Viser opslag med etiketten jane mondrup. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jane mondrup. Vis alle opslag

06 oktober 2026

*Anmeldereksemplar* Langt hjem (Skyggeriget, #1)

 Forfatter: Jane Mondrup - Forlag: Krabat - Udgivet: 2026

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Langt hjem er første bind i en serien om Skyggeriget. Vi bliver introduceret til et univers, hvor nogle mennesker bliver glemt og ender i Skyggeriget, hvor de ikke rigtigt er døde, men heller ikke er rigtigt er levende. De befinder sig i en form for limbo, hvor de blot kan eksistere.

Det skete for Ofias far for to år siden. men i modsætning til mange andre, der ender i Skyggeriget, kan Ofia ane hans skygge rundt omkring, så helt glemt er han ikke, - og Ofia vil meget gerne have sin far tilbage.

Den mission er dog bare ikke helt så enkel som man kunne have håbet..

Langt hjem er på én gang både dyster og deprimerende, men også fuld af håb. Det er dualiteten mellem det svære og uoverskuelige, og muligheden for at det kan blive bedre. Hvis man altså kan mønstre kræfterne til at kæmpe for det, og samtidig er så heldig at have et heppekor i ryggen, der kan give én et skub i den rigtige retning.

Det er en fortælling der først og fremmest er skrevet til børn, og den kan sagtens læses fra cirka 10 år. Men den kan også sagtens læses af de voksne, som en påmindelse om at tjekke op på vores kære; en påmindelse om at være nærværende og huske at sætte pris på det og dem, vi har, og ikke blot tage det for givet.

Fortællingen er endnu blot en begyndelse, for der venter flere bind i serien, - men hvilken vellykket start, det er! 💚


17 august 2025

*Anmeldereksemplar* Vattes Vandring

 Forfatter: Jane Mondrup - Illustrator: Jacinta Madsen - Forlag: Klim - Udgivet: 2025
Oprindeligt udgivet: 2024 hos Superlux

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Vattes Vandring er en fortælling til de 9-12 årige, der allerede er blevet introduceret til nordisk mytologi, og som gerne vil have mere.

Jovist, der er MANGE fortællinger, der bearbejder de nordiske guder på hver deres måde, i forskellige formater og ved at inddrage forskellige genrer. Fokus er forskelligt fra gang til gang.

Noget af det særligt charmerende ved Vattes Vandring er, at tempoet er trukket en smule ud af fortællingen. Det behøver ikke gå så voldsomt hurtigt, for der er kælet for detaljerne. Vi får mulighed for at besøge både jætter, aser og vaner, og kan dvæle lidt ved hvad der adskiller de tre, men også lære om hvad der kendetegner dem. 

Vatte er i sig selv en éner, hvis lige ikke findes i andre historier. Vatte ER. Vatte vil gerne finde en mening med tilværelsen, hvilket mange, både børn og voksne nok kan relatere til, på hver sin måde. Samtidig er det, at Vatte er så relativt nem at spejle sig i også noget af det, der lokker, - for mange vil kunne se sig selv fundere over nogle af de samme ting, som Vatte funderer over.

Vattes vandring er sød og charmerende, - men er også sådan en fortælling, der nemt kan sætte sig hos sin læser, og som man kan tænke meget over i lang tid fremadrettet.

Og så er det sådan en bog, der er rigtig god til højtlæsning, - og det kan man sagtens, både for de yngre og de lidt ældre børn. Det giver anledning til at få snakket om fortællingen og de begreber, som måske især de yngste læsere synes er lidt kringlede og svære at forstå. Samtidig er det en fin anledning til at tage det lidt med ro og få skabt lidt nærvær med ungerne.

En klar anbefaling herfra!

05 juni 2025

*Anmeldereksemplar* Zoi

 Forfatter: Jane Mondrup - Forlag: Read.Die.Repeat - Udgivet: 2025

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Zoi er science fiction af den slags, der virkelig giver stof til eftertanke, og som for alvor giver læseren noget at tygge på. Det er sådan en bog, der sætter sig fast og bliver hængende i tankerne, og som kan rumstere længe efter. Selv jeg, der har en tendens til at springe direkte videre til næste bog så snart jeg har læst den sidste færdig, måtte lige tage en pause og fordøje det læste.

Zoi er i det her univers navnet på noget, der er en form for stor organisme, som mennesker langsomt skal lære at kommunikere med. Men det er også en organisme som mennesker kan leve INDENI, og på den måde blive taget med på en rejse gennem rummet, dog uden nogen form for garanti for nogensinde at vende tilbage til planeten Jorden.

I bogen følger vi hovedpersonen Amira i 2 spor. Det første i løbet af hendes opvækst og tidlige voksenliv, hvor vi ser hende kæmpe for at udleve sine drømme. Det andet i tiden ombord på en Zoi, hvor Amira langsomt lærer mere om dette væsen, men også må stå over for en ny måde at anse sig selv og tilværelsen på.

Det er sådan en fortælling der ansporer til reflektion over hvem vi er og hvem vi gerne vil være, - og hvor langt vi er villige til at gå for at opnå de ting vi drømmer om. Det er en historie om en kvinde, der tør stå ved at hun sætter karriere-drømme højest, og som tør tage snakken om at det ikke er alle der nødvendigvis drømmer om at slå sig ned og få børn. Det er solidt og ærligt, og tvinger læseren til at standse op op mærke efter undervejs.

Zoi er til dig, der ikke vil nøjes med det let-fordøjelige, men som godt tør kaste sig ud i litteratur, som man kan mærke og som bliver hængende i lang tid.

*Anmeldereksemplar* Dragekrigene (Magiens alfabeter, #3)

  Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes - Forlag: Alvilda - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdni...