Sider

14 oktober 2024

Stilhed & Storm - Sonetrilogien #2

 Forfatter: Simon Zander - Forlag: HiReader - Udgivet: 2024

Stilhed & Storm er andet bind i Sonetrilogien. Min anmeldelse af første bind i serien, Sortørnens Øje, kan læses her.

Stilhed & Storm, andet bind i Sonetrilogien, er som sin forgænger lidt af en mursten at kaste sig over. Det er heldigvis det hele værd!

Takket være begivenheder hen mod slutningen af Sortørnens Øje har det rykket sig lidt hvilke karakterer vi følger her i Stilhed & Storm, men der er dog ikke ændret på at de alle på hver deres måde spiller en central rolle i de ind i mellem meget kaotiske begivenheder i universet her.

Det er storslået og spændende, og så er jeg vild med at vi kommer endnu mere ind under huden på både sonerne og de forskellige typer af magi. Både de forskellige typer magis muligheder og begrænsninger samt hvad sonerne egentlig var stod lidt som et åbent spørgsmål før bogen her. Og især sonernes betydning og rolle er det rart at se endnu mere til, nu de trods alt indtager en betydelig plads i trilogiens titel.

Worldbuildingen tager sig altså en gevaldig udvidelse i bogen her, men der er også flere af vores hovedpersoner der gennemgår en helt særlig udvikling undervejs og når til en ganske fornuftig selverkendelse i løbet af deres rejse; og dét er mindst lige så fedt at se. Der bliver tilføjet mere dybde til alle karakterer, om de vil erkende det eller ej, - men der er heldigvis stadig plads til endnu mere spænding i bind 3.

Sonetrilogien er ind til videre intens og virkelig velskrevet. Samtidig er omslaget virkelig gennemført, og der er mange fine detaljer at hente. Jeg glæder mig allerede helt vildt til bind 3, - og håber lidt at der ikke skal gå to år mere før vi får en afslutning..!





Ingen kommentarer:

Send en kommentar