Sider

17 januar 2024

Milo & Molly er ikke kærester

 Forfatter: Tone Ottilie - Forlag: Politikens Forlag - Udgivet: 2023

Molly er 16 år gammel og vender hjem til Danmark efter at have boet i udlandet et år med sin familie. Men meget er sket på dét år; hendes bedste ven er sprunget ud som nonbinær (hvilket Molly først får at vide, da hun kommer til Danmark igen), og Mollys mors mand er forelsket i en anden (men Mollys mor tror stadig fuldt og fast på de kan få det til at fungere). Efter sommerferien starter Molly i gymnasiet, hvilket efterhånden er endnu en stor omvæltning, der truer med at vælte læsset for Molly, - men hendes bekymringer slutter naturligvis ikke her.

Milo & Molly er ikke kærester er først og fremmest en fortælling om identitet, med særligt fokus på den udvikling de fleste gennemgår i teenageårene for at lære sig selv bedre at kende. Det veksler mellem det bitre og det sukkersøde, og det kan til tider være voldsomt følelsesladet og meget frustrerende. Det er på ingen måde nemme år at gå i gennem, og nogen har mere at se til end andre.

Fortællingen er en indgang til ungdomstilværelsen, der på én gang virker bekendt og i sin opsætning læner sig op ad velkendte strukturer, og på samme tid er den anderledes, forfriskende og helt sin egen. Milo & Molly lever deres eget liv, og naturligvis er de teenagere som man kender dem fra andre ungdomsromaner, men de formår også at skille sig ud og gøre sig bemærket.

Samtidig er det skønt! at se hvor naturligt bogen vender queer identiteter og at der på ingen måde stilles spørgsmålstegn ved det. Trods kriser og omvæltninger får Milo & Molly trods alt lov til bare at være dem selv, finde ud af hvilken hylde de hører til på i tilværelsen.

Milo & Molly er ikke kærester er til både de unge, der selv går igennem en fase af frustrationer og afmagt, men også til de voksne omkring dem, der savner indblik i hvad der monstro går gennem hovedet på de unge mennesker undervejs. Den er stærk, og den gør indtryk, - og så er det vanskeligt ikke selv at blive revet en smule med undervejs.

04 januar 2024

Sukkerdalen - Centralbiblioteket #1

 Forfatter: Sofie Amalie Laulund - Forlag: Klippe - Udgivet: 2023

Sukkerdalen er første bind i serien om Centralbiblioteket, som er fantasy målrettet 3.-4. klasse og opefter.

Vi følger Bella, en helt almindelig pige fra vores verden, der ved et tilfælde ender på Centralbiblioteket; et sted, hvor der er adgang til en masse forskellige dimensioner. Herfra kommer hun til Sukkerdalen, der udadtil er fredelig og hyggelig, - men noget er ikke helt, som det bør være, og dét er Bella naturligvis nødt til at hjælpe med at fikse.

Portalfantasy har bestemt sin charme, især når det fungerer så godt som i denne roman, - hovedpersoner som Bella er ofte lette at relatere til for mange læsere. Hendes nysgerrighed på den fremmede verden hun møder virker oprigtig, og det er altid spændende at få lov at se de fremmede fantasy-verdener gennem øjnene på en karakter, der har nogenlunde det samme med i bagagen som læseren selv, og derfor studser over de samme ting som man selv ville have gjort.

Garvede læsere af netop portalfantasy vil muligvis trække tråde fra Centralbiblioteket til det område, Digory og Polly fra Narnia - Troldmandens Nevø rejser gennem for blandt andet at komme til Narnia, men også mange andre paralleluniverser. I relation til netop dét område har der med mellemrum været ytret ønske om at udforske flere af de mulige universer man kunne komme til, i stedet for udelukkende at gå på opdagelse i Narnia.

Derfor er det da bestemt også en positiv start på serien, at der er lukket op for muligheden for, at Bella ikke kun kommer til at rejse til Sukkerdalen, men også nogle af de andre dimensioner, Centralbiblioteket giver hende adgang til. Der er mange mulige retninger at gå, og dét at worldbuildingen virker så gennemtænkt som den er allerede nu er bestemt én af bogens største styrkesider.

Sukkerdalen er en forrygende start på serien. Plottet er fængende og karaktererne er relaterbar; og det er en fornøjelse at se diversitet skrevet så naturligt ind i fortællingen. Sproget er legende og introducerer på fineste vis nye begreber, der er helt særlige for netop dette univers, samtidig med at begreber og karaktertræk for de væsner, mange er stødt på i andre fantasyuniverser, er bibeholdt.

Overordnet er Sukkerdalen helt sin egen, og hvis den på nogen måde kommer til at være sigende for serien om Centralbiblioteket, kan serien sagtens komme til at stå som noget helt særligt og mindeværdigt for mange læsere.

03 januar 2024

Haunting Adeline

 Forfatter: H. D. Carlton - Udgivet: 2021

Haunting Adeline er mørk, dyster smut, og bestemt ikke(!!!) for sarte sjæle. Vi veksler mellem to karakterers synsvinkel i deres møde med hinanden og i udviklingen af deres relation, - og ærligt, så er de begge til den toksiske side.

Det er intenst og voldsomt, og får meget andet i samme genre til at blegne, - og der er bestemt en grund til, den i periode har været banned fra Amazon.

Der er masser af trigger warnings at tage fat på, - voldtægt, stalking, død, vold, handel med børn og meget andet. Det er super makabert, og man skal virkelig værne sig før man læser en bog som denne her (jeg bebrejder ikke nogen, hvis den er vanskelig at færdiggøre!).

Bogen her slutter på en cliffhanger, og universet forsætter i bogen Hunting Adeline - og selvom jeg godt kan forstå hvorfor man også kan blive fanget af universet her, kommer jeg sandsynligvis ikke til at læse videre.

Trigger Warnings aside, kan man holde til det og er til denne type bog, så er det bestemt også læsningen værd. Det er gennemført og velfortalt, og måske lgie til den intense side en gang i mellem, så det er også svært ikke at blive draget og fanget af det, der foregår.

Hvor meget af det kan du mon holde til?

02 januar 2024

Iron Flame

Forfatter: Rebecca Yarros - Udgivet: 2023

Fourth Wing, forgængeren til Iron Flame, nød stor popularitet hen over sommeren 2023, og blev en sensation på sociale medier, især via TikTok. Jeg var selv én af dem, der blev revet med, og nød hvert sekund i selskab med både mennesker og drager i læsningen af bogen. Jeg var hurtigt solgt, og kunne nærmest ikke slippe bogen igen. Hurtigt syntes ventetiden lang på efterfølgende bøger i serien, og tiden kunne nærmest ikke gå hurtigt nok før jeg fik den næste i hænderne, - og jeg er sikker på andre har haft lignende følelser.

Desværre var jeg slet ikke nær så betaget af Iron Flame som jeg var af Fourth Wing. Hvor Fourth Wing virkelig var stærk på sin intensitet og høje spændingsniveau, virkede Iron Flame mere langtrukken og med mindre på spil for karaktererne. Jovist, de er stadig udsat for fare, og der er da langt fra fred og fordragelighed i universet endnu, men det virkede mere udvandet.

Iron Flame er som sådan ikke skidt. Den er bare meget langt fra hvad Fourth Wing var, både i forhold til tempo og stemning. Der er gået noget af det magiske ved det, og man kan hurtigt blive for hjemmevant i det ellers så interessante og spændende, som nu pludselig virker mere beige.

Serien kan bestemt noget. Men umiddelbart vil jeg påstå jeg havde haft nok i første bog, og jeg kan hurtigt komme i tvivl om hvorvidt jeg har lyst til at fortsætte serien.. Men den tid, den sorg.