Sider

01 oktober 2020

Før vi forsvinder

 Forfattere: Astrid Bakkegaard Lindbjerg, Julie Midtgaard, Anna Line Søgaard, Laura H.P. da Silva, James Vinter, Saynab Farah Dahir, Signe Buhl Andersen, Lea Holm Jensen, Mette Høppner Jakobsen, og Cecilie Birkshøj

Forlag: Calibat - Udgivet: 2018 - Sidetal: 148

Trods det, at jeg ellers kun yderst sjældent læser noveller, er jeg imponeret og rørt efter denne samling.

Fortællingerne er vedkommende og helt i touch med ungdomslivet, - hvad der rør sig, hvordan stemningen er, og hvordan sanserne tages i brug, - hvordan ting opleves som værende noget ekstra, noget særligt, og hvordan det tager plads og får lov at fylde til det bliver altopslugende.

Det er essensen af dét at være ung, - hvordan mange af de ting, som andre aldersgrupper slår hen som værende ubetydelige eller en del af en fase, i en periode får lov til at fylde det hele, så der ikke er mentalt overskud til andet.

Det kan, i situationen, føles som tunnelsyn, - man oplever kun det ene, og man oplever det meget intenst, - det kan være svært at få øje på andre muligheder, andre syn på sagen, andre vinkler, andre tilgange.

Derfor er samlingen også vigtig. Unge mennesker får ofte at vide, at de ældre generationer ønsker sig tilbage til deres ungdomsår, at de unge har det "nemt" i forhold til tidligere, at det aldrig bliver lettere end den situation man er i nu.

Det er bare ikke nødvendigvis sandheden for alle. For med alderen får vi også værktøjer til at håndtere de kriser, som livet byder os, - og vi bliver bedre til at håndtere konflikter, udfordringer og modgang. Det er der desværre bare mange, der glemmer.

Novellerne er gode til de unge, der har brug for at se sig selv - og føle, at de ikke er de eneste, der står med de udfordringer, der er aktuelle hos den enkelte. Og de er gode til de ældre generationer, der har glemt hvilke udfordringer, der reelt hører sig ungdommen til, og hvor hårdt det kan påvirke det enkelte individ.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar