18 september 2025

*Anmeldereksemplar* Blodmånehuset (Thalliyalora, #3)

 Forfatter: Maria Gessner Roland - Forlag: Dreamlitt - Udgivet: 2025

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Blodmånehuset er tredje bind af de planlagte fire i serien om Thalliyalora, - og det begynder efterhånden at spidse til.

Det er intenst og dramatisk, og der er meget på spil for både Thalliyalora og de andre karakterer. Men det giver os også en chance for at komme endnu mere ind under huden på især Thalliyalora, som i langt højere grad end tidligere får lov til at udfolde sig og vise forskellige sider af sin personlighed. Hun har virkelig haft vokseværk og har udviklet sig en hel masse allerede, og det er en fornøjelse at følge med i.

Samtidig får vi som læsere lov at opleve endnu flere aspekter af universet, som er så meget ulig mange andre universer, også i fantasy-genren. Thalliyaloras univers er i høj grad unikt og noget helt særligt, og det giver bare en ekstra charme at støde på en ny måde at tolke forskellige evner på og at møde væsner, som vi ikke oplever i andre universer.

I Blodmånehuset er der især nogle helt bestemte relationer der slår gnister, takket være nogle personligheder der fylder en masse. Der er lagt op til en konfrontation af dimensioner, og det er spændende at følge de forskellige parter lave deres træk, før det for alvor går løs i næste og sidste bind i serien.

De her midter-bind i en serie er altid interessante at gå ind til, fordi de både skal kunne holde tempoet, udbygge worldbuilding, udvikle karakterer og agere bro fra første bind i serien til det afsluttende, - og jeg synes virkelig at det er lykkedes rigtig godt i den her serie. Man bliver nemt holdt fast, og det er svært sådan rigtigt at lægge bøgerne fra sig uden at de rumsterer i baghovedet. Og så glæder jeg mig bare helt vildt til afslutningen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

*Anmeldereksemplar* Blodmånehuset (Thalliyalora, #3)

  Forfatter: Maria Gessner Roland - Forlag: Dreamlitt - Udgivet: 2025 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for hold...