Sider

07 februar 2021

*Anmelder-eksemplar* I krig - Legendens Ridder, #1

 Forfatter: Jeanette Sigtenborg Rasmussen - Forlag:  Straarup og Co. - Udgivet: 2021

Sidetal: 200 - ISBN: 9788775490981

Bogen er modtaget som fri-eksemplar fra forlaget og er derfor reklame. Alle udtryk for holdninger her i anmeldelsen er dog mine egne.

I Krig er den første bog i det, der gerne skulle blive en trilogi om Legendens Ridder. I kraft af, at den "kun" er 200 sider lang, og derfor relativt kort i forhold til mange andre fantasy-fortællinger, er det heldigvis nemt at overkomme at få den læst, og de hurtige vil sandsynligvis kunne nå at læse den på en enkelt eftermiddag.

Her i første bog følger vi Elena, der er prinsesse i et land i krig, og desværre ikke på den side, der har overtaget. Der florerer dog en myte i landet om en Legendens Ridder, der dukkede op og reddede dagen, sidste gang, landet var i knibe, - og det siges, at kun den næste udvalgte er i stand til at finde denne ridders rustning. Det viser sig naturligvis at være Elena, der ellers ikke har fået lov at drage med i krig, fordi hun er en pige. Slagmarken er dog ikke helt, hvad hun havde forventet..

Legendens Ridder blander elementer af fantasy-universer og eventyr i plot og struktur, - og i kombination med et relativt enkelt sprog vil de fleste elever på mellemtrinnets klasser kunne få glæde af fortællingen.

Det betyder da også noget særligt, at vi har en kvindelig hovedperson, der lader til at være den udvalgte; der er nok at snakke om alene på baggrund af netop idéen om, at piger ikke skulle kunne deltage i krig på lige fod med drengene.

Elena er i starten relativt selvsikker, og hendes måde at tale til sine lærerinder, sin far og dennes embedsmænd minder mere om noget, der ville finde sted i dag end i et traditionelt middelalder-miljø. 

Det kan virke meget ude af karakter for en pige af hendes stand at tale og opføre sig som hun gør, men til en målgruppe, der hedder 10+, vil det måske netop falde i god jord, at Elena er meget nede på jorden og siger og gør hvad hun tænker uden at overveje, hvad andre måtte synes om det. 

Det gør dog også, at der bliver en lille smule Pyrus over hende, for det hun siger og gør er ikke altid helt hensigtsmæssigt, og hun får derfor rodet sig ud i nogle ting, hun ikke havde set komme på forhånd, - og det skal selvfølgelig løses hen ad vejen.

Også for den voksne læser bliver Elena nem at holde af, fordi hun kan tale til noget af det, de fleste af os har været igennem; den her følelse af at blive mødt med uretfærdighed, som vi har svært ved at gøre noget ved, og så det her clash mellem forventninger og virkelighed, der kan opstå.

Overordnet set var jeg selv svært begejstret for bogen, og min største anke er nok netop, at den er lige til den korte side, - hvornår kommer der mere?

*Anmelder-eksemplar* Regnbuefortællingerne

 Forfatter: Ane Azalea Gildberg - Illustrator: Susanne Wermer Boge

Serien er modtaget fra forfatteren som anmeldereksemplarer og er læst i samarbejde med min i skrivende stund fire-årige datter. Alle holdninger er naturligvis mine (og min datters) egne.

Læserækkefølge:

  1. Den røde regnbuefortælling om Rod og Rose
  2. Den orange regnbuefortælling om Rav og Reje
  3. den gule regnbuefortælling om Gnist og Glæde
  4. Den grønne regnbuefortælling om Vind og Vinge
  5. Den blå regnbuefortælling om Takt og Tone
  6. den lilla regnbuefortælling om Vid og Vidne
  7. Den hvide regnbuefortælling om Dug og Dråbe

Serien her dukkede op i en fin, farverig indpakning, som min datter modtog med største glæde, - en begejstring, der kun blev større, da hun så de fine bøger, som pakken indeholdt. Vi havde da heller ikke haft åbnet for pakken ret længe, før hun havde bladret flere af bøgerne igennem på egen hånd, og læst de første tre med sin far. 

Nå jah, det var ikke hele serien på én gang, - men i en alder af fire år kan tre bøger i rap også være rigeligt, og så kan man altid tage resten senere. Herhjemme er der i hvert fald grænser for, hvor længe barnet kan sidde stille af gangen.

Bøgerne er hver især bygget nogenlunde ens op. Vi introduceres for to karakterer ved navn, altid en dreng og en pige, og hvordan deres hverdag ser ud. Der opstår en konflikt, som karaktererne så må løse.

Hver enkelt bog fokuserer på noget forskelligt, men grundstenene er venskaber, fællesskab og lykke, - og at finde de ting, der betyder noget for den enkelte.

Forudsætningen for at løse de konflikter, der opstår, er ofte, at begge de to hovedpersoner må gøre en indsats, men at den enkelte også kan gøre meget.

Det er positivt, at bogen selv stiller spørgsmål til, hvad læseren ville stille op i den enkelte situation, og hvad læseren mener, karaktererne kan gøre for at løse den enkelte konflikt. Spørgsmålene er placeret strategiske steder, hvor det er oplagt at tage en samtale med det barn, man læser med, om det der sker, - og tvinger også den voksne læser til at huske, at bogen også skal læses for samtalens skyld, og ikke kun for at få sidste side vendt.

Herhjemme har det været en stor bonus, at bøgerne lægger så meget op til en samtale om det læste. For et nysgerrigt og videbegærligt barn er det guld at få serveret de her bøger, hvor der er noget at tænke over og forholde sig til, i stedet for at hun ofte "bare" får serveret let underholdning fra TV eller nogle af de andre bøger, vi har stående, hvor kvaliteten kan være varierende.

Derudover er illustrationerne virkelig flotte, og både barnet selv og vi voksne har haft meget glæde af dem, - og da de i sig selv også fortæller en historie, giver de også anledning til mange samtaler.

Trods det, at vi endnu ikke har haft bøgerne så længe, er det nærmest helt sikkert, at de kommer til at være blandt favoritterne det næste lange stykke tid. Barnet herhjemme er i hvert fald svært begejstret.



06 februar 2021

Aurora Cycle

 Forfattere: Amie Kaufman & Jay Kristoff - Forlag: Knopf Books for Young Readers

Bog 1, Aurora Rising, er udgivet i 2019. Den er 473 sider lang, og har ISBN 9781524720964.

Bog 2, Aurora Burning, er udgivet i 2020. Den er 512 sider lang, og har ISBN 9780593302002.

De to første bøger i The Aurora Cycle er alt, hvad jeg ønskede mig af The Illuminae Files, som jeg personligt ikke var den største fan af, og som jeg helst havde set i en film-udgave i stedet for en bog-udgave.

Aurora Rising og Aurora Burning egner sig i mine øjne bedre til bog-mediet, - den er fortalt på en helt anden måde, og fordi vi løbende får lov at opleve handlingen gennem flere forskellige karakterers øjne, hvor en stor del af fortællingen handler om deres indre univers og deres tanker om noget bestemt, er bogmediet ideelt.

Jo, jeg skal da indrømme, at det altid kan være lidt små-forvirrende i starten med den her type bøger, hvor vi skifter mellem ikke bare et par stykker, men relativt mange forskellige karakterer. Man bliver kastet ud i det, og der kan være meget at holde styr på med navne, baggrundshistorier osv., men selv synes jeg også, jeg relativt hurtigt bliver vant til det, - og når man først kommer i gang, synes jeg ikke, det er et problem.

Det havde været enkelt i The Aurora Cycle at tage udgangspunkt i Aurora, der drog fra Jorden som vi kender den, godt nok over 100 år ude i fremtiden i forhold til hvor vi er nu, og så vågner op over 200 år efter hun rejste hjemmefra til en verden, der ser helt anderledes ud end dét hun kendte. Alle dem hun kendte er for længst døde og borte, og hun har ikke længere noget at vende hjem til. Hvordan omstiller man sig lige til dét? De tanker, der må gå gennem hovedet på Aurora er super interessante at forholde sig til, og bøgerne kommer også en smule ind på det.

Men vi får også lov til at opleve så meget mere end det. For selvom Auroras fortælling er interessant, er det også en oplevelse at få lov til at se, hvordan de andre karakterer lever deres liv, og hvordan det er anderledes end det, Aurora kommer med. De reagerer og tænker på en anden måde end Aurora i kraft af at deres opvækst helt naturligt har været så meget anderledes, og de ting, de opfatter som helt almindelige, er det ikke nødvendigvis for Aurora.

Jeg er også helt vild med humoren i bøgerne her, og især Aurora, Finian og Scarlett synes jeg er godt med i forhold til one-liners. Auroras reaktion på Kal og hendes mange øge-navne til ham på baggrund af hans spidse ører gjorde, at jeg måske lidt for ofte sad og grinede højt (jeg har et ømt punkt for den her form for intertekstualitet, og i det hele taget referencer til andre værker, enten direkte fra karaktererne eller mere subtilt).

Tempoet i bøgerne er generelt relativt højt, så man kommer bestemt ikke til at kede sig undervejs. Det fungerer derfor også fint, at de her infosider, der i særdeleshed er at finde i den første bog, kun fylder en enkelt side, før handlingen går videre. Til gengæld kunne infosiderne være trælse at undvære, da de netop er en god støtte og hjælp til at navigere i det her univers, som vi som læsere er lige så grønne i som Aurora er det.

Jeg må indrømme, at jeg er kommet relativt sent i gang med serien i forhold til så mange andre, - også i betragtning af, at det i skrivende stund er omkring 9 måneder siden jeg fik dem anbefalet (i forbindelse med en livestream med Nanna Foss, - tak for det 😉😅), og lige nu kan det være svært at få øje på grundene til, at jeg ventede så længe med at komme i gang med dem.. Jeg elsker dem jo!

Dog kan cliffhangere dog godt være medvirkende til, at jeg ærgrer mig lidt over, at jeg ikke lige ventede lidt længere, så jeg kunne komme i gang med bog 3 med det samme.. 😭😂