Sider

25 september 2020

Fangirl

 Forfatter: Rainbow Rowell - Udgivet: 2013 - Sidetal: 453 - Forlag: St. Martin's Griffin

Fangirl hører til listen over de bøger, jeg ville ønske, jeg havde haft adgang til, da jeg nåede puberteten, og derfor havde fået fingrene i langt tidligere. Jeg kan se nu, hvordan jeg ville have været i stand til at spejle mig i Cat, - noget, alle børn og unge fortjener at opleve.

Det er fantastisk, at en hovedperson ikke nødvendigvis behøver at være ekstrovert og elske sociale arrangementer. At det bliver okay, at man har lyst til at blive hjemme, lukke sig inde, og kun omgås sig selv og til nøds sine aller-nærmeste. At man ikke har behov for hele tiden at smalltalke og finde nye bekendtskaber rundt omkring.

Cat er ikke perfekt. Det er hendes søster heller ikke. Selvom de er tvillinger, er deres personligheder meget forskellige, og deres tilgang til college-livet er derfor også vidt forskellige. At de tilgår livet på deres egen måde er en del af det at blive voksen. Det samme gælder, når det går op for pigerne, at de begge har begået fejl, og at deres yderligheder måske ikke er det bedste for nogen af dem, men at de i fællesskab må finde en middelvej fremover.

Cats introverthed kan man håbe må være en øjenåbner for de mange, der ikke er det, - hvis bare nogen får en forståelse af, hvorfor introverte kan foretrække deres eget eller deres allernærmestes selskab over et omfangsrigt socialt liv, har bogen gjort sit.

Jeg kunne ønske mig, at det var muligt at få fortællingen ud til nogle af de, der normalt ikke dyrker bøger i samme grad som Cat, så bogen ikke kun rammer de, der i forvejen ligner Cat. Bare for, at andre kan få en forståelse for hvad det vil sige at dyrke et fiktivt univers i samme grad som Cas stadig gør det. Mange gør noget lignende med sport, hvilket er helt socialt acceptabelt, men det kunne være positivt, at flere fik øjnene op for, at man godt kan interessere sig for mere og andet end sport.

Jeg gav Fangirl 5 ud af 5 stjerner.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar