Sider

27 september 2023

*Anmeldereksemplar* Værgeløs

 Forfatter: Mette Jensen Hayles - Forlag: Screaming Books - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Værgeløs handler om Asger, der er skilt fra moderen til hans to børn. De voksne er uenige om stort set alt, der angår børnene, hvilket naturligvis går ud over børnenes trivsel. Og i kraft af at systemet favoriserer børnenes mors udsagn, går det også ud over Asgers mentale helbred.

Værgeløs er én af den slags fortællinger, der gør ondt i hjertet. For børnenes skyld især, for børn fortjener så meget bedre end denne type opvækst. Og hvad næsten værre er, at bogen desværre er et billede på et hjørne af den virkelige verden; alt for ofte har de voksne svært ved at se ud over egne stridigheder og glemmer dermed børnenes behov i processen.

Det er fortællingen om ikke blot forældrene, men et system, der måske nok forsøger at tænke på børnenes tarv, - men ikke altid rammer rigtigt, især når børnenes egne holdninger bliver underkendt, selv når børnene når en alder hvor de kan give verbalt udtryk for det.

Det er en barsk fortælling, der er vanskelig at læse. Det gør ondt at se hvordan Asgers mentale helbred gradvist forværres i løbet af bogen, men det er hvordan børnene bruges om værktøj mellem to forældre til at gøre skade på modparten, der er værst.

Det er svært ikke at blive vred på systemet undervejs, og det er endnu sværere at begribe hvorfor der ikke gøres mere for at sikre hvad der reelt er bedst for børnene i en given situation. Selvom det er let at bebrejde forældrene i al rodet, kunne man også med fordel ønske sig at fagpersoner omkring børnene - lærere, pædagoger og lignende - havde større råderum og flere værktøjer til at støtte børnene.

Værgeløs er på en gang hjerteskærende og frusterende læsning. Det gør ondt, det er svært, og det kan nemt give anledning til at kigge på, hvordan man kan gøre en forskel. Forhåbentlig kan det også give voksne anledning til at se indad og reflektere over egen opførsel når man omgås børn.

Det er ikke en perfekt fortælling. Man kunne godt ønske sig kapitler fra både moderens og børnenes synsvinkel for at gøre historien bredere og se fortællingen fra flere vinkler. Det ville også have været et fint touch med en side i starten med trigger warnings, og én til sidst med resourcer man kan opsøge hvis man oplever tilsvarende situationer i det virkelige liv (herunder blandt andet kontaktinfo til børnetelefonen og lignende).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar