Forfatter: Thomas Arnt - Illustrator: Rie Nim - Forlag: Ulven og Uglen - Udgivet: 2020
Sidetal: 64 - ISBN: 9788793349667
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar.
Man bliver advaret allerede på forsiden, - det her er bestemt ikke for børn. Humoren er grov og grafisk, og der er flere historier der kræver et vist kendskab til verden uden for folkeskolen før man fanger pointen.
Voksne fantasy-læsere kan derimod glæde sig til en række korte, letlæste, humoristiske historier, der refererer til mange stereotypiske forestillinger om fantasy-litteratur og giver små glimt af Thomas Arnts sindsstemning i skriveprocessen, - hvilket giver historierne noget helt særligt, når man også får en smule af det personlige med.
Thyban og Mithrados er et umage par og er vidt forskellige, men har alligevel fundet hinanden i et helt særligt venskab. Det er måske netop deres forskelligheder der gør, at de komplimenterer hinanden så godt; deres styrker ligger forskellige steder, og de er (i hvert fald i teorien) helt klar til at løse enhver konflikt. I hvert fald så længe deres forfatter ikke lægger for mange benspænd ud, eller sender dem på opgaver for ofte, - det skal også gå rimeligt for sig!
Historierne om de to venner giver smil på læben, et godt grin, og i ny og næ kan man også få lidt at tænke over. Både i forhold til, hvordan meget litteratur er stillet op (for selvom bogen refererer til stereotyper vil den rutinerede fantasy-læser sandsynligvis let kunne finde eksempler på, at det er brugt før), men også i forhold til ens egen tilgang til arbejde, når Thyban og Mithrados kommenterer på deres forfatters liv og valg på deres vegne.
Perfekt til de, der ikke nødvendigvis har tiden eller overskuddet til et nyt, langt, storslået fantasy-eventyr, men alligevel gerne vil have en del af den stemning, der hører med i de episke romaner.
Her kan man nøjes med en kort historie i ny og næ, - det tager ikke mange minutter at komme igennem dem, og de kan læses uafhængigt af hinanden, så man skal ikke være bange for at der går lidt tid før man får læst mere.
Jeg gav bogen - ud af 5 mulige stjerner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar