04 januar 2024

Sukkerdalen - Centralbiblioteket #1

 Forfatter: Sofie Amalie Laulund - Forlag: Klippe - Udgivet: 2023

Sukkerdalen er første bind i serien om Centralbiblioteket, som er fantasy målrettet 3.-4. klasse og opefter.

Vi følger Bella, en helt almindelig pige fra vores verden, der ved et tilfælde ender på Centralbiblioteket; et sted, hvor der er adgang til en masse forskellige dimensioner. Herfra kommer hun til Sukkerdalen, der udadtil er fredelig og hyggelig, - men noget er ikke helt, som det bør være, og dét er Bella naturligvis nødt til at hjælpe med at fikse.

Portalfantasy har bestemt sin charme, især når det fungerer så godt som i denne roman, - hovedpersoner som Bella er ofte lette at relatere til for mange læsere. Hendes nysgerrighed på den fremmede verden hun møder virker oprigtig, og det er altid spændende at få lov at se de fremmede fantasy-verdener gennem øjnene på en karakter, der har nogenlunde det samme med i bagagen som læseren selv, og derfor studser over de samme ting som man selv ville have gjort.

Garvede læsere af netop portalfantasy vil muligvis trække tråde fra Centralbiblioteket til det område, Digory og Polly fra Narnia - Troldmandens Nevø rejser gennem for blandt andet at komme til Narnia, men også mange andre paralleluniverser. I relation til netop dét område har der med mellemrum været ytret ønske om at udforske flere af de mulige universer man kunne komme til, i stedet for udelukkende at gå på opdagelse i Narnia.

Derfor er det da bestemt også en positiv start på serien, at der er lukket op for muligheden for, at Bella ikke kun kommer til at rejse til Sukkerdalen, men også nogle af de andre dimensioner, Centralbiblioteket giver hende adgang til. Der er mange mulige retninger at gå, og dét at worldbuildingen virker så gennemtænkt som den er allerede nu er bestemt én af bogens største styrkesider.

Sukkerdalen er en forrygende start på serien. Plottet er fængende og karaktererne er relaterbar; og det er en fornøjelse at se diversitet skrevet så naturligt ind i fortællingen. Sproget er legende og introducerer på fineste vis nye begreber, der er helt særlige for netop dette univers, samtidig med at begreber og karaktertræk for de væsner, mange er stødt på i andre fantasyuniverser, er bibeholdt.

Overordnet er Sukkerdalen helt sin egen, og hvis den på nogen måde kommer til at være sigende for serien om Centralbiblioteket, kan serien sagtens komme til at stå som noget helt særligt og mindeværdigt for mange læsere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

The wrong bachelor

  Forfatter: Alexandra Moody The Wrong Bachelor  er rom-com i et high school miljø. Skolen arrangerer et reality-dating forløb over nogle ug...