Viser opslag med etiketten forlaget facet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten forlaget facet. Vis alle opslag

02 oktober 2026

*Anmeldereksemplar* De Dødes Tid

 Forfatter: Thomas Helle - Forlag: Facet - Udgivet: 2026

Obs: Dette er en bearbejdet genudgivelse af en bog af samme titel fra 2018.

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Zombie-genren har varieret en smule i popularitet gennem årene, - men den har nu altså sin charme, når det bliver så gennemført, som i "De dødes tid" her.

Som det nu er med den slags, skyldes forvandlingen til zombier en virus, - som i begyndelsen ligner enhver anden sygdom, og da den først for alvor begynder at give problemer, har den selvfølgelig spredt sig i en grad, hvor det er svært at gøre ret meget ved det. Og naturligvis er der individer, der har ondt i sinde, og prøver at spille det hele ud til egen vinding. 

De dødes tid er sådan en fortælling, der sniger sig ind på én. Der er flere fortællespor, og derfor også lidt at holde styr på, særligt i starten; men efterhånden som man vænner sig til skiftene undervejs og begynder at lære karaktererne bedre at kende, er det nemt at tø op over for universet.

Samtidig er beskrivelserne af både virusens udvikling i samfundet og måden det håndteres på, interessant og uhyre rammende, her post-corona. Jovist, oplevelsen af fortællingen er nok en anden end den ville have været før hele covid-19-cirkuset, men det er også med til at sætte kulør på det hele og sætte tingene lidt i perspektiv; det kommer pludselig lidt tættere på, når vi som samfund allerede har været igennem noget, der måske... hvis nu, tingene var gået bare en smule anderledes.

De dødes tid er velfortalt og enormt dragende. Det er én af de fortællinger, der bliver ved at give, og den har rigeligt at byde på.

Til læseren, 15+, der har mod på at blive skræmt en smule, - men særligt til den voksne læser, der både vil zombierne OG en fortælling om noget, der er meget større end dét.

27 september 2026

*Anmeldereksemplar* Et skridt mod skæbnen (Fornyerens øje, #2)

Forfatter: Sidsel Sander Mittet - Forlag: Facet - Udgivet: 2026

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Et skridt mod skæbnen er andet bind i serien om Fornyerens øje. Jeg har tidligere anmeldt første bind i serien, - Enden på begyndelsen. Min anmeldelse af dén bog kan læses her.

Ved Fornyerens arrede røv, en fortsættelse vi får her!

Som i Enden på begyndelsen bliver vi kastet ind i et univers, hvor ind i mellem kan føles lidt som om man følger med på sidelinjen som tilskuer til en DnD-gruppe  der har fået lidt for frie tøjler.

Det er kaotisk, vildt, og stikker lidt i flere retninger nogle gange, - men DET VIRKER!

Blandt andet takket være de skiftende synsvinkler i hvert kapitel, hvor vi får lov at snuse til nogle meget forskellige tilgange til livet, tilværelsen, opgaverne og alt derimellem på.

Forbered dig på masser af sjofelheder, farverige bemærkninger og flere "voksne" handlingsforløb undervejs.

Nok er det kompliceret, - men det er også underholdende, og levner plads til en række store spørgsmål undervejs, som man nemt kan filosofere længe over efter endt læsning.

Sidsel Sander Mittets bøger hører til i de fantastiske genrer, - og henvender sig til et voksent publikum. Det betyder masser af action (på mere end én front), og behandling af nogle af de store spørgsmål i tilværelsen.

Og så er det super-gennemført fra start til slut; der er lagt masser af energi i både karakterer, worldbuilding, plot, og så selvfølgelig de grafiske detaljer undervejs i bøgerne. Det kan man da kun elske!

Og han skreg. Og Rushaad skreg. Og monstrene skreg. Dødsmøllet brummede.


19 april 2026

*Anmeldereksemplar* Cluster Z - Vinterland

 Forfatter: Jannie Uhre Kongsgaard - Forlag:  Facet - Udgivet: 2026

Reklame: Bogen er modtaget som et uopfordret anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Cluster Z - Vinterland blander det dystopiske med det let fantastiske; magisk realisme, om man vild, og leger med et muligt udfald af hvordan corona pandemien OGSÅ kunne have haft formet vores verdensbillede. 

Det er en roman om alt det, der gør os til mennesker, - på godt og ondt. Hvordan sammenhold og kærlighed kan være altafgørende, men også hvordan trængsel og krisetider kan få det værste frem i os.

Cluster Z - Vinterland er rå, mørk og barsk på mange områder, men rummer også håb og et lys for enden af tunnellen.

Det er en relativt kort fortælling (under 300 sider), men vi kommer alligevel fint rundt om både world building, plot, karakterer og temaer.

Fortællingen er strategisk godt bygget op med mange fine fortællekneb. Den er medrivende og overordnet virkelig velskrevet, - og er en spændende ny spiller på den danske dystopiske scene.


15 januar 2026

*Anmeldereksemplar* Flugten fra Timanoon (Sila-sagaerne, #1)

 Forfatter: Line Juhl Kronow - Forlag: Facet - Udgivet: 2026

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Flugten fra Timanoon er første bind i serien om Sila-sagaerne, og blander science fiction med romantasy.

Forestil dig et univers lidt lig Star Wars, blot uden lyssværdene; næsten uendeligt mange planeter, folkefærd, livsformer, og kulturer. Steder, hvor levestandarden varierer, blandt andet takket være varierende natur og vejrforhold på den enkelte planet. Et univers, hvor der er mulighed for at dykke ned i flere forskellige måder at anskue tingene på.. Dét kan Flugten fra Timanoon. 

Det er selvfølgelig ikke uden omkostninger, at hovedpersonen Tamira de andre karakterer bryder med det, de kender, i jagten på et bedre liv. Det er barske forhold de kommer fra, - men brutaliteten findes også andre steder i universet.

Det er råt, følelsesladet og vildt. Det er et univers til de, der både vil et stærkt univers med masser at byde på - og stærke karakterer, som man virkelig får lov til at komme ind under huden på.

Flugten fra Timanoon er endnu blot første bind i serien, og er derfor præget af en god portion world-building og karakterudvikling, men den kan bære det; universet er stort, og det kræver noget at få det til at fungere. 

Fortællignen er velfortalt, og både sprog og tempo sidder helt rigtigt. Jeg glæder mig til at læse videre i næste bind!



25 februar 2025

*Anmelder-eksemplar* Enden på begyndelsen (Fornyerens øje, #1)

 Forfatter: Sidsel Sander Mittet - Forlag: Facet - Udgivet: 2025

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Enden på begyndelsen er første bind i serien om Fornyerens øje af Sidsel Sander Mittet, og jeg har GLÆDET mig til at høre mere til netop dette forfatterskab. Som én, der har læst de tidligere serier fra forfatteren (Morika, Krøniken om Morika, Bjergtaget og Flammen & Bølgen) ved jeg, at Sidsel Sander Mittets niveau generelt ligger højt, og jeg kan forvente meget af hendes bøger, både i forhold til karakter- og plotudvikling og worldbuilding.

I bogen her følger vi en meget umage gruppe på fire vidt forskellige karakterer, der bliver tvunget til at samarbejde om et stykke arbejde, der skal udføres. De kommer med hver deres erfaringer, og har meget forskellige motiver for deres måde at handle og interagere med verden på, så det er naturligvis på ingen måde lige til at få deres samarbejde til at fungere.

Hvert kapitel er fortalt fra én af de fire i gruppen, og det er en kæmpe fornøjelse at man så tydeligt kan mærke på sproget, hvem af dem vi er havnet hos. Kapitlerne er ellers markeret med navnet på de enkelte karakterer, men efter en smule læsning er det knapt nødvendigt at læse dén del - for man kan lynhurtigt spore sig ind på dem ud fra hvordan kapitlet er formuleret.

Enden på begyndelsen kan, takket være de skiftende fortællere, være lidt forvirrende i starten, men det løser sig heldigvis hurtigt, efterhånden som vi lærer karaktererne bedre at kende og de for alvor får lov til at udfolde sig. Så bliver det til gengældt også både actionpræget og virkelig underholdende at følge med i deres udskejelser.

Det er en fortælling om meget forskellige skæbner, der filtres sammen, ind i mellem mod karakterernes vilje. De har hver deres forbehold over for de andre involverede og kan have svært ved at se ud over egen næsetip en gang i mellem, men de vokser med opgaven, og vi begynder allerede at kunne se en snert af de personer de kan komme til at blive.

Samtidig er det en fortælling om kultur, om religion og normer, og forsøg på brud med disse. Den slags går ikke altid lige heldigt for sig, men man har jo lov at give det et skud, - for hvis man ikke gør, sker der i hvert fald slet ingen ting.

Enden på begyndelsen er fantasy med en målgruppe på 15+. Til dels grundet flere eksplicitte scener, til dels grundet det til tider ret kreative sprogbrug blandt visse karakterer, - og så fordi flere dialoger rummer noget underforstået, som kræver lidt af sin læser for at kunne følge hvad der foregår.

Til dig, der ikke har noget i mod at der er meget at holde styr på undervejs. Her er nemlig masser af fart over feltet og action, så man kommer på ingen måde til at kede sig, - hverken som garvet fantasy-læser eller som ny i genren, hvor man også fint kan følge med.

*Anmeldereksemplar* Dragekrigene (Magiens alfabeter, #3)

  Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes - Forlag: Alvilda - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdni...