Sider

10 november 2020

*Anmelder-eksemplar* Dag 0 - Mørkehav

 Forfatter: Annemette Gravgaard Larsen - Forlag: Straarup & Co. - Udgivet: 2020

Sidetal: 248 - ISBN: 9788770189507

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Hold nu fast, en tur! - Den her bog var slet ikke til at slippe igen.
Forestil dig historien om "Palle alene i verden" - men i en udgave målrettet unge.

Lasse, hans lillesøster og venner er en aften gået på opdagelse i en bunker, da de bliver fanget i den. Da de kommer ud igen, er der ikke et menneske at finde i miles omkreds. Nu går jagten naturligvis ind på dem, de holder af, - men også på informationer om, hvad der er sket. For hvordan kan alle mennesker pludselig forsvinde? De finder flere dyr på deres vej, så hvorfor er det kun mennesker, der er forsvundet? Og hvad sker der for de meget aggressive ørne og ulve, som gruppen møder på deres vej?

Vi får nogle hints undervejs til hvad der kan være foregået, - men vi har endnu ingen reelle svar.
Vi ved ikke, hvad der fik alle mennesker til at forsvinde, - vi ved blot, at det var uundgåeligt.
Vi har en idé om, at Lasse kan en del af løsningen på problemerne, - men nøjagtig hvordan det skal foregå ved vi ikke endnu.
Der er lagt op til det helt store drama i bog 2.

Konceptet er virkelig interessant.
Selvom det minder en del om "Palle alene i verden" er løsningen her ikke nær så simpel. Det er ikke nok at vågne op, og så er det hele på magisk vis tilbage til det, vi kender. Der skal mere til, og kampen er ikke nær så simpel. Men med en ældre målgruppe må det også være at forvente.

Som vi ser det fra andre dystopier er der flettet en videnskabelig forklaring ind, eller i hvert fald en idé om en, så idéen om at alle mennesker pludselig er forsvundet fra jordens overflade synes mulig, - og selvom idéen stadig virker lige fantastisk nok til at være virkelig, er det svært ikke at blive en smule skræmt og overvældet. For hvad nu hvis..?

Sproget er flydende og let, og i samspil med en handling, hvor der er fart over feltet, bliver man hurtigt fanget og skal liiiige have det næste med.

Derfor har bogen naturligvis også mine varmeste anbefalinger.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar