30 september 2023

*Anmeldereksemplar* Jægernes Løfte

 Forfatter: Mads Lund - Forlag: Leitura - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jægernes Løfte handler om Alanna, der er vokset op alene med sin far. Faderen vil gifte hende væk, og i protest går Alanna kirkens vej, hvor hun får mulighed for at lære mere om de væsner, der tog hendes mor, og forhåbentlig være med til at bekæmpe dem.

Bogen er delt i tre dele, og især den første, starten på Alannas eventyr og forklaringen på hendes valg af levevej, skilder sig ud fra de to efterfølgende afsnit, hvor vi følger hendes rejse ud i verden og mødet med de uhyggelige væsner.

Wurdulac Mora, som væsnerne bliver kaldt, har flere karaktertræk der minder om både vampyrer og varulve, men væsnerne er alligevel helt deres egne, og indgyder derfor naturligvis også frygt blandt mennesker på en anden måde end hvad vi ofte oplever i andet fantasy. Det er mørkt, makabert, men også virkelig gennemført i de forskellige måder, civiles reaktioner på mødet med væsnerne portrætteres på.

Jægernes Løfte er generelt fortalt i et rigtig fint tempo og med et spændende og varieret sprog, så fortællingen er vanskelig at lægge fra sig. Undervejs kan man dog nemt komme til at sidde med flere undringsspørgsmål om måden, jagten på disse Moraer fungerer på, - hvorfor lige sætte en søger og en jæger sammen, og hvorfor er det altid jægeren der bestemmer? Slutningen er heldigvis rimelig åben, så man kan jo krydse fingre for at der kommer en efterfølger på et tidspunkt, der samler op på dét.

Personligt er jeg fan af at de andre slet ikke studser over, at karakteren Ethan er åbenlyst tiltrukket af eget køn, og at han samtidig får lov til at stamme. At hans skæbne så ikke er den bedste er en dog en detalje, der lidt for ofte er set før. Samtidig kunne man sagtens ønske sig at Jael blev sat mere på plads for sine tilnærmelser over for Alanna; jovist bliver der sagt nej, men det skærer lidt at han får lov til at blive ved gentagne gange uden det fører større konsekvenser med sig.

Fortællingen er gennerelt vellykket og velfortalt, men er som nævnt ikke perfekt. Der levnes altså plads til, at der forhåbentlig kommer en pæn afrunding på et senere tidspunkt i en forhåbentlig efterfølger.

27 september 2023

*Anmeldereksemplar* Værgeløs

 Forfatter: Mette Jensen Hayles - Forlag: Screaming Books - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Værgeløs handler om Asger, der er skilt fra moderen til hans to børn. De voksne er uenige om stort set alt, der angår børnene, hvilket naturligvis går ud over børnenes trivsel. Og i kraft af at systemet favoriserer børnenes mors udsagn, går det også ud over Asgers mentale helbred.

Værgeløs er én af den slags fortællinger, der gør ondt i hjertet. For børnenes skyld især, for børn fortjener så meget bedre end denne type opvækst. Og hvad næsten værre er, at bogen desværre er et billede på et hjørne af den virkelige verden; alt for ofte har de voksne svært ved at se ud over egne stridigheder og glemmer dermed børnenes behov i processen.

Det er fortællingen om ikke blot forældrene, men et system, der måske nok forsøger at tænke på børnenes tarv, - men ikke altid rammer rigtigt, især når børnenes egne holdninger bliver underkendt, selv når børnene når en alder hvor de kan give verbalt udtryk for det.

Det er en barsk fortælling, der er vanskelig at læse. Det gør ondt at se hvordan Asgers mentale helbred gradvist forværres i løbet af bogen, men det er hvordan børnene bruges om værktøj mellem to forældre til at gøre skade på modparten, der er værst.

Det er svært ikke at blive vred på systemet undervejs, og det er endnu sværere at begribe hvorfor der ikke gøres mere for at sikre hvad der reelt er bedst for børnene i en given situation. Selvom det er let at bebrejde forældrene i al rodet, kunne man også med fordel ønske sig at fagpersoner omkring børnene - lærere, pædagoger og lignende - havde større råderum og flere værktøjer til at støtte børnene.

Værgeløs er på en gang hjerteskærende og frusterende læsning. Det gør ondt, det er svært, og det kan nemt give anledning til at kigge på, hvordan man kan gøre en forskel. Forhåbentlig kan det også give voksne anledning til at se indad og reflektere over egen opførsel når man omgås børn.

Det er ikke en perfekt fortælling. Man kunne godt ønske sig kapitler fra både moderens og børnenes synsvinkel for at gøre historien bredere og se fortællingen fra flere vinkler. Det ville også have været et fint touch med en side i starten med trigger warnings, og én til sidst med resourcer man kan opsøge hvis man oplever tilsvarende situationer i det virkelige liv (herunder blandt andet kontaktinfo til børnetelefonen og lignende).

15 september 2023

*Anmeldereksemplar* De sidste mennesker

 Forfatter: Silja Bødker - Forlag: Facet - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

I De sidste mennesker følger vi Thomas på 15 år, der hører til i 2018. En skæbnesvanger aften bliver han fragtet til fremtiden af et glensplejset menneske, der påstår at Thomas skal frelse menneskeheden. Det skal lade sig gøre ved at sende Thomas retur til før kristi fødsel, hvor han skal finde Pagtens Ark, - og det går naturligvis ikke så let som man kunne have håbet.

Bogen er skrevet til udskolingen, og det mærkes tydeligt. Der er fart over feltet og masser af action, og fordi der hele tiden sker noget nyt keder man sig aldrig. Samtidig er bogen af en længde hvor den er til at overskue og rimeligt letlæst, og i kraft af at det er en enkeltestående titel og ikke en del af en serie er der også overskud til at færdiggøre den i ét stræk.

Sproget er præget af en relativt stor mængde bandeord og engelske udtryk som for andre aldersgrupper måske kan virke en smule malplacerede, men til gengæld vil more de unge mennesker den er tilegnet, idet det læner sig op af det sprog de er vant til at bruge mellem hinanden. Det kan for de unge være nemt at relatere til karakterer, der et stykke hen ad vejen smider om sig med forkortelser og engelskre fraser, mens det for andre til gengæld vil virke en smule fjernt og anderledes; det handler om smag og behag.

Med rødder i lærerverdenen kan det undre mig personligt at Thomas ikke ved hvad ordet "hellig" betyder; når nu kristendom er på skoleskemaet allerede fra første klasse er det ét af de udtryk der burde sidde på rygraden når man kommer i de store klasser, og det er noget af det man forventer at børnene bare kan.

Samtidig kan jeg savne reflekteren over de paradokser der hører sig til tidsrejser, og selvom systemet i dette univers fungerer en smule anderledes end typisk for tidsrejsehistorier, kunne der med fordel være flettet en smule tanker ind om forskellige dilemmaer; hvilke muligheder og begrænsninger er der, når man hopper i tid, og hvad kan der gå galt?

Da der dog kan være stor forskel på læseoplevelsen hos den unge og den voksne læser, er min vurdering stadig at bogen har mulighed for at gå rent ind hos den primære målgruppe, og at den bestemt har sine læsere rundt omkring. Den er et interessant og anderledes take på både menneskehedens historie og dens videre færd i løbet af kommende århundreder, og den giver god plads til at filosofere videre efter endt læsning.

*Anmeldereksemplar* Legenden om Agrat, #3: Krigeren fra Rogatan

 Forfatter: Anne Mette Asp - Forlag: Facet - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Krigeren fra Rogatan er tredje bind i Legenden om Agrat. Min anmeldelse af første bind, Jernstaven, kan læses her. Min anmeldelse af andet bind, Hævnens Broderskab, kan læses her.

Agrat har mødt meget modstand, allerede i Jernstaven og Hævnens Broderskab. Men hans lidelser er langt fra slut endnu, og der er mange prøvelser i vente her i Krigeren fra Rogatan, hvor han virkelig bliver sat på prøve.

Det er som om at så snart Agrat tager fra sin kone, så forlader heldet ham, og han bliver involveret i ting, han helst havde undgået. Efter et stykke tid er det ikke længere noget, der sådan for alvor kommer bag på læseren, fordi frekvensen af konflikterne og skæbnesvangre møder er relativt høj. Man kan da også med tiden begynde at tvivle på hvor Agrats vilje til at kæmpe videre kommer fra; er det ganske enkelt ukuelig optimisme, eller ser han bare ikke selv hvor uheldig han altid er når han drager ud?

Undervejs i romanen bliver mange af seriens åbne spørgsmål besvaret og lukket af, og vi lærer mere om både Agrats baggrund og hvorfor det hele skulle gå som det gjorde. De sidste kapitler indeholder da også informationer, der vil gøre en anden gennemlæsning af trilogien ekstra interessant, da det netop giver en dybere forståelse af Agrats karakter og de udfordringer han står over for, ikke bare i serien, men også i årene op til hans eventyr.

Efter endt læsning er der, forventeligt, stadig ting man som læser kan fundere over, og der er plads til at drømme videre i universet og dets muligheder. Magisystemet er ikke fuldt udforsket eller forklaret, og især her er der rigeligt med muligheder for reflektion over potentielle anvendelsesmuligheder, og det er måske også her man nemt kan savne lidt mere system og retning. For hvilke begrænsninger har magien egentlig? Og hvor mange muligheder er der for dem, der kan bruge den?

Overordnet er Krigeren fra Rogatan en udmærket afrunding på trilogien. Agrat har som karakter fået lov at udvikle sig fint gennem serien, og det fungerede fint at få taget ordentligt afsked med nogle af de mange, han har mødt undervejs på sin rejse.

Anbefales fra 13-14 år.

14 september 2023

*Anmeldereksemplar* Academia 3: Forvandlingen

 Forfatter: Line Wenzel - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg har tidligere anmeldet de første to bind i serien. Min anmeldelse af bog 1, Den anden komponent, kan læses her. Min anmeldelse af bog 2, Livseliksiren, kan læses her.

Anmeldelsen kan indeholde spoilers for de to foregående bøger.

Med Forvandlingen afsluttes serien Academia. Man skal ikke forvente et stort, vildt klimaks på serien, men til gengæld en virkelig fin afrunding af diverse plottråde fra de to foregående bind, hvor karaktererne tvinges til at tage stilling til hvad der i virkeligheden betyder noget for dem, og hvad de vil på sigt.

Allerede i bog 2, Livseliksiren, sagde Aden om Nya at "Du ser funktion, ikke æstetik" (s. 206), - og blot få sider senere (s. 217) funderer Nya over, om der virkelig er noget, der kunne være vigtigere end sandheden. Nya er vokset op i universitetsverdenen og har en meget sort-hvid verdensopfattelse det meste af serien. Det er en fornøjelse at se hvordan hun gradvist får lov at løsrive sig fra de forventninger især forældrene har til hende, og at hun får lov at blomstre og finde sin egen måde at gøre tingene på. Det er især hendes udvikling, der fremstår afbalanceret og er en fornøjelse at følge.

Også Aden udvikler sig gennem bøgerne, omend ikke helt i så høj grad som Nya gør det. Det er mere subtilt og på et andet plan, hvor han gradvist bliver mere bevidst om egne biases og fordomme over for de, der ikke lige ligner ham, - og selvom det udadtil ikke er så prangende, er det en mindst lige så imponerende udvikling.

Academia serien er fantasy, men meget low key. De magiske elementer fylder naturligvis, men i mindre grad end hvad mange er vant til fra andet fantasy. Og med en verden, der i så høj grad minder om den vi kender, er det fristende at lege med tanken om at serien foregår i en verden parallel med vores egen, et sted hvor magien har fået lov at være til. 

Academia er fantasy, hvor man får lov at nørde med nogle af de tekniske aspekter af magisystemet, og hvordan formalia der kunne ligne noget fra den virkelige verden kan være med til at påvirke og forme måden det bruges på. Det får ikke bare lov at løbe frit og blive brugt efter forgodtbefindende, og der er naturligvis et sæt regler for hvordan man gør tingene, - og så er der naturligvis de, der forsøger at omgå reglerne.

Det har været en fornøjelse at læse med alle tre bøger igennem, og det er bestemt en serie jeg kommer til at genlæse på et tidspunkt.

Academia kan i princippet læses fra 10-12 års alderen, dog med forbehold for at der kan være tekniske detaljer fra universitetsverdenen der kan være lidt svære at sætte sig ind i.

13 september 2023

*Anmeldereksemplar* Tilflytterne - Efter krigen om solen

Forfatter: Elisabeth Hjartdal - Forlag: HiReader - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger Warnings: Frihedsberøvelse, vold

 Vi befinder os på vores egen planet, et godt stykke ude i fremtiden. Væsner fra en anden planet, "Tilflytterne", har mistet deres egen sol, har ødelagt vores, - og nu skal de bruge blod fra rødhårede mennesker for at kunne overleve en virkelighed uden rigtig sol. Sofie er 17 år gammel, rødhåret, og er ikke interesseret i at levere blod til Tilflytterne. Men at kunne undgå dét er en større kamp en hvad man umiddelbart skulle tro..

Tilflytterne - Efter krigen om solen er en intens fortælling om et massivt ønske om frihed, og hvor langt den enkelte er villig til at gå få at opnå sine mål. At ville vores frihed, uanset om det så på papiret koster ringere levevilkår, ligger utroligt dybt i de fleste mennesker. At vi så også her bliver præsenteret for mennesker, der er vokset op uden at kende til andet end fangeskab og derfor ikke har et udtalt ønske om mere gør bare bogen mere interessant.

Det gør det nemlig også til en interessant allegori, et billede på de forhold mange lever under i den virkelige verden; naturligvis ikke med Tilflyttere (host, aliens) som fangevogtere, men familiemedlemmer, kærester osv. Mennesker, der i de fleste tilfælde ønsker sig friheden, men som ikke har mulighed for at flygte, - og i enkelte tilfælde de, der trods horrible forhold er overbevist om at de nærmest ikke kunne ønske sig mere, trods det at de fleste udefra ser noget andet.

Tilflytterne er baseret på en spændende idé, og det er virkelig velskrevet og gennemført. Det er spændende at følge med, og svært at lægge bogen fra sig undervejs. Konceptet er veludviklet, og det er let at give efter og tro på worldbuildingen, der langt hen ad vejen bare spiller.

Jeg savnede en smule at se flere sider af Sofie, der forståeligt nok primært viser sig fra en desperat, frustreret side det meste af bogen. Det er heldigvis antydet flere steder at hun er og kan mere end blot dét, og så kan man altid krydse fingre for at vi med tiden får lov til at se endnu flere sider af hende; for hun fortjener bestemt mere end en ensidig portættering.

Der er stadig masser af ubesvarede spørgsmål som vi forhåbentlig får svar på i kommende bøger i serien, både i forhold til Sofies karakter og i forhold til hjørner af verden som vi endnu ikke har set - og med den cliffhanger bogen her ender på, er det værste næsten at ventetiden sagtens kan komme til at føles meget lang!

10 september 2023

*Anmeldereksemplar* Flammen og Bølgen 3: De sidste drager

 Forfatter: Sidsel Sander Mittet - Forlag: Facet - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

De sidste drager er tredje bind i serien om Flammen og Bølgen. Min anmeldelse af første bind i serien, Den røde drage, kan læses her. Min anmeldelse af andet bind i serien, Den sorte drage, kan læses her.

Så fik vi afslutningen på Flammen & Bølgen-trilogien, - og hvilken måde at slutte den på! Jeg var solgt allerede fra første bind, men den her afslutning står alligevel som noget helt særligt. Det er dragende, fængslende og svært at lægge fra sig.

Både Ignis, Mashal og de andre gennemgår en naturlig udvikling, og deres reaktioner, tanker og følelser i kølvandet på deres oplevelser kan måske virke voldsomme, men hvor er det også fedt at se hvor realistisk det er beskrevet. Det er -ikke- en dans på roser at kæmpe mod systemerne, og det er helt naturligt at det påvirker hovedpersonernes mentale helbred, deres håb for fremtiden og tro på hvad der egentlig er det rigtige at gøre; det er normalt at tvivle på den oprindelige plan, og selvom det kan være hårdt at læse om den slags oplevelser, gør det også karaktererne dét mere virkelige at de ikke bare går derfra uden mén.

De sidste drager følger også op på de tråde, der er lagt ud i Den røde drage og Den sorte drage og binder en fin sløjfe på det hele undervejs. Det er ikke det endeligegyldige svar på alting, men trods alt på det mest væsentlige, og der er lagt op til at læseren fint kan lade fantasien arbejde med hvad der sker efter sidste side er vendt. Og dét på en måde, hvor der på én gang er opsat -nogle- rammer, men der stadig er frihed til at danne sit eget billede af mulige fremtider for karaktererne.

Trilogien om Flammen & Bølgen skiller sig en smule ud fra tidligere udgivelser fra Sidsel Sander Mittet; der er til dels tale om et genreskift (fantasy til dystopisk science fiction), og til dels en lidt anden måde at fortælle på. Der er inkluderet fine, grafiske detaljer undervejs i bogen i form af dagbogsnotater og eksempler på håndskrift, hvilket komplementerer handlingen virkelig godt og er et fint touch til fortællingen.

Serien er velfortalt, gribende, og kan (forhåbentlig) være med til at sætte en række tanker i gang hos både unge og voksne, - for den kan læses fra udskolingen og frem. Og nej, børne- og ungdomslitteratur bliver man altså ikke for gammel til Især ikke, når det har så vigtigt et budskab som serien her!

24 august 2023

Ti kameler for Ameera & Shawarma med persillesovs

 Forfatter: Zahra Pedersen - Udgivet: 2021 og 2023

I Ti kameler for Ameera og Shawarma med persillesovs møder vi Ameera. Hun er muslim, bor i London med sine forældre, og hun føler som 29 årig et pres for snart at blive gift og få børn - og med en anden muslim, at foretrække.

Det går dog ikke helt som planlagt. Ameera tager på dates, hvilket ikke er helt som hendes forældre havde ønsket det skulle foregå. Desværre er der ikke rigtigt nogen af de muslimske mænd hun møder, der for alvor er værd at skrive hjem om. Og så får hun øje på David.. som er kaukasisk, og ikke muslim. Og hun falder naturligvis pladask for det. For hvad er livet, hvis ikke en udfordring en gang i mellem.

Serien om Ameera er spændende læsning, og et interessant indblik i én måde at leve som muslim på. Det kan være en øjenåbner for nogle, hvad end den afkræfter eller bekræfter visse fordomme. Og det kan være en samtalestarter i forhold til hvor forskellige tilgange til livet man kan have, afhængigt af baggrund.

Ameera og David har meget forskellige syn på tilværelsen og de udfordringer, der venter dem, og det er noget helt særligt at se, hvor forskelligt de derved tackler de ting der møder dem. De er naturligvis hver især farvet af det, det er vokset op med, for det er vi alle; men hvor langt er de hver især villige til at gå for at mødes i et kompromis?

Bøgerne er underholdende læsning og er naturligvis ikke et endegyldigt svar på hvad det vil sige at være muslim i en del af verden, hvor muslimer er en minoritet. Det handler om kulturforskelle og mødet mellem mennesker, og dét har på sin egen måde sin charme.

Desværre følte jeg selv at det langt hen ad vejen var utrolig svært at relatere til Ameera, som virkede irriterende, irrationel og ekstremt modvillig mod at møde David et sted på midten; det var ofte hendes måde at gøre tingene på eller ingenting. Det var frustrerende at følge med i, og gjorde ikke en hel masse positivt for læseoplevelsen.

Dog er der stadig rigtig meget materiale i bøgerne, der er værd at læse dem for, og de kan sagtens give stof til eftertanke.



10 august 2023

Fourth Wing

 Forfatter: Rebecca Yaros - Udgivet: 2023

Trigger Warnings: krig, kamp, ​​hånd-til-hånd kamp, ​​farlige situationer, blod, intens vold, brutale skader, død, forgiftning, grafisk sprog og seksuelle aktiviteter

Forth Wing følger 20-årige Violet, hvis hjemland har været i krig længe. De bruger drager med ryttere i kamp, og Violet vil forsøge at blive dragerytter. Problemet er at langt de fleste ansøgere dør i forsøget, og Violets odds er værre end gennemsnittet; hendes mor er nemlig, grundet sin stilling i militæret, ansvarlig for at en del af de andre på stedet har mistet en forælder.

Det er svært at klare sig. Træningen er hård, og det er langt hen ad vejen alles kamp mod alle, så det er nærmest umuligt at navigere i, hvem man kan stole på, og alliancer skifter hele tiden, afhængigt af hvad der lige giver mening i en bestemt kontekst.

Samtidig er de unge mennesker i en alder, hvor hormoner og følelser er all over the place, og dét kan også være en kamp i sig selv at håndtere, - især for Violet, der egentlig har rigeligt at se til med overhovedet at holde sig i live.

Intensiteten er høj, og der er hele tiden noget på spil; Fourth Wing er en pageturner, der er urimeligt vanskelig at lægge fra sig, når først man er kommet i gang.

Mængden af inforståede fantasy-udtryk i bogen er relativt begrænset, så de fleste læsere kan være med, og den henvender sig ikke bare til vante læsere af genren, men især også til fans af slow-burn romancer. Der er en grad af spice undervejs, men det er ikke det, der fylder mest, og når det sker kan man godt springe nogle sider frem uden at det ødelægger en hel masse.

Fourth Wing har været enormt hypet på sociale medier, så jeg var ærligt spændt på at komme i gang, da man hurtigt kan være i tvivl om hvorvidt bogen kan leve op til dens popularitet. Jeg var dog solgt fra start, og bogen kan klart anbefales.


08 august 2023

*Anmeldereksemplar* På bunden af koppen

 Forfatter: Nicolai Hvidberg - Forlag: Umpff - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

På bunden af koppen er en grafisk roman med meget lidt tekst, men henvender sig med sit abstrakte indhold primært til voksne, -og især de med en form for kreativ baggrund.

De sort-hvide illustrationer får langt hen ad vejen lov til at tale for sig selv, og det kan de sagtens bære, for der er meget at hente fra de små detaljer både i karaktererne og i alt det udenom.

Vi følger en mands morgenrutine fra øjnene slås op og til kaffen er drukket, - og især kaffedrikkeriet sætter gang i noget helt særligt, hvilket mange, der drikker de gyldne dråber på daglig basis nok kan nikke genkendende til. Drikken er noget for sig og kan i høj grad gøre noget for den, der drikker det.

På bunden af koppen fortæller om den relation, rigtig mange voksne mennesker har til netop kaffe, og hvor stor en forskel den gør til hverdag for så mange mennesker, der muligvis vil kunne se en snert af sig selv i hovedpersonen her.

Afhængigt af læserens synspunkt kan fortællingen her på én gang læses som en hyldest til kaffe og det modsatte. En del kaffedrikkere vil netop være i stand til at relatere til hvordan morgenerne bliver helt anderledes udholdelige efter den første kop kaffe, og hvordan drikken på næsten magisk vis sørger for man bliver i stand til ting, man ikke havde formået uden kaffen. Samtidig kan denne form for afhængighed af kaffe virke skræmmende på nogle, der endnu ikke er til kaffe..

Det er virkelig spændende, og et interessant og anderledes take på noget, der fylder så enormt meget hos rigtig mange voksne verden over, både i vores daglige rutiner og i måden, vi er sammen på, hvor ikke-kaffedrikkerne med mellemrum må svare for hvorfor de endnu ikke er "blevet voksne".

På et niveau, hvor de fleste voksne læsere kan være med, og relatere i én eller anden forstand. Anbefales bredt.

*Anmeldereksemplar* Hjemsøgt håb (Indigo Skye, #1)

  Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Read.Die.Repeat Reklame:  Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine ...