Forfatter: J. Harris Hatt - Udgivet: 2024 - Forlag: WG Press
Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.
Jeg har også anmeldt første bind i serien, Istårnet. Min anmeldelse af dén kan findes her.
Dommedagsstormen fortsætter, hvor første bind slap. Der er stadig kamp om kongemagten, men riget står også over for en ydre trussel. Så hvor det i forgængeren kunne være lidt vanskeligt at holde styr på hvem man skulle lægge energi i at huske, er der her mere fokus på en bestemt karakter, som skal forsøge at forene, samle og forsone i håb om at kunne overvinde truslerne.
Det er hektisk og spændende, og man skal stadig holde tungen lige i munden for at kunne følge med; Istårnet og de syv lys hører på ingen måde til i letlæsningskategorien, og man skal ikke have lagt serien fra sig for længe ad gangen, hvis man fortsat skal have en chance for at holde styr på det hele.
Der er stadig et tredje bind på vej med forventet udgivelse i 2025, så der er naturligvis stadig en del ubesvarede spørgsmål her. Både i forhold til det Istårn, som det hele handler om, men også i forhold til religionen i universet, som endnu kun er meget overfladisk beskrevet.
Samtidig ender bogen her på meget fredelig vis, og det kan derfor desværre være tilforladeligt for læseren at sige at så var det nok dét. Jeg håber i hvert fald og krydser fingre for at tre'eren og afslutningen kan skabe lidt mere af det momentum, der desværre blev hevet ud af de sidste kapitler her.
Når det så er sagt er Dommedagsstormen stadig enormt interessant og holder fint niveauet fra første bind. Serien er til den voksne læser, der har mod på at blive udfordret en smule.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar