Sider

25 september 2020

Franz

 Forfatter: Mikkel Wendelboe - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2020 

Sidetal: 353 - ISBN: 9788793835290

Hold nu op, en tur, man begiver sig ud på her.

Et trick til bogen her må være at gå til den med så få forventninger som overhovedet muligt, for man kommer nok ikke uden om at blive overrasket alligevel.

Sproget har et helt særligt flow og er skruet sammen på en måde, som kun Mikkel Wendelboe kan præstere, - jeg har endnu ikke set det efterlignet andre steder. Man skal lede længe efter et aktivt ordforråd på størrelse med Wendelboes (og jeg synes endda jeg har mødt nogle stykker med et stort aktivt ordforråd - men de kommer ikke i nærheden af det her), og man skal være vågen for at følge med i de kringlede formuleringer, som man ind i mellem skal læse mere end én gang for at forstå meningen med.

Teksten er fyldt med vittige bemærkninger og samfundskritik, og den skåner hverken stor eller lille. Der bliver diskuteret politik og reality-tv, sport og mere nørdede interesser, samt livsstil og dét, man tror på (og som ikke nødvendigvis er en religion), og selvom det kan virke som om, at der skydes med spredehagl, er der alligevel en mening med galskaben. Vi når vidt omkring for egentlig ret tidligt at nå en kerne i, at det, som medier kan definere som være det rigtige, ikke nødvendigvis er det rigtige, og det at lære for en test eller en eksamen, ikke er det samme som at være klog på livet og på den virkelige verden.

Det er en roman, som man skal være vågen for at få noget ud af; tempoet er højt, sproget er avanceret, og man skal nærmest ikke blinke med øjnene, før man er gået glip af et eller andet. Men den giver også stof til eftertanke, og det vil måse være endnu mere aktuelt ved en anden eller tredje gennemlæsning.

Nu skal jeg dog lige trække vejret oven på første, hektiske gennemlæsning, - og så vender jeg stærkt tilbage igen en anden gang!

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar