Sider

26 september 2020

Et varsel om storm

 Forfatter: Tobias Stenbæk Bro - Forlag: Turbine - senere Ulven og Uglen

Om bog 1, Væddermændenes Nat, skrev jeg:

Væddermændenes nat er en forrygende begyndelse på hvad der snidlt kan blive en episk fortælling, som jeg absolut glæder mig til at følge med i fremover.

Selvom her i denne bog ikke er tale om klassisk fantasy med magien eller fremmede racer i centrum, er det forfriskende at se, hvor meget energi der er lagt i spillet mellem karaktererne og deres indbyrdes relationer, hvilket giver potentiale til masser af drama fremadrettet i kommende bøger.

Dog ser jeg bestemt også frem til at se mere af den verden, fortællingen udspiller sig i, og de væsner der hører sig til her, da det endnu er meget begrænset, hvad vi er blevet introduceret for af disse ting. Jeg kan dog se, at der hører kort med til bog 2, Blodets Sti, hvilket er gode tegn, - det bliver spændende at gå på opdagelse og finde ud af, hvad de forskellige lokationer har at byde på.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2018 og har ISBN 9788740650815. Den er 325 sider lang.


Bog 2, Blodets Sti

Jeg er begejstret.

Hvor Væddermændenes Nat lagde grundstenene til noget stort, er der her i Blodets Sti kommet mere retning på fortællingen, og som læser er man ikke længere på samme måde overladt til en uvished om, hvad fremtiden bringer for de tre unge brødre.

Vi får også med tiden, blandt andet takket være den skiftende synsvinkel, bedre indblik i brødrenes tanker om både deres indbyrdes relationer og deres idéer om, hvad fremtiden byder på for dem hver især. Det taler til deres fordel, at de alle tre portrætteres som nuancerede, hele mennesker, med de fejl og uperfektheder det nu engang indebærer. Man kan ikke lade være med at holde af dem alle tre, men det indbyrdes drama brødrene imellem kan dog godt trække i retning af, at man til tider holder mere af én af brødrene end de andre, afhængigt af hvem man spejler sig mest i.

Der er mange detaljer, der skal med, og tempoet er derfor ikke det hurtigste, men det er godt givet ud til fordel for at lære karaktererne at kende. Sprogligt har romanen her også rykket sig i forhold til sin forgænger og er lettere at gå til.

Overordnet en utrolig vellykket roman i et univers jeg ser frem til at lære endnu bedre at kende fremadrettet.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2019 og har ISBN 9788740657067. Den er 372 sider lang.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar