*Anmelder-eksemplar* Lyset (Arias fortælling, #3)

 Forfatter: Ida Søby Fogh - Forlag: Facet - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen (og dens to forgængere) er alle modtaget som anmeldereksemplarer fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Min anmeldelse af de to første bøger i serien, Kaldet og Synet, kan findes her.

Vi er nu nået til tredje og sidste bind i serien om Arias fortælling, og det begynder at spidse til i konflikten mellem de evneløse og de forbandede/velsignede (som naturligvis bliver kaldt noget forskelligt afhængigt af ens holdning til dem). Den gode nyhed er, at det ser ud som om der findes en måde at løse konflikten på og, i hvert fald for en stund, skabe fred mellem de to folkeslag. Den dårlige nyhed er, at de evneløse ikke er interesserede i fredsmægling, og det bliver uhyre vanskeligt at gennemføre planen.

Arias fortælling er en serie, der har mulighed for at sætte indtryk hos de yngre læsere og for at tage en snak om dét at være anderledes og føle, at man ikke passer ind, - og balancen mellem hvorvidt man selv skal gøre en større indsats for at passe ind, og hvornår man skal lade være og søge i andre retninger. Det er også en fortælling om stærke venskabsbånd og det at være der for andre, når der er behov for det.

Gradvist får vi lidt mere at vide om de forskellige grene man kan have evner for. Det bliver dog svært begrænset, og ud over Hviskerne, hvis evne er at kommunikere med en dyreflok, som også er den, Aria primært tilhører, er det ikke meget vi ved om omfanget af evnerne hos de andre. Dog er det en fornøjelse at se at Arias evne får lov at udfolde sig i endnu højere grad end tidligere, og at vi for alvor får en fornemmelse af, hvad det vil sige at hviske med en dyreflok - og hvilke muligheder det giver. Det er gjort meget levende, og man kan som læser tilnærmelsesvist selv fornemme flagermusene omkring sig undervejs.

Selve løsningen på hele konflikten mellem de evneløse og de velsignede afhænger af, at Aria lærer lidt om hver af de forskellige typer af evner, - og at der sker en forening mellem en velsignet og en evneløs, som begge parter går ind til af egen fri vilje. Aria lærer det, hun skal, uden de helt store vanskeligheder, men foreningen mellem de to folkeslag synes mere vanskelig. Først og fremmest handler løsningen om at finde en partner til en tronfølger til de evneløse, og hos de velsignede tænkes i meget heteronomative baner i jagten på et partner til vedkommende. Da man i begyndelsen går ud fra, at det er en evneløs mand, de skal have fat i, er fokus udelukkende på unge kvindelige velsignede - og omvendt, da de finder ud af at det handler om en evneløs kvinde, så er det en ung velsignet mand, de leder efter. Det er der for så vidt ikke noget galt i, men det kan da undre, at der ikke stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt de to udvalgte kunne være af samme køn.

Derudover går lederne hos de velsignede meget målrettet mod gennemførelsen af ritualet, og i betragtning af at det er en del af profetien at de to parter skal gå til ritualet af egen fri vilje kan det igen undre, at der tænkes i baner af en kærlighedsdrik, der netop påvirker de involverede parters grad af frivillighed, - der kunne sagtens være stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt det var en reel, gangbar løsning på udfordringen. Der er nogle etiske dilemmaer, der sagtens kunne være diskuteret her, også på en måde hvor seriens primæere målgruppe sagtens kunne være med, - for modsat tænker jeg egentlig det er et uheldigt signal at sende, at det bliver okay at få andre til at gå i seng med én ved hjælp fra den slags substanser.

Noget af det, der fylder rigtig meget hos Aria, er jagten på hendes ophav, og mysteriet om hvem hendes far er, nu hvor hendes mor døde kort efter fødslen og Aria aldrig har kendt sin familie. Aria har længe vist, at hendes fars navn skulle starte med tre bestemte bogstaver, og når man holder den information op i mod at der i bøgernes persongalleri kun er én mand hvis navn starter med lige netop de bogstaver, ville det være oplagt at tænke over, om det monstro kunne være ham, der var Arias far. Så langt tænker Aria dog ikke, og hun bruger i stedet en pæn mængde energi på at jagte svaret ad andre omveje. Ganske vist kan man da ikke være sikker på, at det er den pågældende karakter der er hendes far, men man kunne da have håbet på at der i hvert fald var tænkt i de baner, - og når bøgernes primære målgruppe er 12-14 årige må man gå ud fra, at de er store nok til også at ville placere deres odds på lige netop dén karakter.

Arias fortælling er en serie, der er nem at blive grebet af og man kan hurtigt få lyst til lige at skulle have det næste med og finde ud af hvad er sker. Det er en fortælling, der også rundes af på en fin måde, hvor historien sådan set er afsluttet, men der også er et fint afsæt til at lade fantasien fare videre i forhold til hvad der sker med karaktererne, og hvordan det vil gå dem fremover. Så på trods af nogle af de udfordringer, der findes i serien i forhold til etiske dilemmaer og heteronormativitet, er det også en serie, der sagtens kan gøre et stort indtryk på sin læser, især i den yngre, primære målgruppe.

Det er ikke perfekt, - der er rum og plads til forbedring. Men det er bestemt også en serie med masser af potentiale, og det er absolut et forfatterskab, jeg ser frem til at følge mere fremover.

*Anmelder-eksemplar* At trække vejret under vand

 Forfatter: Anja Mosch Lagoni - Forlag: Mosch Lagoni - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatteren. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger Warnings: Partnervold (fysisk og psykisk), beskrivelser af mentale og fysiske mén efter samme - ikke for sarte sjæle!

Jeg vil lægge ud med at fortælle, at jeg ikke har redigeret billedet af bogen, - og at det er taget i masser af lys. Bogen er vitterligt i grå og sorte nuancer, hvilket også udmærket reflekterer hovedpersonens mentale tilstand i en stor del af bogen.

At trække vejret under vand handler om Signe, der har haft en voldsom, uforudsigelig opvækst, og nu, hvor huner voksen og mor til to, har hun fundet en kæreste, Martin, der mildest talt er utilregnelig. Signe bliver efter bruddet indlagt på psykiatrisk, hvor hun tænker tilbage på forskellige perioder i sit liv.

Bogen her er én af de titler, jeg har brugt længst tid på at samle mig mod til at takke ja til - og til at få læst, netop på grund af dens barske fortælling. Det gør ondt i maven at læse, og det var svært at komme igennem. Men det er (desværre) en uhyrre realistisk beskrivelse af mange af de ting, der foregår i hovedet på ofre for det, Signe går igennem. Der er mange undskyldninger for, hvorfor man bliver. Hvorfor man byder sig selv det, Signe går igennem. Men i situationen er det helt naturligt at den slags logik ikke giver mening, - at der ikke er andre muligheder end at blive i det, hvor sørgeligt det så end lyder. Og netop den høje grad af realisme er romanens stærkeste kort.

Når man læser bogen, bliver man præsenteret for tekststykker fra forskellige perioder i Signes liv. De beskriver til dels hendes barndom, og til dels tiden lige op til og og tiden i relationen til Martin, og til dels tiden hvor hun er indlagt, - som også er nuet. Det gør noget for fortællingen at vi får de her forskellige indblik i Signes liv, og det fremstår tydeligt, hvordan Signe mentalt er endt et sted, hvor hun kunne blive charmeret af en mand som Martin og blive hos ham.

Dog kunne man som læser ønske sig, at der i forhold til layout, opsætning, skrifttype eller andet var gjort forskel på de forskellige perioder i Signes liv, - om ikke andet så bare med en kort overskrift, der gjorde det klart, hvornår i Signes liv vi befinder os. Som det er, hvor tekststykkerne til forveksling ligner hinanden, kommer man nemt til at bruge uheldigt meget energi på at orientere sig i forhold til konteksten, hvilket er synd, - for det er kræfter, man sagtens kunne have brugt bedre på at bearbejde Signes vanskelige livsvilkår.

Derudover savner jeg virkelig en epilog, der bare kort i højere grad for uddybet, hvordan det hele ender for Signe og hendes børn. Jeg vil ikke spoile slutningen for kommende læsere, men blot pointere at der sagtens kunne være lagt nogle flere sider i slutningen for at få rundet historien mere af.

Samtidig ville det klæde bogen at man dedikerede en side til slut, hvor personer i samme situation som Signe (uanset køn, for det kan ramme alle) bliver forsikret om, at det aldrig er deres skyld, - og med informationer om, hvor og hvordan det er muligt at søge hjælp.

Når det så er sagt, så sætter bogen fokus på noget, som ellers er meget tabubelagt i samfundet. Vi blander os kun sjældent i det, der sker inden for hjemmets fire vægge hos andre end hos selv, trods klare beviser på, at der er noget, der ikke er som det bør være. Det gør ondt at snakke om. Mange ofre får ikke åbnet op og gjort noget i tide, - enten på grund af en følelse af, at det er deres egen skyld, eller fordi de ikke kan se nogen udvej. Og i forbindelse med diverse nedlukninger fra 2020 og frem, er antallet af ofre desværre kun gået én vej.

Der er behov for, at vi snakker om emner som det her. Også selvom det gør ondt. Også selvom det betyder, at vi får åbnet op for noget ubehageligt. For alles skyld, både de direkte ofre som Signe, men også for de mere indirekte ofre som Signes børn og øvrige pårørende, - og eventuelt kommende partnere til de, der udfører disse handlinger.

At trække vejret under vand er ubehagelig læsning. Det er barskt, gør ondt, og kan være svært at komme igennem. Men det er også en fortælling, der fortjener at blive fortalt og for alvor lyttet til.

*Anmelder-eksemplar* Den sorte drage (Flammen og Bølgen, #2)

 Forfatter: Sidsel Sander Mittet - Forlag: Facet - Udgivet: 2021

Min anmeldelse af første bog i serien om Flammen og Bølgen, Den Røde Drage, kan læses her.

Reklame: Begge bøger i serien om Flammen og Bølgen er modtaget som anmeldereksemplarer fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er dog mine egne.

Trigger Warnings for Den Sorte Drage: vold, overgreb, forsøg på voldtægt, mord

Bemærkning: Jeg fandt en del ro i at lytte til dette soundtrack under min læsning.

Her i anden bog i serien om Flammen og Bølgen fortsætter vi, hvor første bog slap. Ignis og Khalil er ankommet til Broen, der fungerer som base for oprørsgruppen Bølgen, og de bliver videre sendt på missioner sammen med Ignis' bror. Samtidig kæmper de for at holde styr på kaosnettet, - pendanten til Flammens mentale net, og en videreudvikling af dét vi i vores tid vil kalde internettet.

Hurtigt bemærker man dog en lille forskel i begyndelsen af hvert andet kapitel i denne bog i forhold til forgængeren. I begge bøger følger vi på skift Ignis og Khalil, - og nu, hvor Khalil går under navnet Mashal, er det også det, der i denne bog står som overskrift til hans kapitler.

I forhold til selve bogens indhold, bliver vi i første omgang præsenteret for hvordan oprørsgruppen Bølgen er struktureret. Hvor gruppen tidligere har været styret af Ignis' mormor, er den nu styret af en anden, noget yngre kvinde, der fører en politik der hedder, at enkelte medlemmer kun skal vide det, der er strengt nødvendigt for den opgave, de står over for, - hvilket i høj grad er frustrerende for Mashal og Ignis, og til en hvis grad også for læseren, afhængigt af ens temperament. Det kan være virkelig træls at vi ved, at vi ikke får alt at vide, - men det er også et virkelig stærkt værktøj, og ved endt læsning giver det meget bedre mening hvorfor nogle bestemte valg blev taget, selvom vi endnu ikke har fået svar på alt.

Forskellen mellem de forskellige typer af net i denne verden bliver i højere grad udforsket her i Den Sorte Drage. Mashal har gennem sin opvækst fået et dybdegående kendskab til det mentale net (men har dog ikke helt styr på hvorfor det virker som det gør), og lærer også relativt hurtigt at begå sig med kaosnettet. For Ignis er det straks vanskeligere, - igen til stor frustration for især hende selv.

Både Ignis og Mashal får lov at vise noget mere af sig selv undervejs. Ignis viser sig flere gange fra sin temperamentsfulde side, hun er spontan, ilter og umiddelbar, hvilket hun i høj grad også har haft behov for gennem sin opvækst. Mashal er opdraget til en helt anden livsstil og det viser sig også i hans måde at opføre sig på, - hvor han på mange områder har fuldstændig styr på det teoretiske, mangler han praktisk erfaring, og går derfor forkert af de mennesker han møder uden for den relativt beskyttede tilværelse han er vokset op med. Tilfælles har de dog umiddelbarheden, fanden-i-voldskheden, og at de ikke altid tænker planerne fuldstændig igennem. Om det skyldes manglende info hos dem eller generel uopmærksomhed skifter lidt, men de bliver i hvert flad begge presset ud i at skulle improvisere, - hvilket for Ignis er noget lettere end for Mashal.

Det er befriende at læse med, når vores to hovedpersoners stemmer grundlæggende forbliver de samme, og at vi som læsere stadig tydeligt kan mærke hvem de er og hvad de står for, trods de skiftende omstændigheder og ændrede livsvilkår for både Mashal og Ignis. De er levende i en grad, hvor de nærmest træder ud af siden; de er virkelige, både i deres handlemønstre og måder at tænke på, og man kan mærke, at deres følelser nærmest er helt ægte, og er et logisk produkt af deres opvækst. For selvfølgelig er Ignis bedre til at håndtere ghettoen, til at improvisere, og til at tage en maske på end Mashal, for det har hun været tvunget til i flere år for at overleve, - og selvfølgelig er Mashal på andre områder mere hjemmevant i det teknologiske, i kaosnettet og det mentale net, og til at tænke ud af boksen på andre fronter, for det er det, han er blevet skolet i gennem hele sin opvækst.

Den Sorte Drage slutter ikke på en decideret cliffhanger, men der er dog stadig en del uafklarede spørgsmål, og der er flere tråde, der skal reddes ud før serien kan afsluttes på en måde, der er tilfredsstillende som læser, - herunder en opklaring af hvad der skete Marshal i hans første leveår. Ignis' kusine Fia har endnu kun haft en lille rolle at spille, så jeg ser frem til at se hvilken betydning hun får fremadrettet, - og det samme med Ignis' bror. Og så mangler vi naturligvis det endelige opgør mellem Flammen og oprørsgruppen Bølgen, - hvordan dét spiller ud bliver også interessant.

Både Ignis og Mashal er stadig så unge, så jeg ikke forventer, at de nødvendigvis skal ende ud med kærester når serien slutter, - men hvor Mashals seksualitet og drive på dén front blev gjort relativt klart i første bog, er det endnu mere usikkert med Ignis. Der er dog kommet nogle antydninger af noget her i Den sorte drage. Det er dog endnu kun noget, vi som læsere kan gisne om, og man kan da håbe og krydse fingre for at Ignis selv når til en erkendelse af, hvad hun er til på dén front i løbet af en kommende bog i serien. Det er blevet antydet, at andre karakterer gerne så Mashal og Ignis danne par, hvilket vores hovedpersoner dog endnu kun har spillet skuespil omkring på missioner for Bølgen, - hvorvidt det bliver alvor for dem vil tiden vise.

Flammen og Bølgen som serie foregår i en fremtidsudgave af den verden vi kender, - men en flodbølge har ændret måden vi lever på, og gjort mange landområder ubeboelige. I forhold til tema og målgruppe læner den sig meget op af Christian Engkildes Pandora-trilogi (min anmeldelse af tre'eren i dén serie ligger her). Fælles for dem er, at de foregår flere år efter en naturkatastrofe, der har ændret vores levevilkår radikalt, - og at de, i hvert fald hos den samvittighedsfulde læser, giver stof til eftertanke i forhold til den måde vi behandler naturen og klimaet på. Serierne kan, forhåbentlig, være med til at gøre en lille forskel på den front, hvis man altså er så heldig at læseren tager noget af det til sig. Flammen og Bølgen er dog også helt sin egen, og ud over de grundlæggende fællestræk er der rigtig meget, der adskiller den fra Pandora, hvor mange af de problematikker, karaktererne står over for, er væsentligt anderledes, - begge serier fortjener ros på deres egen måde. Man må blot gå ud fra, at har man været glad for den ene serie, vil man med stor sandsynlighed også være det for den anden.

Slutbemærkning: Perlepladen på billedet er naturligvis hjemmelavet og er blevet til på baggrund af symbolet på forsiden af netop bog 2, Den Sorte Drage, hvilket også er det symbol, oprørsgruppen Bølgen benytter sig af i serien. Figuren er blevet cirka 56 centimeter bred og 82 centimeter høj - eller hvad der svarer til fire kvadratiske stiftplader i bredden og fem i højden. Der er brugt noget der ligner 7500 røde perler og lidt færre hvide. Hvis du vil lave din egen, så send mig endelig en mail, så hjælper jeg gerne til med mønsteret..