Sider

14 oktober 2020

*Anmelder-eksemplar* Glad lærer

 Forfatter: Henning Engholt Jørgensen - Forlag: Forfatterskabet.dk - Udgivet: 2020

Sidetal: 80 - ISBN: 9788794049191

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Henning Engholt Jørgensen nævner som noget af det første, at inspirationen til bogen her kom af, at han stødte på én, han tidligere har haft i praktik, og som efter sidste eksamen på læreruddannelsen stadig ikke følte sig klædt på til lærerjobbet.

Selv var jeg igennem sidste eksamen på læreruddannelsen i sommer, og kan sagtens genkende følelsen af, at man ikke er klædt på til jobbet som lærer - sådan for alvor, i hvert fald, - og flere af mine tidligere studiekammerater nævner det samme. Og dét til trods for, at vi i vores uddannelsesforløb har været igennem mange forskellige teorier om og tilgange til faget. For trods en passion for at skulle ud og undervise og forhåbentligt at kunne gøre en positiv forskel for rigtig mange elever, så er der også enorm forskel på studielivet og det reelle arbejde, som man som studerende kun får lov at snuse minimalt til i løbet af uddannelsen, hvor der (i hvert fald i min studietid) er tale om tre gange seks ugers praktik i løbet af de fire uger uddannelsen varer. De fleste på uddannelsen er også helt klar over, at man i løbet af uddannelsen kun får lov til at opleve en lille del af det, jobbet reelt byder én.

Derfor er det også vigtigt med en påmindelse om, både hvorfor man i sin tid valgte uddannelsen, men også alle de gode ting, som jobbet kan byde på. Det er vigtigt at få ud til de lærerstuderende, at selvom opstarten i et fuldtidsarbejde som lærer kan virke uoverskuelig og skræmmende før man kommer i gang, så er det muligt at komme over de første udfordringer, og at hverdagen kan blive overkommelig igen. Det er et lys, som man gerne skulle kunne blive ved med at se gennem den første tid som lærer, hvor det hele virker uoverkommeligt.

Glad lærer er én af de bøger, som jeg ser at flere af mine medstuderende kunne have behov for at læse, - netop for at blive mindet om ovenstående. For selv de, der går gennem studiet med høje karakterer har ofte en frygt for ikke at slå til eller at være god nok, når det kommer til stykket. Selvom man lærer og udvikler sig hele livet, kan man godt have behov for at blive mindet om, at man også er god nok som man er lige nu, og at man skal turde stå ved den man er.

Bogen er skrevet i et let og forståeligt sprog, der både trækker tråde til lærerrollen, som er til at forholde sig til, også som ny-uddannet lærer, men det er også en påmindelse til forældre til børn i skolealderen om, at lærerne vil børnene det bedste, og at lærerne gør det så godt, som de kan.

Netop fordi bogen tager fat i nogle så væsentlige ting for de nye lærere i folkeskolen er det, jeg savner ved bogen, egentlig at der var mere fylde på. Bogen er "sølle" 80 sider lang, - og emnerne der gennemgås kunne sagtens fylde det dobbelte ud eller mere, uden at det gjorde noget.

Til de nye lærere og til forældre til børn i folkeskolen, - så har den her bog mine klare anbefalinger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar