Forfatter: Marke A. Hansen - Forlag: Søby - Udgivet: 2026
Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.
Nexus er tredje bind af fire i Drone-serien om B3. Jeg har tidligere anmeldt de første to bind i serien.
Min anmeldelse af første bind i serien, Drone, kan læses her.
Min anmeldelse af andet bind i serien, Vortex, kan læses her.
Nexus er på flere områder en hel del anderledes end de to foregående bind i serien om Dronen B3, og skiftet ses tydeligt, når man holder seriens i skrivende stund tre eksisterende forsider op i mod hinanden (se billede nederst). Der er allerede her sket noget med udtrykket, og man fornemmer tydeligt, at der er noget, der ikke helt er som det plejer at være.
Titlen, Nexus, kan også betyde forbindelse, knudepunkt, sammenhæng eller bånd. Og selvom vores hovedperson B3 (eller Kareem) endnu befinder sig i det uvisse, er bogens titel en indikation på nogle ret så banebrydende informationer, vi som læsere løbende bliver præsenteret for, blandt andet i forhold til en helt særlig forbindelse - det er altså vildt, og jeg glæder mig helt vildt til at se det udfoldet sådan for alvor i bind 4!
Fortællingens rammer har flyttet sig. B3 er ikke længere på en planet, men på et fartøj og senere en rumstation, væk fra det samfund, der for en stund var blevet hans nye normal. Det er helt anderledes end det, vi kender, men det er også interessant at følge B3s forsøg på at passe ind og tilpasse sig nye omstændigheder IGEN. Det kaster et nyt lys over aspekter af hans personlighed og de traumer, tiden som drone efterlod hos ham, - og han bliver tvunget til at se nogle ting i øjnene, som er vanskelige at indrømme. Der er altså virkelig skruet op for karakterudviklingen her, og det er en fornøjelse at se.
På worldbuilding-fronten bliver vi også gradvist klogere i dette bind; vi lærer mere om hvordan verden ser ud og hvor afhængige de fleste mennesker er blevet af teknologi alle andre steder end på den planet vi har befundet os på i Drone og Vortex, og selvom det kun er pletvise indblik, bliver vi alligevel præsenteret for en vifte af meget forskellige personers levevis, - og dét er i sig selv altså også spændende.
Der sker noget her i Nexus: B3 rykker sig personligt, vi får lov at udforske, og der er lagt i støbeskeen til at fjerde bind i serien kan blive ret så vildt og interessant. Samlet set er det her altså et sci-fi/fantasy-univers, som er så tilpas velfortalt og gennemtænkt at det kan anbefales bredt til læsere fra 14-15 år med en smule interesse for genrerne.
.jpg)
.jpg)
