Sider

26 september 2020

Mere end veninder

Forfatter: Line Lybecker - Forlag: Calibat - Udgivet: 2016

Sidetal: 277 - ISBN: 9788793281219 

Det her er en skøn fortælling om det at finde sig selv og sin plads i en verden, hvor man hurtigt kan blive efterladt med en følelse af ikke rigtigt at høre til nogen steder.

Det er en ærlig fortælling om det at skulle finde ind til kernen i at hvile i sig selv og turde stole på, at det man føler er godt nok, - uanset hvad andre siger og tænker om sagen.

Det er en fortælling, som sætter tingene i perspektiv, både i forhold til hvor priviligerede mange af os er, når der ikke skal kæmpes for at familien vil respektere én for den man er, men også i forhold til at blive tvunget ud i alt for tidligt at skulle tage et ansvar, som man egentlig ikke er klar til, og som det ikke burde kunne forlanges at et så ungt menneske skal tage på sine skuldre.

Det er en fortælling, der kan gøre læseren klogere på både sig selv og sine medmennesker. Hvordan behandler vi os selv og dem vi holder af? Er vi ordentlige ved hinanden og husker at respektere hinanden for dem, vi er - og husker vi på ikke at dømme nogen for noget de reelt set ikke selv er herre over? Husker vi - især som voksne - at tage ansvar for os selv og eget liv i stedet for at lægge beslutningerne og ansvaret i hænderne på andre, når vi i bund og grund selv har ansvar for vores eget liv?

Der er flere perspektiver i romanen her, som er værd at tage op til debat, og den kan med fordel læses både af unge og deres forældre, da den netop kan danne grundlag for en god snak parterne i mellem, uanset hvordan vilkårene måtte se ud i det enkelte hjem.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar