Bare Alice

 Forfatter: Luna Harley - Forlag: Klippe - Udgivet: 2021

Bare Alice hører til den type ungdomsromaner, jeg kunne ønske mig flere af derude. Ikke fordi der nødvendigvis er noget galt med dem, der allerede er på markedet, - men fordi repræsentation af minoriteter af forskellig art, der falder så naturligt som det gør her i Bare Alice, desværre hører til sjældenhederne.

Alice har altid været tæt knyttet til sin bedste veninde Olivia, og de bliver ofte omtalt som værende én person. Men nu hvor de ikke længere er børn og veninden er begyndt at interessere sig for romantik, er det svært at være Alice. Identitetsspørgsmål får lov til at fylde, og Alice begynder stille og roligt at skulle definere hvem hun nu skal være, og får virkelig lov til at vokse som person i løbet af bogen. Det handler ikke om at droppe gamle venskaber for at finde sig selv, men nærmere om balancen mellem gradvist at definere (og omdefinere) sig selv efterhånden som man bliver ældre og udvikler sig - og at det samme skal ske med venskaber for at få dem til at bestå. Både for ens egen skyld, men bestemt også for modpartens.

For selvom Alices relation til Olivia langt hen ad vejen ligner et venskab, man kan finde mellem to tilfældige børn på en tilfældig folkeskole et tilfældigt sted i landet, betyder det ikke nødvendigvis at relationen er sund. Der er ikke balance i relationen, og Alice og Olivia er ikke lige i deres venskab. Det er Olivia, der fylder, og Olivia, der sætter dagsordenen, - og Alice følger langt hen ad vejen bare med, fordi det er det letteste. Heldigvis er der håb for både Olivia og Alice, der nok begge må bidde nogle ting i sig undervejs for at nå en sund relation på længere sigt, - men det kan lade sig gøre, når blot man arbejder for det. Kommunikation er naturligvis nøgleordet, - et begreb de fleste af os forstår, men som ind i mellem kræver mere end man regner med.

Det er dog ikke kun venskabet mellem Alice og Olivia, der får lov at fylde, men også Alices voksende selvstændighed og hendes søgen efter sig selv. Det bliver en slags dannelsesrejse for Alice, der skal finde frem til kernen i sig selv og en personlighed, der ikke baserer sig på afhængigheden af Olivia. Hvem er hun, hvad vil hun, og hvad går hun op i, når Olivia ikke er ved siden af hende? Som nævnt handler det ikke om at droppe venskabet helt, men at blive dannet som et menneske, ikke kun afhængigt af dem man er sammen med, men også når man bare er sig selv. 

Der kan være store forskelle på hvordan vi som individer opfører os i forskellige sociale kontekster, - i skolen, til sport eller fritidsaktiviteter, hjemme med forældre, bedsteforældre eller partner, på arbejdspladsen og så videre. Hvad disse forskellige personligheder har tilfældes, og det vi gør når vi er helt alene, er også med til at definere os. Men rejsen ind til den kerne er kompliceret, og det kræver ofte en del overvejelser. Heldigvis er personligheder ikke en fast størrelse, og vi har mulighed for at udvikle os undervejs.

Noget af det, der bliver definerende for Alices historie er hvordan det langsomt går op for hende, at hun ikke har den samme interesse i de jævnaldrende drenge som Olivia giver udtryk for at have. Oprindeligt har Alice kæmpet bravt for at passe ind, høre til og være som de andre, til dels takket være påvirkningen fra relationen til Olivia, men hun finder stille og roligt ud af, at der er mulighed for at gå andre veje, - at dét, de andre gør, ikke nødvendigvis er det rigtige for hende.

For nogle LGBTQIAP+-personer er vejen til et label soleklar allerede fra barnsben, og de er slet ikke i tvivl om, at de er noget andet end cishet. Det er det mest naturlige i verden at tingene naturligvis hænger sammen på den måde. Det gør sig dog ikke nødvendigvis gældende for alle medlemmer af LGBTQIAP+, og nogle finder først frem til deres label relativt sent, - hvis de overhovedet når til det. Nogle gange handler det om at man mangler ord for den levede oplevelse, og at man ikke har sproget til at forklare hvad det er der foregår. Andre gange kommer erkendelsen indefra først senere i livet, og man kan måske have været forbi forskellige labels før man ender med dét, der føles mest rigtigt for én.

Alice hører til den gruppe for hvem det sent bliver klart at de ikke er heteroseksuelle. For Alices vedkommende handler den sene opdagelse i bund og grund nok om at hun længe har stået i skyggen af Olivia, - og erkendelsen titter frem og viser sig i takt med at hun gradvist lærer sig selv bedre at kende. Det er for ende en del af overgangen til voksenlivet, og hører med til at finde ud af hvem hun i virkeligheden er, og hvad hun vil bruge sit liv på.

Det er fantastisk at opleve, hvordan brikkerne stille og roligt falder på plads for Alice, og hvordan hun finder en ro i at være i det, - at hun finder sig selv i forløbet. Ikke uden Olivia, men med en ny og anderledes voksen relation til bedsteveninden. Dét at skulle vokse fra at være barndomsvenner til at være venner som voksne kan i sig selv være svært, - for er man venner for nemhedens skyld, fordi man alligevel går i klasse sammen, eller fordi man reelt vil hinanden? Og kan venskabet holde til at man bliver ældre og ændrer sig? Livet byder på lidt af hvert for os alle sammen, og det kan være svært at finde hoved og hale i.

Generelt er det her en bog, med rigtig mange styrker. Sproget er levende, naturligt og (som flere andre også har nævnt i deres anmeldelser) meget Lunask, - det er noget helt for sig, og det er svært ikke at blive fanget af. Det er i hvert fald ét af de elementer jeg vil se frem til ved fremtidige udgivelser fra Luna Harley. Samtidig er karaktererne livagtige og virkelige, og det er nemt at blive ramt og at identificere sig med dem, - og uanset om man er en Alice eller en Olivia i det virkelige liv, er der mulighed for at det giver stof til eftertanke og mulighed for at udvikle sig som person, baseret på netop fortællinger som denne, der kan give læseren mulighed for at reflektere over både egen personlighed og de indvirkninger det her på ens medmennesker.

For mig står Bare Alice stærkt som en coming of age fortælling med en hovedperson, der godt må være tiltrukket af sit eget køn, og som godt må tvivle på sig selv undervejs. Den er noget særligt i sit sprog og i sin udførelse, fordi Alices usikkerhed og hang til det introverte ikke forsvinder som ved et trylleslag undervejs i historien, - det er okay stadig at være menneske med de flaws og uperfektheder, der følger med. Der er ikke et stort behov for at ensrette karaktererne undervejs, men snarere at lade dem finde deres egen måde at leve deres liv på, så de får den slutning, der passer til netop dem. Det er befriende og skønt at se, at Alice finder sig selv, og når frem til den hun gerne vil være, - og at hun får lov til at være Bare Alice, uden hurlumhej, uden at skulle lave om på sig selv.