke er kommet med, - og så må man jo nøjes med ønsketænkning på dét område i stedet.

"Sarina kunne ikke lade være med at smile, og i stedet for at svare faldt hun ind i armene på sin mor endnu en gang. Det var, som om det gav et usynligt klik indeni. Alting faldt på plads. Det var den manglende brik, der havde givet hende fornemmelsen af rodløshed så længe." - s. 243 (kap. 22)

- For én gangs skyld bringer jeg min egen baggrund som adopteret i spil i en anmeldelse. Måden Sarina og Julianas første møde beskrives er konkret og præcis. Selvom afsnittet måske nok godt kunne have fyldt endnu mere, koger den netop de virkelige følelser ned til noget der er til at tage og føle på, og kunne være taget ud af en virkelig situation. Det er (eller kan i hvert fald sagtens være) sådan det føles at finde én eller begge sine forældre efter mange års manglende kontakt. Selvom nogle måske vil påstå at tv-programmer, der genforener adopterede med deres biologiske familier, kan male for tykt på for seernes skyld (og jeg skal ikke benægte det kan være tilfældet i nogle eksempler), så vil det for mange også netop være en afspejling af den levede virkelighed. Det er følelsesladet. Det er vildt. Det er at genfinde de puslespilsbrikker, man ikke nødvendigvis viste man manglede. Og det er så vigtigt at der bliver sat ord på det. Uanset hvor god ens adoptivfamilie er for en, vil den adopterede altid risikere at stå med en følelse af at være udenfor og mangle noget - også selvom de ikke nødvendigvis selv fortæller det. 

Det ses også i Sarinas relation til hendes far, Daerín. Sarina ønsker sig brændende en positiv relation til ham, og trods det at det aldrig lykkes at gennemføre det på den måde, Sarina havde ønsket, gør det alligevel ondt. Det kan virke mærkeligt at sørge over tabet af noget, man aldrig har haft. Men ønsket kan for individer som Sarina fylde så meget, bevidst eller ubevidst, at det griber om sig, især hvis det ikke bliver bearbejdet. Underbevidstheden kan være en b*tch, der spiller spil med vores psyke, og dét skal ikke undervurderes.

"Alligevel var der stadig et stykke af hende, som drømte om en familie. En del af hende, der nu var knust og for evigt falmet." - s. 294 (kap. 34)

De to verdener vi bliver introduceret for, er linket sammen, og ikke blot af en portal. Uroligheder i den ene verden betyder uroligheder i den anden. Selvom der er forskel på hvordan disse uroligheder kommer til udtryk, er der dog ikke den store tvivl om at de har med hinanden at gøre. Det forklarer en hel masse, og kan afhængigt af standpunkt enten virke beroligende eller urovækkende at hvad end der sker, så kan skylden ikke nødvendigvis være placeret et bestemt sted, da det er et resultat af noget større.

Her i årene efter corona kom til har der været en del litteratur, der legede med tanken om, hvad der kunne være sket. Selvom den del af Dragernes Æra, der foregår i vores verden, også udspiller sig fra 2020 og frem, er det dog ikke corona, men naturen, der spiller med musklerne. Og selvom dét også er skræmmende, og budskabet om at passe på miljøet er helt på sin plads, er det alligevel rart at serien beskæftiger sig med andet end corona, - trods det at det nok kunne have været en let udvej.

Klimalitteratur som genre er også på vej frem, og der er mange måder at fortolke det på. Udførelsen her, hvor klimaforandringerne har en konkret, om end overnaturlig årsag takket være genren, er gennemført, og det er en fornøjelse at se de mange måder klimaproblematikken kan vendes og drejes på. Tolkningen er ny og kreativ, men den hører bestemt med blandt de bedste af sin slags.

I Dragernes Æra 2: Dragesværdet var en vekslen mellem reguler brødtekst og breve fra Salina en gennemgående ting, og også her i Dragedronningen bliver vi præsenteret for andre tekstformer. Denne gang er det uddrag fra Julianas dagbog, - eller, i hvert fald notater om Julianas dagligdag nedfældet på de stykker papir, Juliana nu har kunnet komme til. Det fungerer glimrende, da noget af det man godt kan mangle ved fortællinger der er skrevet i tredjeperson, netop er hovedpersonernes indre følelsesliv. Her får Juliana lov til selv at fortælle om sine oplevelser, og selvom reglen ved dagbogsoptegnelser er at skriveren selv vælger hvad der nedfældes, giver det alligevel et fint indtryk af hvordan Juliana håndterer situationen.

For sprognørder er det også interessant at se, at Juliana og Salina har nogle af de samme "misbrugsord", - altså ord eller udtryk, som går igen mange gange i et stykke tekst. Det kommer især til udtryk, når de starter en del sætninger med "men" eller "Nå, men". Det er tilnærmelsesvist talesprogs-agtigt at starte sætninger på den måde og ikke nær så brugt i skriftsprog. I kraft af at det går igen i både de tekster, Salina skriver i Dragesværdet og dem, Juliana skriver her i Dragedronningen, må man gå ud fra at der er tale om en fælles mor-datter-ting, også selvom mængden af dem gradvist mindskes, især for Juliana efterhånden som årene går og hun bliver ældre. 

Her kan måske tolke at det i mindre gad handler om hendes udvikling som skribent og i højere grad om hendes udvikling som menneske. I fortællinger, hvor man følger nogle af de samme karakterer over en længere årrække, er det kun et kvalitetstegn at det ikke kun er deres personlighed og væremåde der gradvist ændrer sig i takt med at de bliver ældre, men at det også gælder deres måde at formulere sig på i tanker, tale og på skrift. 

Samlet set er jeg virkelig imponeret af Dragernes Æra som serie. Selvom jeg vel nok kunne have ønsket mig lidt her og der, er serien gennemført og gennemtænkt. Det er dog især her i Dragedronningen at serien får lov at vise sig fra sin bedste side. Selvom de to første bind også var rigtig gode, gør kombinationen af Julianas og Sarinas historie noget helt særligt for bogen. Der sker ting og sager, når tingene får lov at gå op i en højere enhed. Selvom det altid er lidt vemodigt at sige farvel til en serie, får Dragernes Æra lov til at afslutte med et brag - og jeg kan garantere, at det er magisk! De forskellige plottråde bliver samlet op på bedste vis og rundet fornemt af. Og selvom der nok altid er ting man godt kunne ønske sig mere af i de bøger, man holder af, sidder jeg på ingen måde tilbage med en følelse af at der mangler noget.

*Anmelder-eksemplar* Ur

 Forfatter: Rasmus Hastrup - Forlag: Screaming Books - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Ur er en historie. Det er en type bog, der er nærmest umulig at sætte i bås. Det ligner en novelle-samling med flere kortere stykker tekst med hver sin hovedperson, i forskellige stilarter, og med meget forskellige måder at gå til sproget på. Men der er også en rød tråd, der binder karaktererne sammen og giver dem noget fælles, selvom det kan være svært at finde ud af nøjagtigt hvad det er.

Ur er ikke lineær, og man skal lede efter systemet i bogen. Det kan virke uoverskueligt og mærkeligt, - og det er i hvert fald anderledes end det meste andet litteratur.

Ur bryder på mange måder med normerne for hvad litteratur er for noget, og man skal som læser derfor ikke være bange for at kaste sig ud i noget nyt, - for det her er sandynligvis meget langt fra noget andet, man tidligere har læst.

Ur fortæller en historie om mennesker, om relationer og om samfundsstruktur. Den stiller spørgsmål og undres, og beder indirekte læseren forholde sig. Ikke bare til nutiden, men også til både fortid og fremtid. Hvad er det, vi kommer af, og hvordan skal det se ud på sigt?

Ur er grænsesøgende, både i sin udtryksform, der varierer en del over kapitlerne, men også overordnet set. Også på indholdssiden skubbes der til læserens forforståelse af hvordan verden hænger sammen, og der er afsnit, der kan virke decideret provokerende.

Ur er muligvis den bog, jeg har haft sværest ved at anmelde, - for den ligner simpelthen ikke noget som helst andet. Men det er også en bog, der skaber stof til eftertanke, og som efterlader brødkrummer at fundere over længe efter, - netop fordi den er så anderledes.

Ur er en helt særlig bog, og selvom den bestemt ikke er for alle og enhver, er den god til de læsere, der tør prøve kræfter med det absurde, med det anderledes, og det som skubber til normerne og forsøger at gøre noget andet end det, vi plejer. Den er tydeligvis helt sin egen, - men den gør det godt!