Forfatter: J. Harris Hatt - Forlag: WG Press - Udgivet: 2024
Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.
Istårnet er første bind i trilogien om Istårnet og de syv lys - og den er flot sat op. Bogen er lækkkert pakket ind med både landkort forrest og bykort og persongalleri bagerst i bogen, og det er virkelig en fornøjelse at kunne bruge det til at orientere sig i undervejs. Der er nemlig meget at holde styr på undervejs.
Når de første kapitler er læst, ledes tankerne hurtigt hen på noget, der ligner A Song of Ice and Fire-serien (også bedre kendt som Game of Thrones). Der er en del synsvinkler at veksle i mellem, det er high fantasy, der er tydeligvis flere der gerne vil sidde på magten i området, og handlingen kan til tider blive en anelse voldsom, - hvorfor bogen bestemt også er til VOKSNE.
Det kan være vanskeligt at undgå associationer til andre fantasy-universer, og fordi Istårnet heldigvis relativt hurtigt bliver mere selvstændiggjort er det dog ikke noget der påvirker den samlede læseoplevelse.
Istårnet er en interessant og spændende start på serien, og med de mange synsvinkler og karakterer er der også lagt op til at det samme kan gøre sig gældende for de næste bind i serien.
Det eneste jeg for alvor savner af bogen her er en mere tydeligt defineret religion. Der dukker sporadisk lidt op om en Gud i løbet af bogen, men det er svært at regne ud hvad det er for en rolle den spiller i samfundet, og hvad den er funderet på. Især fordi det er nemt at gå ud fra at den trods alt har NOGEN betydning for befolkningen og ikke bare er ligegyldig eller at folk primært er traditions-religiøse, nu der trods alt refereres til den.
Overordnet er her dog tale om en velafrundet læseoplevelse, og der er lagt op til en serie med masser af potentiale. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse videre!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar