Forfatter: Frida Borello - Forlag: HiReader - Udgivet: 2023
Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.
Eluna har altid haft planer om, at hun karrieremæssigt skulle gå i sin afdøde mors fodspor. Men da det endelig virker inden for rækkevidde, er skæbnen naturligvis ikke på hendes side, og hun bliver filtreret ind i hemmeligheder, drama og intriger i en helt anden skala end hvad hun havde forestillet sig.
Enkeltstående fantasybøger er set før, men de er ikke voldsomt udbredte, da det ofte kan være en udfordring at finde plads til både worldbuilding, karakterudvikling og et gennemført plot i samme bog. I Månen over Morka er der heldigvis ramt plet alligevel, og den står ganske udmærket alene.
Man kunne sagtens udvide universet med endnu flere eventyr for både Eluna og de andre karakterer, hvor vi får lov at udforske flere områder i universet og hvad baggrunden for de forskellige befolkningsgrupper er. Men til netop denne fortælling ville det hurtigt komme til at virke for langtrukkent, hvis det var blevet delt over flere bøger.
Månen over Morka trækker på velkendte elementer fra fantasy-gernen, som spillet og dramaet mellem forskellige klasser i befolkningen, racisme og magtbegær. Den er samtidig nytænkende og gør det helt på sin egen måde, hvor elementerne bearbejdes fra nye vinkler. Med en enkeltstående bog som denne er det naturligvis begrænset hvor meget man kan nå at gå i dybden med de underliggende emner, men de får alligevel lov at få væsentlig spalteplads. Bogen skal samtidig have ros for især hvordan Elunas syn på og holdninger til forskellige ting mærkbart flyttes undervejs, og det er tydeligt at hun vokser med opgaven og modnes på sin rejse.
Nok er bogen Frida Borellos debut, men det mærker man ikke. Månen over Morka er velfortalt og godt gennemarbejdet, så den står virkelig skarpt. Det er en fornøjelse at læse med, og jeg glæder mig til med tiden forhåbentligt at kunne læse mere fra Frida Borello.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar