06 oktober 2020

*Anmelder-eksemplar* Bastians Løfte - Den Trofaste Bror, #4

 Forfatter: Jacob Kokkedal - Forlag: Ulven og Uglen - Udgivet: 2020

Sidetal: 438 - ISBN: 9788793349674

Bastians Løfte er sidste bog i serien om Den Trofaste Bror.

Bogen er modtaget som anmelder-eksemplar fra forlaget.

Til den online udgivelsesfest for bogen her nævnte Jacob Kokkedal, at han havde et ønske om at læseren efter endt læsning gerne skulle sidde tilbage med lysten til at starte serien forfra.

Det må man sige er lykkedes - i hvert fald for mit vedkommende.. For jeg er virkelig nysgerrig på læseoplevelsen, når man nu ved så meget om Bastian / Maltus / Balt.

Det bliver godt nok ikke lige med det første, jeg får genlæst serien - dertil er min TBR-liste vist for lang - men jeg er overbevist om at man næsten skal læse serien mere end den ene gang for at få alle detaljerne med, og forstå det fulde omfang af vores hovedpersons karakter, personlighed og handlingsmønstre, - netop fordi han er så kompleks som han er.

Netop hovedpersonens kompleksitet er noget af det, der gør fortællingen her til noget helt særligt. Han har så utroligt meget at byde på, og har, fordi han har været så meget igennem og gjort en række knapt så heldige ting, svært ved at se nogle af sine mere positive aspekter, hvilket sandsynligvis kan tale til mange mennesker, og den her usikkerhed på hvorvidt man slår til og om man er "nok".

Bastians løfte er slutningen på en serie, der for mig står som noget helt særligt i dansk fantasy sammenhæng; der er langt i mellem store, lignende værker på dansk grund, og den er helt i liga med Tolkiens Middle Earth og Martins A Song of Ice and Fire. Nok er vores hovedperson en kompleks karakter, men universet er det også, og i stedet for at nøjes med et lille udsnit af den verden, vi bliver præsenteret for, får vi gennem serien mulighed for at opleve flere kulturer og mennesker fra forskellige samfundslag. Det er gennemarbejdet og velgennemtænkt, og tilpas detaljeret til, at det er overbevisende og virker. De forskellige kulturer står klart og har deres egne træk, ligesom guderne har fået deres egen plads i denne verden.

For at vende til bage til vores hovedperson, gennemgår han sin egen udvikling gennem bøgerne. Den mand vi mødte i den første bog er en forandret mand nu til sidst. Han har måttet stå ansigt til ansigt med både tingenes tilstand rundt omkring i den verden, han lever i, men også med sine egne dæmoner, som han er blevet tvunget til at forholde sig til og gøre noget ved. Det gør noget ved et menneske, at man må se sin egen menneskelighed i øjnene. For nogle skal det graves frem, og det kan være sundt, at der er nogen der tør se én for det, der er inde bag facaden, og som ikke viger tilbage for de sider af ens personlighed, som ellers kun sjældent ser dagens lys. Her bliver Bastian / Maltus / Balt over tid tvunget til at se sig selv og sin identitet i øjnene og forholde sig til sig selv som et samlet individ i stedet for tre forskellige personligheder. Trods det, at de forskellige dele af ham repræsenterer hver deres, gavner det ham ikke på sigt at være splittet op på den måde, - han må finde ud af at håndtere den samlede person.

Men det er ikke kun Bastian / Maltus / Balt, der gennemgår en udvikling i løbet af fortællingen. Det gør også stort set alle de, han kommer i nærheden af. Han er en type, der kan få én til at reflektere over både ens egen person og over tilværelsen i det hele taget, - og det påvirker naturligvis i særlig grad de mennesker, han komme rhelt tæt på og som han får en relation til. Det kan ikke undgå at påvirke én at være i i hans selskab.

Det er lidt af en rejse, vi har været igennem her i løbet af de fire bøger. Man må forholde sig til et nyt univers, og en splittet karakter med udfordringer af en art som man ellers kun sjældent støder på, selv i fantasy-universer. Og vi oplever en mere fuldent og gennembearbejdet verden en mange andre fantasy-universer, i kraft af at vi ser så mange forskellige kulturer og karakterer. Det gør samlet set serien om Den Trofaste Bror til noget helt særligt. At det så oven i er fantasy for et voksent publikum, og så endda på dansk, gør at serien skiller sig endnu mere ud. Der findes så meget til børn og unge, - men kvalitets-fantasy-fortællinger til voksne er der langt i mellem. Derfor har Den Trofaste Bror en helt særlig plads i min reol, - og jeg kommer til at anbefale den vidt og bredt til alle, der har den mindste interesse i at ville læse fantasy.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

The wrong bachelor

  Forfatter: Alexandra Moody The Wrong Bachelor  er rom-com i et high school miljø. Skolen arrangerer et reality-dating forløb over nogle ug...