Sider

19 oktober 2024

*Anmeldereksemplar* Den 7. Dimension - Kampen om Aeon

 Forfatter: Thomas Rud Jensen - Forlag: Tyr - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Kampen om Aeon er første bind i serien om Den 7. Dimension. Lynet slår ned i en ung piges halskæde, hvorefter hun forsvinder sporløst. Hendes veninde Livavil har en halskæde magen til, og drager nu ud for at finde informationer om fænomenet. Sideløbende følger vi enkelte andre karakterer med hver deres egne dagsordener.

Det er en high fantasy roman, hvor der er lagt op til at det kan blive rigtig stort og kompliceret undervejs. Der er flere tråde at holde styr på, der vikler sig ind og ud af hinaden undervejs, og man skal derfor holde tungen lige i munden undervejs.

Tempoet er dog ikke voldsomt højt her i første bog, og der går lige lidt før fortællingen kommer op i gear og der sådan for alvor begynder at ske noget. Det sker blandt andet i kraft af at den første fjerdedel af bogen primært bliver brugt til worldbuilding, hvortil man ind  i mellem måske godt kunne have savnet et kort over universet. Det havde et stykke hen ad vejen gjort det lettere at følge med i karakterernes tankemønstre, og ville have gjort det muligt at lette lidt på nogle enkelte, ret info-tunge kapitler.

Karaktererne er langsomt ved at folde sig ud, og vi begynder så småt at se en smule til hvem de er. Til tider fremstår de dog lidt stereotypt og firkantet, så der er endnu god rum til at de kan udvikle sig og der kommer forhåbentlig endnu mere dybde på dem alle sammen, efterhånden som vi lærer dem bedre at kende gennem kommende bøgers eventyr.

Overordnet set er Kampen om Aeon dog en solid start på hvad der lader til at være en spændende serie. Anbefales til den voksne læser, der savner noget lidt større, hvor det hele ikke behøver gå super stærkt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar