Sider

29 september 2020

Mindelandet

 Forfatter: Line Wenzel - Forlag: Tellerup

Om bog 1, Dronningens Erindringer, skrev jeg:

Wauw.. bare, - wauw.

Jeg blev tidligt revet med, og blev fuldstændigt grebet af fortællingen her.

Universet er godt skruet sammen, og jeg vild med, hvordan det at udøve magi fungerer i denne verden, - og at der er en tydelig, gennemtænkt forskel på at være magiker og på at være heks; det virker, at de hver defineres på helt deres egen måde, og at deres handlemåder tilsyneladende er vidt forskellige.

At der der udover optræder forskellige overnaturlige væsner undervejs er kun en bonus, - dem får vi forhåbentligt lov til at se mere til fremover, både fordi de er fantastiske, men også for at lære deres baggrund i dette univers at kende.

Der er et super flow i teksten her, og jeg havde meget svært ved at slippe den; til dels grundet det interessante univers, og til dels fordi det hele bare klappede undervejs. Der var ikke indlagt pause undervejs, - man skal lige have det næste kapitel med.

Personerne er interessante og flere af de mest fremtrædende karakterer får virkelig lov til at shine undervejs. Der er stadig enkelte karakterer, som jeg gerne vil se mere til og af fremover, - men man kan jo heller ikke nå det hele i første bog; der skal jo også være noget at glæde sig til.

Jeg ser virkelig frem til at få fingrene i den næste bog!

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2019 og har ISBN 9788758830988. Den er 295 sider lang.

Bonus: Sværdet i baggrunden er en replica af Frodos (og Bilbos) sværd Sting fra Ringenes Herre-filmene.


Om bog 2, Kongernes Arv, skrev jeg:

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg var svært begejstret for Dronningernes Erindringer. Og når en 1'er er en succes, kan man altid være nervøs for om 2'eren kan leve op til 1'eren, og om niveauet kan holdes.

Her er der dog ingen grund til bekymring. Kongernes Arv er mindst lige så god som sin forgænger, og trods det, at perspektivet flyttes, og vi nu får fortalt noget, som foregår flere år før handlingen i bog 1, giver det hele mening, da bogen her netop er med til at besvare nogle af de spørgsmål, vi som læsere efterlades med i bog 1.

Det er i mine øjne kun en bonus, at vi her følger handlingen gennem Siljes øjne, da det giver en helt anden oplevelse end hvis vi havde oplevet historien fra Leonoras synspunkt, da det netop er Leonora, der for alvor er en masse action omkring. Silje er stadig med på sidelinjen stort set gennem alle Leonoras udfordringer, men fordi hun ser det mere udefra, har hun et overblik, som Leonora mangler, og vi får derfor nogle andre ting foræret, - men får også nogle ting frataget, især hen mod slutningen, hvor Silje netop misser noget af det, Leonora oplever, - det gør dog igen, at selvom vi misser en masse action, får vi nogle andre ting foræret, som Leonora ikke ville have set.

Det er også interessant at se forskellen på Tellas fortælling og Siljes fortælling. Begge historier følger en ung pige, der gennemgår en masse udfordringer og som udvikler sig og finder sig selv undervejs, men deres rejser er vidt forskellige, og det, de får med sig, er derfor også naturligt meget forskelligt. Det har været spændende at se Tellas udvikling til at blive mere komfortabel med brugen af magi i bog 1, mens det for Silje har været interessant at kigge på både hendes udvikling af sin identitet, både i forhold til sine forældre, men også den skiftende relation til Leonora.

Som nævnt, da jeg anmeldte bog 1, er jeg stadig fan af det her med, at brugen af magi ikke er gratis, men at det koster noget af den, der bruger magien, og det er en stor bonus at vi ser her i bog 2 nøjagtigt hvor meget, den reelt set kan koste, og hvor dyrt det kan være for både udøveren og de pårørende til vedkommende.

Bøgerne her kan klart anbefales - hvornår kommer bog 3? ;-)

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2020. Den har ISBN 9788758839028 og er 297 sider lang.


Om bog 3, Slægternes fejde, skrev jeg:

Oh..

En rejse er forbi.

Det er alt, hvad man kan håbe på - og mere til.

Det er måske ikke drømme-slutningen, - og absolut ikke den slutning på serien jeg havde ventet, da jeg læste den første bog i serien. Der har været for mange plottwists undervejs til, at dét kunne lade sig gøre.

Magisystemet i universet her er noget helt særligt. Det koster noget, og jo større end mængde magi man bruger, jo mere koster det naturligvis. Det giver selvfølgelig nogle komplikationer undervejs for de involverede, - for er man parat til at betale hvad det koster? Det er ikke et enkelt dilemma, og det er interessant at se hvordan forskellige karakterer serien igennem har meget forskellige overvejelser omkring hvilke ting de finder vigtige, - og hvad de vil betale for at få det, de ønsker sig.

De konstante etiske overvejelser omkring hvad der er rigtigt og forkert og hvad man burde gøre er interessante, også i vores verden - for hvad skal der egentlig til for at man har "krav" på noget? Hvornår har nogen fået for meget magt, og hvordan kan det reguleres? Ligestillingsdebatten er heller ikke nem i en verden, hvor nogle, men ikke alle har særlige evner - hvordan lovgiver man lige om dét, så alle føler sig retfærdigt behandlet?

Vi hører flere argumenter i både den ene og den anden retning undervejs i serien, - men her i bog 3 kommer vi mere ind under huden på én, der forsøger at tage et neutralt standpunkt end hvad vi har oplevet tidligere, hvilket gør debatten særligt interessant. Kan det lade sig gøre at blive ved med at forholde sig neutralt, - eller vil man på et tidspunkt blive nødt til at vælge side?

Endnu engang har Line Wenzel præsteret en veludført bog, som ikke er til at lægge fra sig igen. Plottet er godt skruet sammen, og selvom vi langt hen ad vejen i de to første bøger har været disponeret for at tage dronningeslægtens parti, kan det nu være vanskeligt at finde ud af, hvem man skal holde med.

Simen, der i stedet taler for kongeslægten, er både irriterende, har for høje tanker om sig selv, og er ikke den skarpeste, - men han kæmper også bravt for en sag, som han virkelig tror på, hvilket gør, at man undervejs sagtens kan komme til at holde af ham.

Over for ham er Evyanna sød og mere uskyldig, - og umiddelbart endnu lettere at holde af en Simen er det. Hun er åben og interesseret i mennesker og er god til dyr, - men er det hele mon for godt til at være sandt? I hendes situation har hun kun gavn af at vise sig fra sin bedst mulige side, - og dermed skjule de knapt så attraktive sider.

Det er svært at være Iden. Hun bliver fanget i et spil mellem parterne i en situation, hvor hun for ganske nyligt har mistet alt hvad hun kendte, - familie, venner, bekendte og sit hjem - og hun er derfor nem at påvirke i forskellige retninger, fordi hun naturligt er meget i sine følelsers vold. Det kan være svært at holde hovedet koldt og finde ud af, hvilken beslutning, der er den rigtige at tage, - hvis dét overhovedet kan lade sig gøre.

Den sidste del af bogen viser meget godt hvad den type situationer kan gøre ved et menneske, - for Iden er, når det kommer til stykket, kun menneskelig, med alt hvad det indebærer, og det kan være vanskeligt at stå imod under det pres, som hun har været placeret under i flere uger ved bogens afslutning.

Så selvom slutningen som nævnt slet ikke blev, som jeg havde regnet med, - så er jeg sikker på, at det var det heltrigtige for Iden, og forhåbentligt også det bedste for landet Sunira.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2020. Den har ISBN 9788758840031 og er 304 sider lang.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar