Sider

25 september 2020

For foden af trappen

 Forfatter: Pernille Eybye - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2010 - Sidetal: 283 - ISBN: 9788758809243 

Der er langt i mellem, at jeg får læst gys og mysterier som For foden af trappen, - der er langt i mellem, at de kan fange og holde min opmærksomhed længe nok, men her lykkes det rigtig godt.

Samson har sine egne problemer og udfordringer at slås med, før Ella presser ham ud i at skulle finde ud af, hvem der slog hende ihjel. Det går da heller ikke lige så nemt, som man kunne have håbet, og mysteriet er temmelig indviklet, hvilket betyder, at mistanken langt hen ad vejen kan falde på flere af karaktererne. Hvem morderen viser sig at være, vil jeg ikke spoile her, men jeg må indrømme, at jeg selv måtte gå igennem nogle af sporene igen, da det blev afsløret, - for når det kom til stykket, burde det jo have været relativt lige til at regne ud.

Karaktererne er veldefinerede og er til at identifiere sig med, selvom de falder lidt for meget ind i nogle stereotype kasser undervejs, og deres brug af teknologi ikke passer med det, der ville være aktuelt i dag, - der sker simpelthen for meget for hurtigt på det område.

Samson især kommer man ind under huden på, og hans egen skyldfølelse fylder en del i opklaringen af mysteriet om Ella, - man kan håbe, at han finder fred til sidst, især i betragtning af de detaljer, man får foræret om hans fortid til sidst.

Bogen er relativt let at komme igennem og forholdsvist hurtigt læst, og kan sagtens anbefales, hvis man søger mordgåder, hvor man kan gætte med på, hvem den skyldige er.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar