Sider

04 december 2023

Til jord skal du blive

 Forfatter: Anders Totland - Forlag: Straarup & Co. - Udgivet: 2023

Læst i forbindelse med EtDøgnMedBøger i november 2023, - fællesbog.

Forlagets beskrivelse af bogen; Jacob Juul er pensioneret præst, formand for biavlerforeningen og bygdens store sprithandler. Det er snart jul, og sneen ligger i tunge driver omkring præstegården. En morgen er der blodspor i sneen. I løbet af en enkelt dag bliver Jacob drabsmand, men også bedstefar og enkemand. Det er et frygteligt kaos. Hvordan skal han håndtere denne omvæltning? Og hvad skal han gøre ved liget i udhuset? Heldigvis har en livslang karriere i kirken forberedt ham til at møde de fleste omstændigheder med ro og optimisme.

Til jord skal du blive er udadtil en let, hurtigt læst roman. Den tager ikke længe at komme igennem, uanset om man vælger papir- eller lydbogsformatet, og er derfor relativt lige til at overskue for de fleste læsere. Hvordan man så bearbejder bogen efterfølgende kan være vidt forskellig, og der er meget, der er op til fortolkning.

Fordi bogen er så kort, er der også virkelig skåret ind til benet mange steder. Vi får kun lige det at vide, der skal bruges lige nu og her, og man kan hurtigt blive i tvivl om, hvor meget der reelt gemmer sig i skyggerne, både hos præsten selv og hos menneskerne omkring ham. Hvad er det, vi ikke får at vide?

Afhængigt af de briller, læseren tager på når man går ind til en roman som denne, vil man derfor også let kunne få sin helt egen læseoplevelse og tolkning af det fortalte, og det er en bog der let kan blive spændende at diskutere med andre - fordi vi nemt kan stå tilbage med så forskellige oplevelser.

Til jord skal du blive er på én gang humoristisk og dyster, og giver samtidig stof til eftertanke. Det er en bog til den voksne læser, der ikke har noget i mod mentalt at skulle arbejde med bogen efterfølgende også - for det lægges der bestemt op til. Svarene er ikke givet på forhånd, og man må derfor langt hen ad vejen drage sine egne konklusioner. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar