*Anmeldereksemplar* Dæmondybet (De Glemte Vogtere, #3)

Forfatter: Andreas Boeskov - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2026

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Dæmondybet er tredje bog i serien om De Glemte Vogtere.
Jeg har tidligere anmeldt både første og andet bind i serien.
Anmeldelse af første bind, De Glemte Vogtere, kan læses her.
Anmeldelse af andet bind, Tidsdyret, kan læses her.

Dæmondybet er det tredje og afsluttende bind i serien om De Glemte Vogtere. Det betyder naturligvis også, at fortællingen her byder på masser af action og drama, - og at vores helte må kigge langt efter noget, der ligner fred og fordragelighed undervejs.

Særligt de seneste hændelser fra bind 2, Tidsdyret, har sat sine spor hos Vogterne, og Asger er ikke længere helt den samme, nervøse dreng, som vi mødte i første bind; han er mere selvsikker, har mod på mere, og tør tro på, at han godt kan.. Det meste af tiden, i hvert fald.

Men også de vogtere får vi lov at se fra andre sider end hidtil; vi kommer mere ind under huden på dem, og det giver en hel masse, at vi, sådan for alvor, får en smule indsigt i, hvorfor de nu også er, som de er. Det klæder både karaktererne og fortællingen, at der bliver bundet en fin sløjfe om mange, fine detaljer.

Også på plot- og worldbuilding-fronten nås der rundt omkring de tilbageværende løse ender, og det hele får på aller-bedste vis løbende lov at gå op i en højere enhed.

Det her er dansk børne-/ungdomslitteratur, når det viser sig fra sin bedste side. Det er velskrevet og velfortalt - med et glimt i øjet.

Fortællingen er, som de rigtig gode bøger nu engang er, gode til både børnene fra 11-12 år og deres voksne, - og der er meget at hente, uanset alder.

Fantasy-delen er lige så fantastisk, som den bør være. Vogternes personligheder oser af barndommens nysgerrighed på verden og den frie tilgang til tilværelsen, før det halv-voksne ungdomsliv for alvor sætter ind, - hvilket er en kæmpe befrielse at følge med i, i en verden hvor børn i så høj grad kun er børn i alt for kort tid. Det er et vindue til noget, der er virkelig nemt at drømme sig væk i, og dét kan altså noget helt særligt!