Sider

01 september 2024

*Anmeldereksemplar* Med Døden på slæb - Sjælebundet bind 1

Forfatter: Clara-Amalie Vorre-Grøntved - Udgivet: 2024 - Forlag: Ulven & Uglen 

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Med Døden på slæb handler om Irene, der egentlig går i gymnasiet. Kort efter vi er introduceret for hende, undslipper hun kun lige med livet i behold at hun er ved at blive kørt ned af en lastbil. Nu hænger hun på Kaun, som ikke helt er manden med leen, men alligevel har en funktion der minder om, i og med han hjælper de døde videre. Irenes nærmeste kan ikke se ham og går ud fra hun har stress på grund af gymnasiet, så hun bliver sat til at bo hos sin bedstemor en stund for at slappe af, - men det er naturligvis ikke sådan opholdet hos bedste kommer til at gå. Overhovedet.

Historien om et ungt menneske og vedkommendes relation til en udgave af manden med leen har været fortalt før (se bl.a. Fortællinger fra døden-trilogien af K. L. Berger), hvorfor jeg ærligt skal indrømme at jeg var lidt småskeptisk i løbet af de første kapitler her. Historien finder heldigvis sin egen, unikke tolkning på tropen, i dens måde at arbejde med delelementerne af fortælligen.

Relationen mellem Irene og Kaun er spændende, fordi den er så dobbelt; mens Kauns opgave er at guide Irene i hendes nye og udvidede verdenssyn, må Irene omvendt lære Kaun noget om hvordan han skal tackle sin krops nye mere menneskelige funktioner. Det er detaljer, der gør det, og det er uhyre morsomt at følge med i.

Med Døden på slæb er "kun" første bind i serien Sjælebundet, hvorfor blandt andet worldbuildingen naturligvs mangler lidt her og der, men vi er kommet godt fra start. Jeg er blandt andet ret vild med idéen om hvordan de forskellige dimensioner arbejder sammen og beskrivelsen af hvordan de fungerer lidt lige som lag i photoshop; selvom man ikke selv er superstærk i dét program er det en connection der får det hele til at virke mere virkeligt.

Symbolet på bogens omslag (se billeder) går igen i bogen, hvor det dukker op hver gang vi støder på et nyt kapitel, og Irene støder også på det mødet med Kaun, hvor hun fejlagtigt tror det er et peacetegn med lidt ekstra streger. Kaun afslører med dtiden at det forestiller livstræet med rødder og græne, der stikker i hver sin retning). Man bemærker måske at symbolet langsomt tiltes efterhånden som handlingen skrider frem; i starten af bogen er den lange streg i symbolet lodret, og langsomt roteres den ned i vandret stilling. Det er meget sigende om hvordan situationen i dette univers er ved at blive kritisk og har behov for at blive fikset, og personligt ser jeg frem til hvordan symbolet (måske / måske ikke?) tages i brug fremover.

Da det kun er første bog i serien er der stadig ubesvarede spørgsmål, som mangler at blive besvaret. Vi ved, at der findes spøgelser i dette univers, men hvilke andre overnaturlige væsner er der her? Hvem er Kauns overordnede? Hvor kommer informationerne i hans bog fra? Og hvorfor er reglerne som de er for kommunikationen mellem Kaun og hans kolleger?

Med Døden på slæb er et spændende take på mødet med døden. Den kan læses fra cirka 13-14 års alderen, - og personligt glæder jeg mig til at læse videre!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar