Sider

25 januar 2021

Stormflod - Grøn Klode 1

 Forfatter: Eva Munk - Forlag: Klippe - Udgivet: 2020

Sidetal: 131 - ISBN: 9788797117057

Om Stormflod skrev jeg:

En bog som den her er vigtig i forhold til at sætte fokus på klimaet, og hvor meget det betyder, at vi gør noget - ikke om lidt, men nu, - og at vi alle kan gøre en forskel og hjælpe lidt på vej. Det er ikke altid ret meget, der skal til for at gøre forskellen.

Til trods for bogens aktualitet og væsentlighed, som jeg bestemt anerkender, er den dog også lige til den korte side. Det kan være en fordel for de, der har udfordringer i forhold til læsning, at den er let at gå til og nemt tilgængelig. Men selv manglede jeg noget mere kød (no pun intended) på fortællingen og dybde i karaktererne - for de kan og vil en hel masse, som vi simpelthen ikke når at se, fordi der ikke er lagt plads ind til det.

Så selvom jeg egentlig i bund og grund holder af fortællingen, savner jeg også, at den bliver dobbelt så lang - hvis ikke tre gange så lang - som den er, for at man for alvor kan komme omkring både temaet om klimaet og karaktererne.


21 januar 2021

[Anmelder-eksempar] Låsen & Vogteren

 Forfatter: Louise Haiberg - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2021

Sidetal: 399 - ISBN: 9788758841229

Låsen & Vogteren er modtaget som anmelder-eksemplar fra Louise Haiberg, og er derfor reklame.

Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Om Låsen og Vogteren skrev jeg:

Jeg indrømmer blankt, at jeg har læst alle Louise Haibergs udgivelser ind til nu, - og jeg har været vild med det hele. Jeg elsker skrivestilen og sproget, og at der ikke gemmes ret meget væk. Det må gerne være mørkt, grimt og barskt, og det er langt hen ad vejen hudløst ærligt. What's not to like?

I Låsen & Vogteren følger vi to karakterer. Til dels Alina, en ung pige, der tilhører en slægt, der gennem mange generationer har sørget for at en verden af monstre ikke får adgang til menneskenes verden, - det vil sige den verden, vi andre helt almindelige dødelige bor i. Hun har dog ikke lyst til at bo i denne verden af monstre, og forsøger at få en tilværelse til at fungere i menneskenes verden, - men med mellemrum må hun tilbage til monstrenes verden og forny den magi, der holder monstrene i deres verden. Disse monstre er naturligvis ikke alle lige tilfredse med, at de skal spærres inde, - og det er her, Dax, hendes bodyguard eller Vogter kommer ind i billedet. 

Det, at så mange er ude efter Alinea, gør selvfølgelig at spændingsfeltet er højt. Man er som læser konstant på stikkerne sammen med Alina, for hvem kan man (om nogen) stole på, og hvad sker der næste gang? Hun må konstant se sig over skulderen, og veksler mellem at være bange for at handle og at måtte handle, - for hvis ikke hende, hvem så?

Dax's sind veksler mellem loyaliteten over for Alinea, som hører med til Vogter-jobbet, og nogle af de grundlæggende drifter, der hører med til, at han er et monster som alle andre i den verden, de kommer fra. Når jeg læste Dax's kapitler, kunne jeg ofte blive i tvivl om, hvad han reelt set ville, og hvad hans intentioner var.

Det, at vi på én gang har adgang til Dax' tanker (i hvert fald halvdelen af tiden) og samtidig kan være i tvivl om hans oprigtige intentioner meget af tiden, gør ham til en uhyre (pun intended) interessant karakter, som i hvert fald for mig står som noget helt særligt. For den her balance mellem det dyriske og over-jeg'et bliver virkelig udtalt på en måde, som jeg kun har set andre bøger stræbe for at opnå, og udførelsen er helt eminent her.

Jo jo, Alinea er bestemt også interessant som stærk, kvidelig hovedperson, der både gemmer på det konfliktsky og på fighteren, der sagtens kan, når det gælder, - og selvom jeg bestemt finder hende fascinerende, stikker hun nok ikke helt så meget ud fra mængden som Dax, der burde kunne få enhver med en smule interesse for psykologi til at savle.

Løbende er det helt tydeligt i relationen mellem Alinea og Dax, at de har kendt hinanden fra barnsben. Tonen mellem dem vidner om, at de har kendt hinanden altid, og man er ikke et sekund i tvivl om, hvor godt de kender hinanden og de styrker og svagheder de hver især besidder.. Hvilket naturligvis betyder, at spændingsfeltet i dén relation intensiveres i takt med, at de står over for flere og flere udfordringer sammen.

Jeg må indrømme, at jeg faktisk havde andre læse-planer den dag, jeg modtog Låsen og Vogteren, - men bogen VILLE læses, og så måtte alt andet naturligvis vente. Så er det sådan, det er.

Bogen er overordentligt vellykket og står stærkt både i forhold til plot, persongalleri og sprog. Man kunne måske savne at kunne gå ekstra på opdagelse blandt universets monstre og finde ud af, hvad der driver dem (eller, det ved jeg egentlig ikke om jeg vil ønske mig..), - men der skal selvfølgelig også være plads til at fantasere om, hvad der sker videre i denne verden, og fortællingen kan sagtens stå alene.

Så, - overordnet set et velskrevet og veludført bidrag til den danske fantasy litteratur! Jeg ser frem til mere fra Louise Haiberg en dag..

18 januar 2021

#LockdownReadathon 16.-17. januar 2021

#LockdownReadathon

Fra lørdag den 16. januar kl. 11 til søndag den 17. januar kl. 11 blev der afholdt lockdown-readathon arrangeret af @Bogdoktor og @Blossomingreading på instagram. Det betød 24 timers intens læsning med en række foto-challenges undervejs for at holde gejsten oppe, samt gruppechats, hvor deltagerne kunne komme i kontakt med hinanden.

Fordi vi var så mange, der deltog, blev vi delt ind i flere gruppechats (instagram har tilsyneladende en grænse for antallet af gruppechat-deltagere). I den, jeg deltog i, blev der i dagene op til weekenden ivrigt diskuteret både ToBeRead-stakke - og især indkøb af snacks. For hvor får man egentlig det bedste udvalg af bland selv-slik? Og hvilken slags chips er de bedste? Svaret er ikke helt enkelt - og det var en underholdende diskussion at følge.

Jeg arbejdede naturligvis selv på en TBR-stak, og fordi jeg ved, at jeg læser temmelig hurtigt, blev det da også til en pæn stak på 8 bøger, som jeg havde planlagt, jeg ville igennem, - hvor jeg vidste, at det ville jeg nok kunne nå - og jeg havde naturligvis også lavet en rækkefølge, jeg ville læse dem i. At jeg så undervejs i readathon'et måtte erkende, at 8 bøger ikke var nok, og at jeg måtte finde 2 bøger mere (for så alligevel at have læst dem begge før klokken 9 søndag morgen) er så hvad det er.

Den første bog, jeg satte mig for at læse, var The Fall of Gondolin af J. R. R. Tolkien. Den hører til hans Middle Earth univers, hvor også Ringenes Herre og Hobbitten foregår, - samt mange af de andre skønlitterære værker, der er udgivet i hans navn. Og ja, jeg skriver udgivet i hans navn, for kender man lidt til Tolkien, ved man også, at meget af det, der er blevet udgivet i hans navn først er kommet efter hans død, og er samlet og redigeret færdigt af Christopher Tolkien, den ene af J.R.R. Tolkiens sønner, ud fra de noter, Tolkien efterlod sig. 

Tolkien er, og vil nok altid, fremstå som værende tung læsning, selv for fans af værkerne, hvorfor jeg også satte den på som den første bog til readathonet - for så var der ikke risiko for, at den ville tage pusten fra mig. Det viste sig da også, at den, i stil med de andre bøger fra Tolkien, er en smule tung at komme igennem, så det var en fin beslutning.

Det er ikke en bog, man bare tager ned fra hylden og læser, med mindre man i forvejen er til Tolkiens univers. Det kræver tålmodighed og kendskab til Middle Earth universet og nogle af de historier, der allerede er udgivet, da der er flere referencer til de andre fortællinger og til det støre univers. Men er man i forvejen fan af denne verden, kan den sagtens læses, og er en fin tilføjelse til de andre udgivelser.

Og så er både omslaget og de illustrationer, der dukker op undervejs i bogen, som sædvanligt fantastiske og fortryllende, - og de kan i sig selv stå for noget helt særligt.

Da jeg var færdig med The Fall of Gondolin gik jeg videre med Christina Bondes Izola-trilogi. Idéen var her, at fordi det er en hel trilogi, fyldte den relativt meget på hylden, og kan være intimiderende at kigge på, så det ville gavne min motivation for at komme i gang med den, at det blev gjort tidligt i forløbet.

Izola-trilogien havde før readathon stået ulæst i min reol i noget tid, fordi jeg i løbet af 2020 "kom til" at købe ALT for mange bøger (tak for det til alle de forlag, der har haft kampagner med lidt for gode tilbud i løbet af året!), så nu måtte det være.

Det er heldigvis en fremragende trilogi om pigen Izola, som vokser op i vores verden, men bliver transporteret til en ø i en fremmed dimension efter moderens begravelse. Her bliver hun en del af kampen mod det system, der hersker, og hun kæmper både for kvinders rettigheder, men også for at overleve.

Jeg bidder især mærke i de fortryllende kort, der er forrest og bagerst i hver bog (Bøger med kort!! - Am I right?). Kortene viser det samme stykke land, men detaljerne og udførelsen skifter undervejs, så vi ser, hvordan handlingen i bøgerne påvirker landskabet, - hvilket er GENIALT og en super! lækker detalje.. Jeg elsker det!!

Next up var Matt Haigs The Midnight Library. Jeg læste hans How to Stop Time i foråret 2018 efter tilfældigt at være faldet over den i en lokal boghandel og elskede den, - og da The Midnight Library så vandt Goodreads-prisen for bedste fiktion i 2020, måtte jeg naturligvis også læse den.

Den handler om en pige, der, da hun svæver mellem liv og død, kommer ind på et bibliotek bestyret af skolebibliotekaren fra den Middle School, hun gik på. Hver bog i biblioteket repræsenterer et alternativt univers, hvor hendes liv er blevet påvirket i en ny retning for hver beslutning hun har taget på en anden måde i løbet af sit liv.

Hun får nu mulighed for at gå på opdagelse i et utal af alternativer til det liv, hun har levet, men finder hurtigt ud af, at hun ikke er helt tilfreds med nogen af dem, - og hvad gør man så?

Det er en interessant tanke, at der findes et nærmest uendeligt antal parallelle universer, hvor vores liv kan tage et nærmest uendeligt antal drejninger i vidt forskellige retninger, afhængigt af de beslutninger vi tager undervejs.

Bogen er velskrevet og tankevækkende, - og budskabet om, hvor vigtigt det er at sætte pris på det, vi har i nuet, er selvfølgelig også virkelig værd at tage med.

Efterfølgende læste jeg Dragon Pearl af Yoon Ha Lee, - som jeg nok ikke havde fået øje på, hvis ikke det havde været for Rick Riordan presents-imprintet, der er med til at fremme kendskabet til bøger om forskellige myter fortalt af mennesker fra den kultur, de pågældende myter kommer fra.

Den her handler om en pige, der kommer fra en familie af fox spirits, hvilket betyder, at hun blandt andet kan skifte form. Hendes storebror i militæret er blevet beskyldt for at desertere. Hun sniger sig derfor med på et af militærets skibe forklædt som rekrut, og bruger sine kræfter på at finde ud af, hvad der i virkeligheden er sket med hendes storebror og hans kammerater.

Det er, til forskel fra de andre bøger fra Rick Riordan presents, ikke en serie men en enkeltstående bog. Den kan da også sagtens stå alene, men har man ikke i forvejen kendskab til fox spirits (hvilket jeg ikke havde), kan der godt mangle lidt uddybning i forhold til hvad det reelt indebærer for den enkelte, hvilket måske kunne være udfoldet over flere bøger.

Til bogens fordel skal det siges at den følger Rick Riordan presents bøgerne i opbygning og tempo, så er man i forvejen bekendt med disse er man forberedt på det høje tempo, strukturen og den humor, der præsenteres, - og det er vitterligt et hurtigt og humorfyldt eventyr, vores hovedperson kommer ud på.

Nick Clausens Silhuet  blev readathonets syvende bog. Nick Clausen har en helt særlig styrke i de her relativt korte, men super-uhyggelige og creepy fortællinger, som jeg ellers ikke ser ret mange af på dansk, -og han er én af de få gyser-forfattere, jeg rent faktisk har stående i reolen, da der ellers normalt er langt i mellem, at jeg læser genren.

Silhuet handler om en ung pige, der bliver forfulgt af en skygge, og som derfor kæmper for at bevare sin forstand.

Udførelsen er fænomenal, og det er på én gang fantastisk og forfærdeligt, hvordan Nick er i stand til at tage sin læser med ind under huden på hovedpersonen. Det er et stærkt virkemiddel, at man virkelig kan mærke hendes desperation, efter hånden som hun bliver mere og mere desperat, og virkeligheden ind i mellem smutter fra hende.

Og derfor var det måske ikke det bedste valg til en bog, der blev læst ud på de små timer.. Det ved jeg så til næste gang!

Fra alle os til alle jer - alle klassikerne fra Disney's juleshow var den ottende og sidste af de bøger, jeg havde fundet frem før readathonet, og oven på Nick Clausens Silhuet var den befriende letlæselig og hjertelig, og indbegrebet af den hygge, mange af os forbinder med julen.

Det er naturligvis ikke helt som at sidde med det RIGTIGE Disney's juleshow, men det er stadig svært ikke at blive en smule nostalgisk over samlingen, - og det er måske netop derfor, den er så nem at holde af.

Bogen er, som man måske kan regne ud, venligst udlånt af min datter, der var så heldig at den var at finde blandt sidste juls enorme stak gaver (hvad det ikke kan føre med sig at være eneste barn til stede til juleaften, - hun fik MANGE julegaver), - bare jeg lovede at passe godt på den. Den er selvfølgelig at finde i hendes egen reol igen, i samme stand som da jeg lånte den.

Fordi jeg allerede var færdig med min oprindelige TBR-liste før klokken 5 om morgenen til readathon, måtte jeg naturligvis i reolen og finde flere bøger, - og Himmelherren af Kenneth Bøgh Andersen har stået på hylden med ulæste bøger i et stykke tid nu. Den er fundet i forbindelse med et arrangement hos Aalborg Bibliotekerne, hvor de solgte ud af ældre materialer, hvorfor den heller ikke er i den bedste stand (coveret er ved at falde af..), - men en bog er vel en bog.

Det er, utroligt nok, ikke ret meget jeg har læst af Kenneth Bøgh Andersen, hvilket jeg ind i mellem får en idé om, at det skal jeg da have lavet om på, for der er tilsyneladende mange, der er ret vilde med hans bøger, - af en eller anden uforklarlig grund kommer jeg bare sjældent ret langt med det.

Himmelherren handler om Peter, der godt kan lide at skrive historier i sin fritid, og som en dag bliver hevet ind i sin historie. Det er en balancegang mellem, at historien gerne vil fortælle sig selv, og at Peter forsøger at styre, hvilken retning tingene skal tage.

Selvom jeg egentlig synes konceptet var godt, og plottet fint skruet sammen, så fangede sproget mig aldrig helt, - måske også grundet tidspunktet på døgnet, - så jeg prøver nok igen en dag, hvor jeg er lidt mere vågen, hvor historien kan få lov til virkelig at udfolde sig. For jeg er sikker på, at der nok skal sidde læsere, der vil blive opslugt af bogen her.

Readathonets bog nummer 10 blev Pernille Eybyes I månens Skygge, som har nogle år på bagen efterhånden, men alligevel står relativt stærkt. 

Det er en historie om Luna, der er 17 år og ud af en familie af hekse, der bruger månens kræfter. Men med kræfterne kommer også en forbandelse der gør, at kærlighed vil føre død med sig. Derfor er det også lettere modvilligt at hun forelsker sig i Solar.

Romanen byder som sådan ikke på de store overraskelser, og mange af tvists, der kommer, vil mange nok kunne regne ud, før de kommer, da de følger samme mønster som mange andre romaner.

Alligevel er det en bog, der er let at blive opslugt af, - også, når man er overtræt efter at have deltaget i readathon i mange timer, - og det kan derfor nemt blive en bog, jeg selv vil vende tilbage til som et comfort-read, der er nemt at komme igennem, og som ikke kræver det helt vilde af sin læser.


Samlet set fik jeg læst 10 bøger under lockdown-readathonet og samlet set 3.300 sider, før jeg måtte overgive mig til søvnen

Det var utroligt hyggeligt at følge med i de andres opdateringer undervejs, og det var forfriskende, at man med mellemrum måtte tænke over de forskellige foto-challenges, som skulle lægges op hver fjerde time, da det gav en chance for at komme op af stolen eller sofaen og strække kroppen, - bare en gang i mellem.

Derfor skal @Bogdoktor og @Blossomingreading selvfølgelig også have stor ros for at stable arrangementet.

Hvis det er muligt, deltager jeg i hvert fald gerne en anden gang!

15 januar 2021

The Illuminae Files

 Forfattere: Amie Kaufman & Jay Kristoff

Serien indeholder følgende bøger:

  1. Illuminae (Udgivet i 2015, 599 sider, ISBN 9780553499124)
  2. Gemina (Udgivet i 2016, 659 sider, ISBN 9781780749815)
  3. Obsidio (Udgivet i 2018, 615 sider, ISBN 9781780749839)

Jeg må indrømme, at den her serie aldrig rigtigt rørte mig, - trods det, at jeg ved, mange andre er helt vilde med den, og har givet alle tre bøger 5 ud af 5 mulige stjerner på Goodreads. 

Jeg følte aldrig, jeg kom ind under huden på karaktererne, og det, vi vidste om dem, blev for mig meget overfladisk, fordi der var så meget udenoms-snak.

Derudover gik det mig konstant på nerverne, at der hele tiden blev skiftet sådan mellem teksttyper, så jeg hele tiden måtte omstille min læsning og ændre den måde, jeg gik til teksterne på, - det tog meget energi for mig, og fjernede fokus fra det reelle indhold, som så også hurtigt blev glemt igen.

Det er ikke en serie, som står mig nært, og jeg skal være ærlig og sige, at jeg er glad for jeg lånte den på biblioteket i stedet for at købe den, for så kan jeg aflevere den tilbage, uden at have dårlig samvittighed hver gang jeg ser den i bogreolen. 

Skal serien have roser, skulle det være, at den sikkert havde fungeret rigtig godt som film eller tv-serie, hvor mulighederne for at fremstille handlingen ordentligt er en helt anden, - og det tænker jeg, ville have klædt denne serie rigtig godt.



12 januar 2021

The Raven Cycle

 Forfatter: Maggie Stiefvater - Forlag: Scholastic 

Rækkefølge: 

  1. The Raven Boys (udgivet i 2012, 420 sider, ISBN 9781407134611)
  2. The Dream Thieves (udgivet i 2013, 450 sider, ISBN 9781407136622)
  3. Blue Lily, Lily Blue (udgivet i 2014, 389 sider, ISBN 9781407136639)
  4. The Raven King (udgivet i 2016, 438 sider, ISBN 9781407136646)

Den her serie er magisk.

Jo længere, jeg nåede, jo mere opslugt blev jeg, og til sidst var det nærmest umuligt at slippe bøgerne igen.

Serien er helt sin egen, og formår at fremstille dens meget forskellige karakterer troværdigt og som hele mennesker, mens både dramatiske plot-tråde og magiske plot-tråde får lov at udfolde sig, så man som læser nemt glemmer tid og sted.

Da jeg fik serien anbefalet i foråret 2020 i forbindelse med en livestream med Nanna Foss (forfatter til Spektrum-serien) fik jeg bøgerne købt, men det var længe undervejs at få dem læst. Trods de gode anmeldelser var jeg nok en smule usikker på, hvad jeg gik ind til, men serien skuffede på ingen måde, og kan sagtens leve op til den hype, der har været omkring den.

På den ene side rundes mange af de ting, vi kender fra regulere, realistiske ungdomsromaner, med kærlighedsforhold, som ikke altid er lige lette at finde rundt i, skæve forhold til forældre, der ikke altid opfører sig optimalt, og hvordan man i det hele taget skal klare sig i hverdagen, når man synes, at hele verden er ved at falde fra hinanden.

Men vi får også meget magi og mystik i form af spiritualitet, spøgelser, ley lines og en walisisk konge, som én af vores hovedpersoner er svært optaget af.

Det er konstant mange følelser på spil, og der er mange ting at blive grebet af undervejs.

Er man til de mere spirituelle fantasy-bøger, må det her nærmest være et must-read.




09 januar 2021

*Anmelder-eksemplar* Mystikernes mærke

 Forfatter: William Goshawk - Forlag: Forfatterskabet.dk - Udgivet: 2020

Sidetal: 190 - ISBN: 9788793927476

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget, og er derfor en reklame. Alle udtryk for holdninger til værket er dog helt mine egne.

Om Mystikernes mærke skrev jeg:

Titlen i sig selv, Mystikernes mærke, kombineret med forsideillustrationen, må være nok til at sætte fantasien i selvsving hos de fleste fantasy-fans, uanset hvilket medie, man foretrækker. Der er potentiale til en hel masse, og heldigvis holder plottet.

I betragtning af, at bogen er under 200 sider lang, og derved en del kortere end de fleste andre fantasy-romaner til unge og voksne, er det faktisk imponerende, hvor meget der er kommet med.

De væsentligste karakterer er pænt definerede, og deres historie stemmer overens med deres handlingsmønstre.

Universet virker robust og gennemtænkt, og der er nogle fine detaljer med. Her kunne man have valgt at gå mere i dybden med de forskellige typer af Mystikere, men plottet virker heldigvis, trods de steder, hvor det virker en smule kortfattet, og det er ikke fordi der ellers mangler en hel masse detaljer.

Romanen kan sagtens stå alene, men der er også plads til, at der kan udvides med en to'er, hvis forfatteren ellers er i humør til dét en dag. - Der er i hvert fald nok at tage fat på, og der er flere muligheder for at udvide universet.

Overordnet set er det faktisk en virkelig vellykket fortælling, trods det, at man kunne savne, at der var noget mere af den.

08 januar 2021

*Anmelder-eksemplar* Skyggefolket (Mørkets Cirkel, #1)

Forfatter: Claus Jensen - Forlag: Forfatterskabet.dk - Udgivet: 2020

Sidetal: 304 - ISBN: 9788794049245

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget, og er derfor reklame. Alle udtryk for holdninger er dog helt mine egne.

Om Skyggefolket skrev jeg:

Den her så virkelig spændende ud, da jeg læste om den, og jeg havde derfor måske nok sat mine forhåbninger lidt for højt op.

Desværre virkede bogen rodet og spøjs.

Jeg havde flere gange meget svært ved at få øje på den røde tråd, trods det, at der var en nogenlunde idé om hvad karakternes mål var.

Det hænger blandt andet sammen med, at vi ikke får ret meget indblik i de enkelte karakterers indre liv undervejs. Jeg aner ikke, hvad de tænkte på det meste af tiden, eller hvad deres motivation og drivkraft var for at gøre netop som de gjorde, og deres handlinger hang kun vagt sammen med den baggrundsinformation, der var for hver af dem.

Derudover er det svært at få en fornemmelse for, hvor og hvornår vi befinder os. Forside-illustrationen giver et indtryk af et univers, der ligner den sene middelalder, hvis ikke vi er helt oppe i nærheden af industrialiseringen, hvis vi skal sammenligne med vores egen verdenshistorie. Karakternes sprog lyder relativt moderne, og taler derfor for noget ikke helt, men næsten nutidigt. Og deres måde at rejse på og kommunikationen mellem karakterer og befolkningsgrupper ligger langt tidligere - og er på grænsen mellem tidlig middelalder og højmiddelalder. Så hvordan og hvorledes er det svært at finde hoved og hale i.

Og så er der karakterernes navne. Havde de hele fortællingen igennem været nogenlunde ensrettet i forhold til sprogstammer ville jeg ikke have en finger at sætte på noget, uanset hvor særprægede de enkelte navne kan lyde i mine ører, - men der er flere navne, som "Kristian" og "Teo" der stikker ud og ikke hører i samme gruppe som resten. Så selvom vi har at gøre med mange forskellige folkeslag (dværge, elvere, mennesker, orker osv) i denne verden, virker det alligevel pudsigt at det kun er nogle enkelte navne, der stikker ud.

Jeg savnede også meget et verdenskort, eller bare et kort over det område, vores karakterer færdes i, for dét i sig selv er heller ikke til rigtigt at finde ud af. Sammen med tiden, som jeg heller ikke rigtig blev klog på, er det noget af det, der virkelig forvirrede mig. Selvom nogle fantasy-universer sagtens kan klare sig uden et verdenskort, gik det simpelthen ikke for mig her. Og i forhold til tiden undrede det mig meget, at der i nogle sammenhænge blev brugt større begreber som "tidens tandhjul" der flyttede sig, mens vi på andre steder får præcise minuttal - som "23 minutter" eller "tre kvarter" eller lignende. Det var meget et spring fra den ene yderlighed til den anden, og man kan undre sig over, hvordan karaktererne var klar over, nøjagtigt hvor mange minutter, noget ville tage, når dét at man så præcist udmåler tiden er et relativt nyt fænomen i en større historisk kontekst.

Samlet set var det ikke lige frem den mest positive oplevelse jeg havde af bogen, desværre. Der var for mange spørgsmål og for få svar. Idéen var der, og der var grundlag for en del, - men det blev ikke ordentligt gennemført.

Derfor gav jeg også kun bogen 2 ud af 5 mulige stjerner.

*Anmelder-eksemplar* Eva under isen

 Forfatter: Christin Marie Guild - Forlag: Forfatterskabet.dk - Udgivet: 2019

Sidetal: 364 - ISBN: 9788793755765

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget, og er derfor reklame. Alle udtryk for holdninger er dog helt mine egne.

*TRIGGER-WARNING* Indeholder pædofili, incest og overgreb begået mod børn

Om Eva under isen skrev jeg:

Av, av, av mit hjerte.. (Nej, det slår slet ikke til med et enkelt "av"). Det her er en BARSK fortælling, og bestemt ikke for de sarte, - husk kleenex undervejs! Her fik tårerne i hvert fald frit løb indtil flere gange i løbet af læsningen.

Vi følger i første del af bogen to piger, der i løbet af deres barndom og årene før deres pubertet begge oplever overgreb fra den samme mand.

Det er, ærligt, grusomt og hjerteskærende at følge med i på sidelinjen, trods det, at der ikke er direkte beskrivelser af det, de bliver udsat for. 

Til dels er bare det, at mennesker, og især børn og unge, skal udsættes for den slags, utilgiveligt, og ligger så langt fra det, de fleste af os heldigvis oplever, at det er svært at rumme og kapere. 

Og til dels er pigernes oplevelse af ikke at blive lyttet til nærmest lige så forfærdelig. Når situationen bliver tiet ihjel, får pigerne ikke mulighed for ordentligt bearbejde det, de går igennem, og bliver låst fast i nogle knapt så hensigtsmæssige mønstre, der kommer til at sætte spor langt ind i deres voksenliv, hvis ikke i resten af deres liv.

I anden del af bogen er der gået en årrække. Pigerne er nu i 20'erne, og har begge svært ved at leve en almindelig, gennemsnitlig voksentilværelse, takket være de dæmoner, deres barndomstraumer har bragt med sig. De starter derfor begge i en terapi-gruppe, hvor det hurtigt går op for dem, at de har en gerningsmand tilfælles, og vi får et indblik i både deres terapi-forløb og den retssag, de vælger at køre mod deres gerningsmand.

Det er ikke et eventyr eller en dans på roser. Historien har ikke den lykkelige slutning, man kan håbe på, selvom begge hovedpersoner undervejs når et godt stykke hen ad vejen med at arbejde med sig selv og deres traumer

Havde det været en drama-historie som så mange andre, havde domsafsigelsen efter retssagen været det endelige klimaks. Det er det ikke her. For sådan er virkeligheden ikke altid for ofrene. Selvom det kan hjælpe noget at en gerningsmand får sin dom, vil ofrene altid skulle leve med de traumer, de er blevet påført. Derfor slutter Eva under isen også først flere kapitler senere.

Jo jo, der er lys for enden af tunnelen. Selvom vores hovedpersoner som nævnt nok altid vil være mærket af det, de har været igennem, har de fået stof at arbejde med. De er nået videre, end de nogensinde var nået på egen hånd. De fandt nogen, der lyttede, nogen som de kunne spejle sig i, og nogen, som ville dem det bedste.

Og det er vel egentlig det, der er det grundlæggende for os alle, uanset hvilken situation vi befinder os i. Selvom ikke alle har behovet for at finde den, man kan spejle sig i 1:1, har vi alle brug for, at der er nogen, der lytter, og som er der for os, når vi har brug for det, - én, vi kan læsse af til, når det hele bliver for meget og er ved at kamme over. Uanset hvad det så end er for nogle dæmoner, vi kæmper med.

Det er nogle særligt barske temaer, der tages op i bogen her, - og der omtales en række tabuer, som er særligt vanskelige at snakke om. Pædofili og overgreb på børn er noget af det, som rigtig mange helt forståeligt har berøringsangst over for; vi ved ikke rigtigt, hvad vi skal stille op eller hvordan vi skal forholde os, og som bogen også selv nævner, ved de fleste af os knapt hvilke tegn vi skal kigge efter hos det enkelte barn for at opdage det. Det er det, der gør det så vanskeligt.

Men mon ikke vi skal blive bedre til generelt at mærke efter om vores medmennesker nu også reelt har det godt? Husker vi at lytte til mere end bare det, der bliver sagt med ord? Og husker vi at byde ind med bare at være der og være til? For nogle gange har den berørte ikke nødvendigvis behovet for at snakke eller læsse af, men bare, at der er én der er hos dem, når det hele er svært. Det er en kunst at rumme stilheden sammen, - men det kan være nok så udbytterigt for begge parter.

Hjerteskærende, forfærdelig, men også virkelig velskrevet. Et imponerende værk, som jeg kun kan anbefale, at man forsøger at kæmpe sig igennem, hvis man har hjertet til det, - for det er barske sager. Men for alle de udsatte børns skyld, - skylder vi dem så ikke at lytte? Selvom det ikke er deres historie, der bliver fortalt her, og tegnene hos den enkelte kan variere, kan man håbe, at det her kan være med til at hjælpe bare nogle stykker.

03 januar 2021

Helgi Daner

 Forfatter: Josefine Ottesen - Forlag: Josefine Ottesen - Udgivet: 2014 - Sidetal: 537

Om Helgi Daner skrev jeg:

Trods det, at jeg er uddannet lærer med linjefag i blandt andet historie, er der utrolig langt i mellem, at jeg får læst historier som denne, der er mere eller mindre direkte inspireret af historiske personer eller begivenheder. Jovist, der kan være elementer af andre bøger, der refererer til historien, men her står vi trods alt med en bog, hvor det primære omdrejningspunkt er inspireret af en historisk person. Det er fremmed for mig, - og jeg kan godt mærke med mig selv, at jeg befinder mig i lettere uvante omgivelser.

Det er heller ikke meget, jeg har læst af Josefine Ottesens forfatterskab, hvor utroligt det end kan lyde, så også på dette område er det ukendt land for mig.

Jeg vil dog sige, at Helgi Daner er utroligt godt lavet. Den er gennem-bearbejdet, og den er relativt let at komme igennem trods den intimiderende størrelse (Jo jo, jeg læser meget, - men 500+ sider kan stadig virke intimiderende).

Helgi er relativt nem at identificere sig med. Han er vedkommende, og selvom han det meste af tiden føler sig udenfor og trådt på som et andet sort får, formår han ofte at vende en given situation til egen fordel, - uden selv at være bevidst om, hvad det er han gør, eller hvilken indflydelse han reelt set har på sine omgivelser. Og har mange af os ikke selv været i lignende situationer, - hvor vores selvbillede ikke matcher med andres oplevelse af os?

Fortællingen om Helgi Daner kan under tiden virke voldsom og barsk, men er dog læsbar for en 11-12 årig, - hvis læseren altså har mod på så stor en fortælling. Det handler først og fremmest om, at læseren er interesseret i middelalder-miljøet i tiden omkring den danske overgang fra asatro til kristendom, i en periode, hvor folk stadig aktivt vælger side. Verden er hård, men ikke meget mere end hvad man må forvente, at den gennemsnitlige 11-12 årige er vant til fra andre medier, og det er ikke værre, end at det er til at snakke med barnet om, hvis det går den enkelte på.