Forfatter: Ida Søby Fogh - Forlag: Facet - Udgivet: 2022
Reklame: Bogen (og dens to forgængere) er alle modtaget som anmeldereksemplarer fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.
Min anmeldelse af de to første bøger i serien, Kaldet og Synet, kan findes her.
Vi er nu nået til tredje og sidste bind i serien om Arias fortælling, og det begynder at spidse til i konflikten mellem de evneløse og de forbandede/velsignede (som naturligvis bliver kaldt noget forskelligt afhængigt af ens holdning til dem). Den gode nyhed er, at det ser ud som om der findes en måde at løse konflikten på og, i hvert fald for en stund, skabe fred mellem de to folkeslag. Den dårlige nyhed er, at de evneløse ikke er interesserede i fredsmægling, og det bliver uhyre vanskeligt at gennemføre planen.
Arias fortælling er en serie, der har mulighed for at sætte indtryk hos de yngre læsere og for at tage en snak om dét at være anderledes og føle, at man ikke passer ind, - og balancen mellem hvorvidt man selv skal gøre en større indsats for at passe ind, og hvornår man skal lade være og søge i andre retninger. Det er også en fortælling om stærke venskabsbånd og det at være der for andre, når der er behov for det.
Gradvist får vi lidt mere at vide om de forskellige grene man kan have evner for. Det bliver dog svært begrænset, og ud over Hviskerne, hvis evne er at kommunikere med en dyreflok, som også er den, Aria primært tilhører, er det ikke meget vi ved om omfanget af evnerne hos de andre. Dog er det en fornøjelse at se at Arias evne får lov at udfolde sig i endnu højere grad end tidligere, og at vi for alvor får en fornemmelse af, hvad det vil sige at hviske med en dyreflok - og hvilke muligheder det giver. Det er gjort meget levende, og man kan som læser tilnærmelsesvist selv fornemme flagermusene omkring sig undervejs.
Selve løsningen på hele konflikten mellem de evneløse og de velsignede afhænger af, at Aria lærer lidt om hver af de forskellige typer af evner, - og at der sker en forening mellem en velsignet og en evneløs, som begge parter går ind til af egen fri vilje. Aria lærer det, hun skal, uden de helt store vanskeligheder, men foreningen mellem de to folkeslag synes mere vanskelig. Først og fremmest handler løsningen om at finde en partner til en tronfølger til de evneløse, og hos de velsignede tænkes i meget heteronomative baner i jagten på et partner til vedkommende. Da man i begyndelsen går ud fra, at det er en evneløs mand, de skal have fat i, er fokus udelukkende på unge kvindelige velsignede - og omvendt, da de finder ud af at det handler om en evneløs kvinde, så er det en ung velsignet mand, de leder efter. Det er der for så vidt ikke noget galt i, men det kan da undre, at der ikke stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt de to udvalgte kunne være af samme køn.
Derudover går lederne hos de velsignede meget målrettet mod gennemførelsen af ritualet, og i betragtning af at det er en del af profetien at de to parter skal gå til ritualet af egen fri vilje kan det igen undre, at der tænkes i baner af en kærlighedsdrik, der netop påvirker de involverede parters grad af frivillighed, - der kunne sagtens være stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt det var en reel, gangbar løsning på udfordringen. Der er nogle etiske dilemmaer, der sagtens kunne være diskuteret her, også på en måde hvor seriens primæere målgruppe sagtens kunne være med, - for modsat tænker jeg egentlig det er et uheldigt signal at sende, at det bliver okay at få andre til at gå i seng med én ved hjælp fra den slags substanser.
Noget af det, der fylder rigtig meget hos Aria, er jagten på hendes ophav, og mysteriet om hvem hendes far er, nu hvor hendes mor døde kort efter fødslen og Aria aldrig har kendt sin familie. Aria har længe vist, at hendes fars navn skulle starte med tre bestemte bogstaver, og når man holder den information op i mod at der i bøgernes persongalleri kun er én mand hvis navn starter med lige netop de bogstaver, ville det være oplagt at tænke over, om det monstro kunne være ham, der var Arias far. Så langt tænker Aria dog ikke, og hun bruger i stedet en pæn mængde energi på at jagte svaret ad andre omveje. Ganske vist kan man da ikke være sikker på, at det er den pågældende karakter der er hendes far, men man kunne da have håbet på at der i hvert fald var tænkt i de baner, - og når bøgernes primære målgruppe er 12-14 årige må man gå ud fra, at de er store nok til også at ville placere deres odds på lige netop dén karakter.
Arias fortælling er en serie, der er nem at blive grebet af og man kan hurtigt få lyst til lige at skulle have det næste med og finde ud af hvad er sker. Det er en fortælling, der også rundes af på en fin måde, hvor historien sådan set er afsluttet, men der også er et fint afsæt til at lade fantasien fare videre i forhold til hvad der sker med karaktererne, og hvordan det vil gå dem fremover. Så på trods af nogle af de udfordringer, der findes i serien i forhold til etiske dilemmaer og heteronormativitet, er det også en serie, der sagtens kan gøre et stort indtryk på sin læser, især i den yngre, primære målgruppe.
Det er ikke perfekt, - der er rum og plads til forbedring. Men det er bestemt også en serie med masser af potentiale, og det er absolut et forfatterskab, jeg ser frem til at følge mere fremover.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar