Forfatter: Louise Haiberg - Forlag: Afart - Udgivet: 2025
Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.
Troldmanden Snaskibab - En Slimet Sag er seneste nye udgivelse fra Louise Haiberg. Fortællingen egner sig særligt godt til højtlæsning for de 7-9 årige og selvlæsning fra cirka 10-11 år.
Troldmanden Snaskibab er en pudsig størrelse, og minder mest af alt om en krydsning mellem Fedtmule og troldmanden fra Disney's Sværdet i Stenen på nogle punkter, blot tilsat et moderne touch.
Det er kaotisk og underholdende, nytænkende og spændende. Stor som lille bliver man hurtigt revet med af historien, og selvom bogen har en længde der gør at de fleste nok vil dele læsningen op, så kan det være utroligt svært at stoppe når man først er kommet i gang.
Troldmanden Snaskibab - En Slimet Sag er et fremragende bud på en bog til barnet, der er fascineret af især hekse- og troldmandsdelen af fantasy-genren. Og så kunne det være et rigtig godt bud på underholdningen i løbet af sommerferien, - måske til en regnvejrsdag eller til transporten til og fra ferie-destinationen?
Obs: Man kan eventuelt krydre læsningen med den tilhørende "Snaskibabs Magiske Malebog", som dog ikke er vist her.