Forfattere: Tina Østergaard Filsø & Tanja Jensen - Forlag: Dreamlitt - Udgivet: 2021 og 2023
Reklame: Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer. Alle udtryk for holdninger er mine egne.
Bøgerne om Hr. Hattenheimer, - eller Hr. Hat, som han lige så gerne vil kaldes, - er fantasifulde eventyr til børn på cirka 5-8 år, og primært til oplæsning. Der er masser af fine illustrationer at kigge på undervejs som både børn og voksne kan få glæde af undervejs, men i forhold til indholdets primære målgruppe kræver det høje lixtal for langt de flestes vedkommende at en voksen er med inde over, - især i kombinationen med at kapitlerne især i Hr. Hattenheimers eventyrlige rejse godt kan være en smule lange.
Når det så er sagt, så er der stadig noget helt magisk over bøgerne, og også som voksen kan blive svært optaget af konceptet og drømme sig væk i de fine illustrationer alene. Samtidig fungerer det glimrende at bøgerne indledes med en oversigt over nogle af de væsentligste karakterer i den pågældende bog, så man forinden kan nå at snakke om hvem de er, og hvilken rolle vi som læsere forventer at de spiller i historien, - for så senere at kunne samle op på, om vores forventninger holdt stik.
Hr. Hattenheimer er opfinder af natur, og er meget umiddelbar i sin tilgang til det, der møder ham både til daglig og på sine eventyr, hvilket forhåbentlig kan virke både tiltalende og relaterbart for mange børn. Han er hittepåsom og har nogle kreative løsningsforslag på de forskellige udfordringer, hvilket kan være en fornøjelse for læsere i alle aldersgrupper.
Det eventyrlige får lov til at fylde en del, og selvom historierne kører efter meget af det, mange voksne muligvis vil forbinde med fantasyromaner til ældre målgrupper, er tøjlerne mere frie og rammerne brydes gentagne gange undervejs. Det er ikke så firkantet og der er plads til, at der sker nogle lidt pudsige ting undervejs, og at Hr. Hattenheimer kan få lov til at udfolde sig på forskellig vis, - og det er en fornøjelse at se hvilken udvikling det fører med sig, især i Hr. Hattenheimer og den mystiske melodi.
Bøgerne er kapitelbøger, og kan med fordel deles op så man kun tager et enkelt eller nogle få kapitler ad gangen for børnenes koncentrations skyld; for mange vil de cirka 80 sider ganske enkelt blive for uoverskueligt på én gang. Selvom der sker noget hen ad vejen i bøgerne er de dog også sådan indrettet at det aldrig bliver så vildt, at man ikke kan holde pause undervejs.
Gode til en hyggestund, - både til børnenes spirende fantasi og genoplivning af de voksnes fantasi!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar